TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Olympus: Nybegynderen er vigtig for os

Under lanceringen af Olympus’ nye flagskib delte de deres tanker om fremtidige produkter.

Af / 30/01/2019 - 02:15
Olympus: Nybegynderen er vigtig for os

Mange var hurtige til at spå Micro Four Thirds-formatet en tidlig død på Photokina-messen i Köln i 2018.

Efter at både Canon og Nikon lancerede deres nye spejlløse full-frame-kameraer, og Panasonic fulgte op med Lumix S1R og S1 – begge i fuldformat – troede mange, at nu var det slut for Micro Four Thirds.

Omkvædet var gerne: Hvorfor skulle Panasonic fortsætte med Micro Four Thirds, når de tydeligvis satser kraftigt på fuldformat?

Svaret er enkelt nok: De forskellige formater har hver deres fordele og ulemper.

For Micro Four Thirds’ vedkommende handler det om håndtérbarhed, størrelse, vægt, effektiv billedstabilisering i kameraet og ikke mindst størrelsen af objektivet.

Annonce

Se bare Olympus’ 300 mm f/4.0 og sammenlign det med tilsvarende 600 mm objektiver til Canons og Nikons full-frame-kameraer, så er svaret indlysende.

Under lanceringen af Olympus’ nye professionelle kamera OM-D E-M1X var det tydeligt, at der ikke er nogen grund til at afskrive Micro Four Thirds. I hvert fald ikke endnu. For kameraet, der er optimeret til action som sport og dyreliv, har nogle fordele, som full-frame-kameraerne ikke kan matche.

Olympus’ europæiske produktspecialist Michael Guthmann fortalte os – hvilket vi allerede vidste – at de ikke ser full-frame-kameraer som fremtiden, ikke for dem i hvert fald. Men han kunne også fortælle os meget, som vi ikke vidste.

o2 2
Michael Guthmann. (Foto: Lasse Svendsen)

Lyd & Billede: Hvem er den typiske kunde til E-M1X?

Michael Guthmann: “Mest dem, der skyder med længere objektiver. F.eks. vilde dyr i naturen og sport. Det er designet til at blive brugt med længere brændvidde.”

L&B: Hvad har været de vigtigste punkter eller ønsker under udviklingen af E-M1X?

MG: “Hovedfokus har været pålidelighed. Ikke bare i form af fart, billedkvalitet, håndtérbarhed, vejrbeskyttelse og den slags. For professionelle fotografer er det vigtigt, at kameraet reagerer med forudsigelighed, uanset hvilke forhold man arbejder under. Så det vigtigste var at sørge for, at kameraet altid opfører sig, som fotografen har tænkt. Derfor har vi også de samme knapper på vertikalgrebet som på hovedgrebet.

Det har vi ikke på vertikalgrebet til E-M1 Mark II, for dér er det ikke muligt at kopiere knapperne af designhensyn. Men her er vertikalgrebet integreret, og det er bedre, fordi vi slipper for overgange, kontakter og potentielle problemer. Desuden giver det mere effektiv køling, da vi har mere plads at distribuere varmeudviklingen på.”

L&B: På papiret ser det ud til at være samme billedsensor som på Mark II. Har I foretaget nogen ændringer her på E-M1X?

MG: “Det er den samme billedsensor, men processeringen er anderledes, fordi vi har to processorer, som giver os mere processorkraft og flere muligheder. Autofokus med intelligent motivgenkendelse er kun muligt med to processorer; billedprocesseringen er mere fleksibel og giver os bedre billedkvalitet. F.eks. er billedkvaliteten mere forudsigelig. Selv når man ændrer ISO-værdi og mister lidt dynamik, skal billederne have så lidt afvigelse som muligt.”

L&B: I har ladet flere fotografer bruge E-M1X før lanceringen. Har deres feedback været værdifuld for udviklingen af kameraet?

MG: “Ja. F.eks. har vi haft hundrede forskellige støbninger af håndgrebet for at finde den optimale balance. Her har fotografernes feedback været vigtig for os. Så har vi kunnet lave ændringer, flytte knapper og den slags, indtil vi har fået den bedste brugeroplevelse.”

L&B: Har E-M1X samme søger som Mark II?

MG: “LCD-panelet er det samme, men optikken er ny med stærkere forstørrelse og bedre optisk kvalitet. Den eneste forskel er, at kølingen af panelet er mere effektiv.”

L&B: I har ikke talt så meget om videofunktionerne – er de identiske med Mark II, bortset fra OM-Log?

MG: “Opløsning og video-codec er det samme, men her kan man justere fokushastigheden og fokusfølsomheden. F.eks. kan kameraet holde fokus på en person, selv om der kommer noget foran eller i vejen. Og så har vi lyttet til tilbagemeldinger og gjort det muligt at bruge joystick-knappen til pull-focus. Men billedstabiliseringen på video er også ændret, og nu kan man indstille, hvor følsom den skal være, i tre trin.”

L&B: Understøtter det 10 bit 4K-video?

MG: “Det er det samme som på Mark II. 4:2:2 8 bit fra HDMI-udgangen.”

o3 1
(Foto: Olympus)

L&B: Hvad med objektivudviklingen? I har allerede fremvist en 150-400 mm, som kommer senere i år, men hvad med kommende objektiver?

MG: “Som vi har vist nu, kommer der flere objektiver i 2019, men jeg kan ikke sige noget mere konkret om det, andet end at der kommer flere med fast brændvidde og vidvinkelzoom.”

L&B: Er der nogen funktioner fra E-M1X, der kan komme i fremtidige kameramodeller?

MG: “Lige nu har vi brug for mindst to processorer til vores intelligente motivgenkendelse, så indtil det lykkes os at lave det med én processor, er funktionen forbeholdt E-M1X. Men hvem ved? Vi ser hele tiden på, hvad vi kan forbedre i fremtidige modeller.”

L&B: Som de fleste ved, har markedet ændret sig meget, og kameraer med specielle egenskaber er mere efterspurgt. Bl.a. til det professionelle marked, hvor hastighed er vigtigt. Hvad tænker I om flere specialmodeller?

MG: “Olympus har allerede skåret kompaktkameraerne fra, bortset fra Tough, som er vandtæt og opfylder et særligt behov. Personligt tror jeg, at markedet fortsætter i retning af flere high-end-kameraer.”

L&B: Hvad med Pen-kameraerne og E-M10 Mark III, er det segment – lad os kalde det entry level – stadig vigtigt?

MG: “Ja, det er meget vigtigt for os. For ingen er født professionel fotograf, og alle må starte et sted. Den naturlige vej at gå er fra mobilkameraet, som alle bruger, til begynderkameraer for dem, der er mere interesserede, og så videre op til mere avancerede kameraer og måske high-end for nogle af dem.

Tag f.eks. en af mine venners datter. Hun har et Tough kompaktkamera, men er misundelig på den billedkvalitet, hendes far får med et systemkamera, bl.a. hvordan bokeh kan give et andet udtryk. For hende er det næste naturlige trin et systemkamera, og sådan er det for mange af vores fremtidige kunder.

Så enklere og billigere systemkameraer vil stadig være vigtigt.”

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 12 måneder!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

30% på LB+ Total i 6 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder

54,- / mnd
49,- / for 1 måned
75.60,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer

Kongeligt kærlighedsdrama fra det virkelige liv

Gæt hvad det her er

Billigt lydløft til dine videoer

Fire nye objektiver til Canon RF

Flagskib med AI

Det har de aldrig gjort før

Prisbilligt kamera til begyndere

VR-objektiv til Apple Vision

Navigerer som en flagermus

Professionel video i lommeformat

Toptrimmet videomaskine

Printer billederne fra mobilen