Vi har allerede taget de første billeder med Panasonics nye full-frame-kamera, Lumix S1R. Det vender vi tilbage til, når vi har gennemgået dem, men i dag kan vi afsløre alle detaljerne om de to kameraer i Lumix S-serien.
Ligesom Nikons nye full-frame-kameraer – Z7 og Z6 – deler Lumix S1R og S1 mange af de samme funktioner og egenskaber.
Kamerahuset er det samme på dem begge, men hvor S1R har en 47,3 megapixel full-frame billedsensor, har S1 24,2 megapixel. De har også samme indbyggede sekstrins billedstabilisering til stillbilleder og video, og en stor OLED-søger med 5,76 megapixel opløsning.
187 megapixel
Billedsensoren i S1R har ikke alene 47 megapixel, den kan også tage billeder med 187 megapixel (!) opløsning (96 megapixel for S1) og har et nyt design af mikrolinser over sensorerne, som skal gøre billedsensoren mere effektiv.
I hi-res med 187 megapixel – og 96 megapixel – benyttes billedstabiliseringen til at forskyde sensoren otte gange, mens der tages en eksponering hver gang. Det giver raw-filer på 16.736 x 11.168 fra 187 megapixel og i teorien bedre støjegenskaber, udvidet farvegengivelse og afgjort meget bedre detaljeskarphed.
Hurtigere fokus
Kameraerne kombinerer kontrastfokus og Panasonics DFD-fokus med hurtigere fokusprocessering, hvor kamera og objektiv korrigerer fokus for at forkorte fokustiden til 0,08 sekund. Panasonic siger også, at autofokus fungerer i meget svagt lys, ned til -6 EV.
Den indbyggede billedstabilisering bevæger sig i fem akser og kan kombineres med optisk stabilisering for hele seks trins kompensation.
Skudtakt
Kameraerne skyder serier på 9 fps med fokus på første billede eller 6 fps med fokus på hvert billede, og har desuden serieoptagelse i 6K/18 megapixel opløsning i serier på 30 fps. Der er også 4K-serier med 8 megapixel opløsning på 30 og 60 fps.
Søger og skærm
Touch-skærmen på 8 cm med 2,1 megapixel opløsning kan vippes og drejes i tre akser, men OLED-søgeren er endnu mere interessant. Den ekstreme opløsning matches af en billedfrekvens på 120 fps med forsinkelser så lavt som 0,005 sekund og et kontrastomfang på 10.000:1.
Det giver et temmelig flimmerfrit søgerbillede med marginal forsinkelse mellem hvert billede. Søgerens forstørrelse kan i øvrigt justeres i tre trin på 0,78x, 0,74x og 0,7x.
4K-video
Som sædvanlig for denne type kamera kan de begge optage video i 4K/50p, men har også 2x slowmotion på 60 fps i 4K, ned til 6x slowmotion i Full HD med 180 fps. Optagelser kan gemmes på SD- eller XQD-kort, eller på en separat optager via HDMI.
Der er mikrofon- og hovedtelefonstik på kameraerne, som også kan bruge DMW-XLR1-adapteren til andre mikrofoner med XLR-stik.
De har også en HLG-indstilling (Hybrid Log Gamma), som bevarer flere detaljer i højlys og er kompatibel med Panasonic-tv’er med HLG-understøttelse.
Filer med HLG gemmes som HSP-filer i 8K-opløsning, enten som jpeg eller i raw-format.
S1 kan også optage 4K/50p-video. Enten i 4:2:0 8 bit til hukommelseskort eller i 4:2:2 til ekstern optager via HDMI.
Udvidet 4K-understøttelse
Panasonic siger, at de senere i 2019 vil lancere en opdatering via software, som vil give understøttelse af V-Log, 4K/50p 4:2:2 10 bit via HDMI og 30p, 25p og 24p med 4:2:2 10 bit optagelse til hukommelseskort.
Lumix Pro
Kamerahusene er bygget til professionel brug og lavet i materialer, der kan tåle hårdhændet behandling. De har omfattende vejrbeskyttelse og kan klare temperaturer ned til -10° grader.
Lukkeren er testet til 400.000 eksponeringer og strækker sig til 1/8000 sekund, med blitz-sync på 1/320 sekund.
Panasonic lancerer også Lumix Pro. En tjeneste, der giver registrerede medlemmer reparationer og støtte, foreløbig i fem lande, men efterhånden globalt.
Tre Lumix S-objektiver
Indtil videre har Panasonic lanceret tre vejrbeskyttede objektiver til Lumix S-serien, og de har annonceret, at de har minimum ti objektiver mere på programmet, og at flere af dem kommer allerede i 2020.
De første tre er:
- Lumix S PRO 50 mm f/1.4
- Lumix S PRO 70-200 mm f/4 O.I.S.
- Lumix S 24-105 mm f/4 Macro O.I.S.
Objektiverne har Focus Clutch for hurtigt skift mellem manuel og autofokus, og de to zooms har begge indbygget femaksers billedstabilisering med op til seks trins stabilisering sammen med Lumix S-kameraerne.
Priser
Panasonic Lumix S1 koster 20.000 kroner for huset alene og 27.000 med 24-105 mm f/4 zoomen, mens S1R koster 29.000 kroner for huset og 36.000 med samme objektiv. Sidstnævnte koster 11.000 kroner for sig selv, mens 50 mm f/1.4 koster 20.000 kroner og 70-200 mm f/4 15.000 kroner.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer