TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Fremtiden ifølge Apple

Et nærmere kig på de nye versioner af Apples to operativsystemer, afslører hvad æbledrengene pønser på i den nærmeste fremtid.

Af / 10/06/2014 - 11:15
Fremtiden ifølge Apple

Med iOS 8 og OS X Yosemite fortsætter Apple med at forfine sine to styresystemer til henholdsvis mobile enheder og computere. Med præsentationen lagde Apple de første grundsten til sin nye plan, der bliver effektueret fuldt ud til efteråret, når Apple lancerer den nye hardware, der bliver skræddersyet til at udnytte de to nye operativsystemer.

Det overordnede tema for årets nyheder var integration. Din smartphone, din tablet og din computer skal bindes sammen i skyen og samarbejde fuldstændig gnidningsfrit — hvis de altså alle bærer Apple-logoet, forstås.

Til det formål introducerede Apple en væsentlig funktion kaldet Continuity, som gør det muligt at fortsætte med en opgave på en anden enhed. Du kan eksempelvis starte med at skrive en email på din iPhone i bussen på vej hjem og fortsætte på Mac-computeren, når du træder ind af døren. Mac-computeren ved, hvad du arbejder på, hvilket program du bruger, og hvor langt du er kommmet.

Et andet eksempel: Med Apples nye styresystemer vil du kunne modtage og foretage telefonopkald på din Mac-computer — hvis den altså er forbundet med en iPhone. Du vil også kunne modtage og sende sms-beskeder og ikke bare iMessages som hidtil.

Samtidig deler det nye gentænkte iCloud fotobibliotek fotografier mellem samtlige Apple-enheder i et enkelt iCloud-biblioteket i skyen. Selv billeder, du redigerer på en enhed, vil blive gemt i skyen, så andre Apple-enheder kan hente dem ned.

Annonce

Slutteligt har Apple fjernet barrierne fra AirDrop. Hidtil har man udelukkende kunnet bruge AirDrop til at sende filer trådløst mellem en Mac-computer og en anden eller mellem to iOS-enheder. Fremover kan man sende filer trådløst på kryds og på tværs mellem computere og håndholdte maskiner. Endelig.

Snører sækken
Der er egentlig ikke noget nyt i, at Apple bytter funktioner mellem sine to operativsystemer, men hidtil har de været to meget separate systemer, der delte enkelte funktioner, såsom iMessage og Notifikationer. Med OS X Yosemite og iOS 8 går Apple et stort skridt i retning af at strømline de to systemer og binde dem meget tæt sammen — både visuelt og praktisk.

Men det har sin pris: Har du været en kætter og blandet en Android-mobil eller en Windows-computer ind i dit digitale liv, kan du ikke udnytte hele viften af fikse nye Apple-funktioner. Har du kun elektronik med æblelogo, belønnes du. Man kan sige, at Apple snører sækken om sit eget økosystem og forsøger at give os alle sammen en rigtig god grund til at blive i Apples verden.

Samtidig har Apple gjort sig umage for at holde app-udviklerne i folden ved at lancere en fuldstændig ny, nemmere og hurtigere platform til app-udvikling i form af programmeringssproget Swift (se boks andetsteds, red.).

Følg med på de næste sider, hvor vi har valgt en række af de mest spændende nyheder fra Apples præsentation og giver et bud på, hvad vi kan forvente fra Apple i den kommende tid.

Health
En ny app med navnet Health samler og viser informationer om dit helbred, indsamlet fra dine fitness-enheder og – apps.

Health: Bølgebryder for iWatch?
Apple sætter det lange ben foran i den sundheds- og fitness-bølge, som de selv var med til at skyde i gang med Nike Plus-konceptet i 2006. Siden dengang er verden eksploderet i mål-dig-selv-apps og -tilbehør, og nu finder Apple, at det er på rette tid at samle alle informationerne i en enkelt app. Health samler og fremviser helbredsinformation fra eksterne træningsgadgets som Jawbone Up (som vi testede i Lyd & Billede #5/2014), pulsmålere og digitale vægte, samt apps som RunKeeper og Endomondo. Health holder styr på puls, kalorier, blodsukker, kolesterol, medicin og meget mere, og du kan oprette dit eget journalkort med vigtig information — såsom blodtype og allergier — som man kan tilgå direkte fra låseskærmen i tilfælde af uheld.

Det virkelig fikse er dog den HealthKit API, der stilles til rådighed for udviklerne. Teknologien åbner op for helt nye muligheder af integration mellem sundhedsgadgets og sundhedsvæsen. Forestil dig for eksempel, at du er forælder til et skolebarn med diabetes og får en advarsel på din iPhone, hvis mængden af sukker i barnets blod ændres drastisk på kort tid. Eller at lægen automatisk kontaktes, hvis dit blodtryk er for højt i forhold til i forvejen fastsatte grænseværdier. Mulighederne er pludselig uendelige, hvis sundhedsvæsen og udviklere kan finde ud af at arbejde sammen.

Samtidig kunne Apples genoplivede interesse for fitness og sundhed fint tyde på, at software-infrastrukturen skal være i orden, inden Apple i løbet af efteråret lancerer sin mytiske wearable-enhed — hvad enten det bliver det meget omtalte iWatch eller de hovedtelefoner med indbygget pulsmåler, som rygterne snakker om. Denne skriverkarl tror mest på sidstnævnte …

Touch ID
Nu bliver det for alvor sjovt: Apple giver tredjepartsudviklere lov til at udvikle apps, der kan udnytte fingeraftryksscanneren.

Touch ID: Kan Apple tryne NemID?
Selv om fingeraftryksscanneren Touch ID var sidste års store nyhed, så er det først med dette års løfte om, at tredjepartsudviklere også vil kunne udnytte teknologien i sine apps, at Touch ID bliver rigtig spændende. Hidtil har Touch ID udelukkende kunnet bruges til at låse op for iPhone og betale i App Store. Men fremover vil Danske Bank eller Nordea kunne bygge Touch ID ind i deres smartphone-apps, så vi i princippet ikke behøver at taste NemID-koder ind, når vi ordner bankforretninger på iPhone eller iPad. Der er nemlig principelt intet til hinder for, at bankerne vælger at give iPhone-brugerne den mulighed.

Touch ID er en hjørnesten i Apples planer om en fuldfed betalingsfunktion via iPhone (som blev iværksat med sidste års lancering af iBeacon, red.), og undertegnede tør godt vædde på, at der er Touch ID i samtlige iOS-enheder, inden vi når julesalget. Og hvorfor egentlig stoppe der? Hvorfor ikke også på sigt udstyre MacBook-maskinerne med fingeraftryksgenkendelse?

Apple Hosts Its Worldwide Developers Conference
Apples Craig Federighi præsenterer HomeKit, der skal gøre iPhone til den centrale fjernbetjening i det digitale hjem. Det vil lade dig tale til tilsluttede enheder fra forskellige producenter i dit hjem. Du kan endda bruge Siri til at styre det hele

HomeKit: En fjernbetjening over dem alle
Jeg elsker alle de smarte enheder, jeg har derhjemme. Men det irriterer mig, at de ikke kan snakke sammen, ligesom det er frustrerende, at jeg skal bruge en app til at styre lyset i stuen og en anden app til at tjekke, om hoveddøren er låst. Jeg vil have muligheden for at trykke et sted, så tv’et slukkes, lyset dæmpes, og døren låses, når jeg går i seng. Eller endnu bedre: Sige til min telefon, at jeg går i seng, og så klarer telefonen selv alt det praktiske. Og lige præcis det bliver sandsynligvis muligt, når iOS 8 rammer mobilen takket være Apples nye HomeKit-teknologi. I hvert fald lokker Apple på sin hjemmeside med, at HomeKit kan integreres med Siri-stemmegenkendelsen.

Skal fantasien gå i opfyldelse kræver det dog, at Apple får både udviklere og producenter med på ideen — og de har allerede fået et par prominente navne med ombord, nemlig Philips (LED-pærer) og Schlage (iPhone-fjernbetjente låsesystemer til døre). Men der er lang vej endnu, og Apple har indlagt et par benspænd: For at kunne fungere med HomeKit, skal producentens hardware leve op til Apples Made For iPhone (MFI, red.) program, og det kræver, at der integreres en bestemt trådløs chip og softwarepakke i enhederne. Det er ikke noget problem for de store producenter, men det vil muligvis sortere mange små innovative start-op-virksomheder fra.

Metal
Apples Craig Federighi præsenterer HomeKit, der skal gøre iPhone til den centrale fjernbetjening i det digitale hjem. Det vil lade dig tale til tilsluttede enheder fra forskellige producenter i dit hjem. Du kan endda bruge Siri til at styre det hele

Metal: Smæk på grafikken
Står det til troende, kan vi forvente langt mere avanceret grafik i vores spil, når iOS 8 rammer vores iEnheder. Løsningen hedder Metal, og det er noget så usexet som en API — altså et lag af software, der ligger mellem app’en og processoren. Jo “mindre” det lag er, jo hurtigere kan processoren udføre de opgaver, app’en beder den om. Og ifølge Apples Craig Federighi er Metal væsentlig hurtigere end den OpenGL API, der er standard nu. Metal er blevet til i samarbejde med spilfirmaerne Crytek, Unity, Electronic Arts og Epic Games, så vi kan forvente et væld af Metal-spil, når iOS 8 lanceres. Epic viste på WWDC en imponerende demo i form af spillet Zen Garden, der bliver tilgængelig gratis i App Store når iOS 8 lanceres.

Meddelelsescenteret - Philips Hue
Programmer kan nu definere widgets, der installeres i Meddelelsescenteret. Her er det Philips bud på, hvordan Hue LED-pærerne kan integreres i Meddelelsescenteret.

Meddelelsescenteret: Widgets a la Android
Udviklere får også mulighed for at lægge indhold i Meddelelscenteret via widgets. En funktion der har været elsket på Android-telefoner i årevis. Det betyder, at du ikke ikke skal nøjes med at se informationer om vejret og mistede opkald, men også vil kunne se breaking news fra din nyheds-app eller åbne og låse døre uden at låse op for telefonen og åbne app’en først. Philips har allerede meddelt, at de vil bygge en widget, så du kan styre deres Hue LED-pæresystem direkte fra Meddelelscenteret.

Nu får vi - endelig - mulighed for at hive i håndtagene i Kamera-app’en. Forvent at der dukker mere avancerede kameraprogrammer op de næste måneder.
Nu får vi – endelig – mulighed for at hive i håndtagene i Kamera-app’en. Forvent at der dukker mere avancerede kameraprogrammer op de næste måneder.

Kameraet: Bliver voksent
Er du typen, der kan lide at hive i stængerne i motorrummet, vil det glæde dig, at iOS 8 gør det muligt at få adgang til avancerede indstillinger i kamera-app’en. Fremover får du fuld kontrol over eksponeringstider, fokus og hvidbalancen, når du tager billeder. Det samme gør udviklerne, så se frem til langt mere avancerede fotoapps i nær fremtid. Samtidig gør Apple det muligt for udviklerne at lægge plug-ins direkte ind i Fotos-app’en, så du f.eks. kan lægge filtre på dine billeder uden at skulle åbne en tredjeparts app.

Nu kan du endelig installere tredjeparts-tastaturer. Glæd jer, Swype-brugere.
Nu kan du endelig installere tredjeparts-tastaturer. Glæd jer, Swype-brugere.

Tastaturet: Find din favorit
Træt af tastaturet på din iPhone? Du er ikke alene. Android-ejere har længe haft fornøjelsen af at kunne skifte tasturet ud med et nyt — på iPhone har man været låst til Apples udgave. Men ikke længere. I iOS 8 får udviklerne mulighed for at snitte deres eget tastatur — det være sig “swype”—tastaturer a la Samsung, et Google Voice tastatur eller noget helt tredje. Apple har selv opdateret tastaturet med den såkaldte QuickType-teknologi, der ikke alene foreslår ord, mens du skriver, men gør det baseret på indholdet i iMessage-samtalen. Hvis du for eksempel bliver spurgt, om du vil afsted til koncerten klokken 18 eller 19, får du automatisk serveret de to tidsmuligheder som knapper, der ligger over tastaturet. Desværre har Apple ikke gjort sig den umage at lave QuickType på dansk, så herhjemme må vi forlade os på udviklernes idéer i stedet

Siri – snart på dansk?
Apples stemmegenkendelse, Siri, har eksisteret siden iPhone 4S blev lanceret i 2011, men den forstår endnu ikke dansk. Det gør den så vidt vides stadig ikke, når iOS 8 lanceres, men der er dog morgengry: Ifølge adskillige kilder vil den indbyggede diktering forstå 27 nye sprog, deriblandt dansk. Det betyder, at iPhone kan omdanne dansk tale til tekst. Du kan altså “indtale” noter, mails, beskeder med mere i stedet for at bruge tastaturet. Taler rygterne sandt, kan der ikke være langt til en fuldfed dansk udgave af Siri.

Et kig bag facaden. En app kode med Apples nye programmeringssprog Swift, der skal lokke dygtige, unge udviklere ind i Apple-folden.
Et kig bag facaden. En app kode med Apples nye programmeringssprog Swift, der skal lokke dygtige, unge udviklere ind i Apple-folden.

SWIFT
I den verserende smartphone-krig er det en stor fordel for Apple, at udviklerne tilsyneladende vægter iOS højere end Android. På trods af, at Android forlængst har overhalet iOS som det mest udbredte styresystem til smartphones og tablets, lanceres der stadig langt flere iOS-unikke apps, der senere kommer dryppende til Android. Sådan vil Apple meget gerne have, at det bliver ved med at være — og derfor gør de meget for at forkæle udviklerne.

Under udviklerkonferencen World Wide Developers Conference overraskede Apple udviklerne ved at lancere Swift, der er et et nyt programmeringssprog til apps og programmer i Apples økosystem. Hidtil er de fleste iOS og Mac-programmer skrevet i det snart 30 år gamle Objective-C, der “fulgte” med Steve Jobs, da han kom tilbage til Apple i 1997.

Swift har været under udvikling i fire år, det er efter sigende væsentlig simplere end Objective-C og indeholder en række elementer fra andre sprog, såsom Haskell, C#, Ruby og Python. Håbet er, at Swift kan tiltrække dygtige, unge kodere, der sætter pris på mere moderne programmeringssprog, så Apple kan beholde app-førertrøjen.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsung klar med fire nye Galaxy S-modeller i januar 2025

OnePlus på vej med endnu en topmodel

Android XR til virtuelle verdener

Nye Apple Intelligence-funktioner klar til iPhone

Googles december-opdatering frigivet

Reparere selv? Glem det!

Første brugere kan downloade Samsung One UI 7

OnePlus løfter sløret for OnePlus 13

Huawei lancerer nyt operativsystem uden Android

Gemini Live på dansk!

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring