Sonys nye A7C R er meget lig det nyligt lancerede A6700. Men hvor A6700 er et avanceret kamera i et kompakt format til et bredt publikum, er det større A7C R et meget federe kamera til professionelle og entusiaster.
Kameraet er i bund og grund et A7R V i et mere kompakt format og til en lavere pris.
Eftersom det meste af indmaden er baseret på et dyrere kamera, får du den samme ekstremt høje billedkvalitet, men man mister også noget undervejs. For eksempel er den vanvittige 9,44 Mp-søger i A7R V erstattet af en mindre søger med en opløsning på 2,36 Mp.
De grundlæggende specifikationer på A7C R er:
- Samme 61 Mp BSI CMOS-billedsensor som A7R V
- Sonys Bionz XR-processor med AI
- 4K/60p-video (A7R V har 8K-video)
- Pixel shift højopløste 240 MP stillbilleder
- 7-trins billedstabilisator (A7R V har 8-trins)
- Tabsfri RAW-, jpeg- eller HEIF-filer
- 8 billeder/s (A7R V har 10 billeder/s)
- 2,36 Mp OLED-søger (A7R V har en 9,4 Mp OLED)
- 1 Mp drejbar skærm (A7R V har en 2,1 Mp vip- og drejbar skærm)
- En SD-kortplads med UHS-II (A7R V har desuden CFexpress A)
Som man kan se, er A7C R et meget kompetent kamera, der – selv om det mangler nogle af storebrorens funktioner – er et mere handy alternativ for fotografer, der ikke har brug for 8K-video og ønsker et mindre og lettere fuldformatkamera.
Desværre hentes 4K/60-video heller ikke her fra hele billedsensoren, men beskæres med en faktor på 1,24 x. Det betyder, at brændvidden ændres. Det samme sker, hvis man vælger 4K fra 6.2K, som henter informationen fra et mindre område af billedsensoren, svarende til APS-C-format. Eller Super 35, som det også hedder. Video fra hele sensorens bredde får man først ved 4K/30p.
Video kan dog optages i 4:2:2 10-bit, og kameraet understøtter 16-bit RAW fra kameraet til en ekstern optager.
Ellers har kameraet nærmest ingen mangler. Det har Sonys ret smarte autofokus, som er blandt de bedste inden for motivgenkendelse og fokussporing. Billedsensoren er velkendt, man får meget høj billeddynamik og fremragende skarphed fra kameraet.
A7C R vejer kun 513 gram, og det skyldes både, at det er fysisk kompakt, og at det er bygget delvist i magnesium og letvægtsmaterialer. Batteriet er det samme som på A7R V, og det giver op til 520 billeder pr. opladning. Sony planlægger også et greb kaldet GP-X2, som forlænger kameraets frontgreb og samtidig giver fotografen adgang til batteridækslet.
Sony A7C R har en lavere pris end A7R V, kamerahuset koster 28.500 kroner.
Sony A7C II
Her er et kamera, som vi også kender godt, selv om A7C II er en ny model. Det er baseret på A7C, som vi har testet, men i den nye model får vi en ny 33 MP BSI CMOS fuldformat billedsensor (som vi kender fra Sony A7 IV), den nye BIONZ XR-processor, ny søger, bedre autofokus, bedre videoegenskaber og et velkomment indstillingshjul foran på grebet. Blandt andet.
De grundlæggende specifikationer på A7C II er:
- Samme 33 Mp BSI CMOS-billedsensor som i A7 IV.
- Sonys Bionz XR-processor med AI
- 4K / 30p-video
- 759 fokuspunkter
- 7-trins billedstabilisator
- Tabsfri RAW-, jpeg- eller HEIF-filer
- 10 billeder/s
- 2,36 Mp OLED-søger med 0,7 x forstørrelse
- 1 Mp drejbar skærm
- Én SD-kortplads med UHS-II
Kameraet er prissat til 18.500 kroner for kamerahuset alene, og 21.000 kroner hvis du køber det med Sonys kompakte 28-60 mm f4-5.6 zoom, vist på billedet ovenfor.
Sony G Master FE 16-35mm F2.8 GM II
Samtidig med lanceringen af de to nye kameraer kommer også vidvinkelzoomen G Master FE 16-35 mm F2.8 GM II. Det er en opdateret version af den velkendte FE 16-35 mm F2.8 GM, men i en mere kompakt udgave og med 20 procent lavere vægt.
Zoomen skal også være optisk opgraderet med mindre forvrængning, lavere kromatisk aberration og højere hjørneskarphed.
Nærgrænsen er kortere med 22 cm, og blænderingen har klikstop og en knap, der slår klikkene fra, så blændeændringer ikke opfanges under videooptagelse.
Objektivet kommer først i handelen i oktober 2023, og prisen bliver 21.000 kroner.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer