Trådløst gennembrud
Som vi forudsagde sidste år, er årets audio-gadgets blevet mere og mere trådløse. Frem for alt er det Apples AirPlay, der er slået igennem på en bred front. Til forskel fra forrige års magre udbud er det nu næsten svært at finde en producent, som ikke har AirPlay-produkter i sortimentet.
Med Android-mobilernes udbredelse er der et skrigende behov at opfylde for dem også. Problemet har været, at docking-stikket ikke har været standardiseret. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Bluetooth er dukket op som en løsning. I 2013 forventes Google at komme med en standard for Android, som desuden kan byde på funktioner, der savnes hos AirPlay. Vi ser frem til at holde dig opdateret om, hvad der sker på den front, og fortsat finde de bedste køb, uanset lydkilde.
Android breder sig
Med de nye versioner af Android, med flere mere innovative og interessante funktioner, er operativsystemet fortsat med at dominere de håndholdte apparater. På mobilsiden er der kommet mange modeller med større og mere højopløste skærme og rigtig hurtige processorer. Hvor længe våbenkapløbet kan fortsætte, bliver interessant at se. Der er endelig kommet rigtig gode tablets, og vi er begyndt at se elektronik som medieafspillere og kameraer med Android indbygget. Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i 2013.
iOS mere trådløst
Apple er i årets løb kommet med flere interessante nye produkter, ikke mindst den længe ventede mindre tablet iPad mini. Det virker, som om lanceringstakten er blevet hurtigere, og det er lykkedes at komme med to iPads i løbet af året og ikke mindst den fantastiske iPhone 5. Der er tilmed et imponerende udbud af tilbehør, som støtter AirPlay, hvilket måske er heldigt nu, hvor man har skiftet docking-stikket. Hvad der kommer næste år, må vi se – måske kan vi håbe på et iTV fra Apple?
Opkomlingen Windows
I modsætning til sidste år, hvor de to førnævnte storspillere kunne dele markedet, har Microsoft nu slået i bordet og er gået efter en del af kagen. Og med Windows 8 lavet til trykfølsomme skærme, Windows RT, som ser ligesådan ud til tablets, og Windows Phone 8 til mobiler kan det godt være, at det lykkes. Det er i det mindste teoretisk tiltalende, at man har samme brugerflade på alle sine apparater. Lykkes det Microsoft at lokke software-producenterne til at komme med de mest populære programmer, foruden at gøre det nemt at køre samme apps og have samme indhold på alle enheder, så er mulighederne uendelige.
2013 kan meget vel blive året, hvor Windows bryder ud fra computeren og spreder sig til hele hjemmet. Specielt med tanke på alle de interessante hybrider mellem bærbare computere og tablets, som vi allerede har set eksempler på.
Vi må også håbe, at det stopper med alle de retssager på kryds og tværs mellem fabrikanterne. Hvis man brugte mere energi på innovation frem for provokation og brugte sine penge på ingeniører i stedet for advokater, så tror vi, at alle vil vinde i længden. Nye spændende gadgets er jo noget af det sjoveste, der findes, og vi ser frem til at guide vores læsere gennem gadget-junglen i det kommende år.
Årets radio 2012
Geneva World Radio
Den er tynd nok til at komme ned i tasken, stilig nok til at stå fremme, og lyder akkurat som den ser ud.
Afrundede aluminiumprofiler overalt og ikke en skrue i syne. Man kunne nemt tro, at radioen var designet af Apple, men Geneva-radioerne er et skole-eksempel på skandinavisk elegance, trods det schweizisk klingende navn. Baglandet for Dieter Rams design er Braun med et stænk Bang & Olufsen i detaljerne, men resultatet er det ypperste eksempel på form og funktion blandt moderne rejseradioer.
Geneva World Radio dækker hverken langbølger, kortbølger eller AM-bølger. I stedet har den FM-modtager kombineret med DAB-digitalradio. Som moderne radioer skal have. Den batteridrevne Geneva har også trådløs Bluetooth-tilslutning, så man kan tilslutte alle smartphones trådløst til radioen og streame musik direkte til det klangfulde fuldtone-element. For lydkvaliteten er klokkeklar med relativt fyldig bas og udmærket tonal balance. Man hører tale lige så tydeligt som musik, og med berøringsfølsom skærm kommer man hurtigt til kildevalg, mens hjulene på siderne giver adgang til volumen og stationsvalg.
Geneva World Radio er både et bærbart musikanlæg og en udmærket rejseradio. Den passer overalt og trives overalt, og det er den eneste rejseradio, du har brug for.
Årets tablet
Google Nexus 7
At sige, at man får noget for pengene med Google Nexus 7, er årets underdrivelse. Denne tablet-computer redefinerer begrebet “smæk for skillingen”!
Nexus 7 er udstyret med den allernyeste Android-version 4.1 – også kendt som Jelly Bean. Det indebærer bl.a., at brugeroplevelsen er blevet forbedret ved hjælp af det såkaldte Project Butter, som kort fortalt prøver at forudse brugerens handlinger på skærmen, før man foretager dem.
Google Voice Search og flere muligheder med notifikationer kan vi også takke Jelly Bean for, og så byder Nexus 7 desuden på NFC og Android Beam, så man kan overføre filer og links til en anden NFC-enhed blot ved at lade de to berøre hinanden. Lækkert! Skærmen har en opløsning på 1280 x 800 pixel fordelt på blot 7 tommer, hvilket giver den en pixeltæthed på 216 ppi – kun ganske lidt under Asus Tranformer Pad Infinity med 224 ppi. Takket være Jelly Bean og Project Butter reagerer alting omgående, når man navigerer rundt med fingrene – nærmest som om ens fingre går i ét med skærmen. Det giver sig udslag i en browser-oplevelse med lynhurtige load-tider og en komplet lydefri navigation fri for hakken og pauser. Vores testspil, Shadowgun, ser forbandet godt ud på Nexus 7, og igen reagerer skærmen så hurtigt på vores bevægelser, at det nærmest føles, som om vi kontrollerer spillet ved tankens kraft!
Næsten utilgiveligt er det dog, at Nexus 7 kun fås med enten 8 eller 16 gigabyte lagerplads og alligevel ikke kan udvides med et SD-kort. Googles argument er, at vi skal opbevare vores data i skyen – Google Drive f.eks. – men det er ikke til meget nytte, hvis man befinder sig et sted uden Wi-Fi, såsom i et fly.
Alt i alt er Google Nexus 7 dog stadig et røverkøb, og samtidig er den så lækker, at det må give selv den mest dedikerede Apple-fanboy lyst til at skifte til Android!
Årets iPod-højttaler
B&W A5
Bag et simpelt ydre gemmer der sig avancerede højttalere med overraskende lydkvalitet.
Efter succesen med Zeppelin kommer Bowers & Wilkins nu med rene AirPlay-højttalere uden docking-stik. A5 er den mindre model og låner sin formgivning fra de roste computerhøjttalere MM-1. Det er altså en skrabet, firkantet form med afrundede hjørner og en overside i metal. Trods det kompakte format er den tung og føles solidt bygget. På bagsiden findes netværkstilslutninger og indgang til ekstra kilder, og på siderne diskrete volumen- og strømknapper. På forsiden sidder en praktisk lysdiode, som med farver viser apparatets status.
Man skal ikke lade sig narre af den simple form: På indersiden sidder teknik hentet fra B&W’s store højttalere. Og takket være den får man en vældig afbalanceret og tiltalende lyd, der varer ved, selv når man skruer op for volumen. Der er selvfølgelig ikke plads til rigtige bas-elementer i det lille kabinet, men den bas, der findes, er velkontrolleret. Hvis man vil have mere tryk, kan man kigge på storebror A7, som har et ekstra bas-element og kraftigere forstærkere, til nogle tusind kroner ekstra.
Bowers & Wilkins’ kompakte AirPlay-højttaler A5 er en værdig efterfølger til flagskibet Zeppelin. Et betydelig mere kompakt format gør den lettere at placere, hvor man vil have den. Takket være app’en er den let at installere, og så kan du glemme det og sende alt fra dit Apple-apparat. Men frem for alt lyder den uforskammet godt af at være så lille, uanset hvordan man torturerer den.
Jovist, der findes da smukkere AirPlay-højttalere – og også nogle med flere finesser. Men A5 er kompakt, gør bare, præcis hvad den skal, lyder glimrende og fås til en rimelig pris alt taget i betragtning. Derfor må den blive årets iPod-højttaler.
Årets smartphone
iPhone 5
Apple giver os en længe ventet opgradering og har igen formået at skabe en mobil, der giver besiddertrang.
Det mest åbenbare er, at iPhone har fået et nyt udseende, hvor glasbagsiden er skiftet ud med aluminium. Takket være det er mobilen blevet både tyndere og lettere. Skærmen er øget til hele 4 tommer, selv om det er lykkedes at bibeholde mobilens bredde. Den nye skærm er i 16:9-format, der gør den ideel at se film i widescreen på. Skærmen har også bedre farvegengivelse, hvilket bliver tydeligt, når man kigger på billeder og video.
På indersiden sidder Apples nye A6-processor, som giver dobbelt så hurtige beregninger og grafiske præstationer. Kameraet har fået lidt bedre vidvinkel og giver samme gode billedkvalitet. Imidlertid har hestekræfterne i den nye processor gjort, at man kan behandle billederne bedre. Vores test viser, at man kan tage billeder i svagere lys, og at støjreduktionen er bedre.
At 4G/LTE på iPhone 5 ikke kan anvendes hos alle operatører, var en skuffelse, og man bør nok være forsigtig med ikke at ridse bagsiden. Det nye docking-stik er meget fint, men kræver adapter til vores gamle tilbehør. Men det er også det eneste, vi kan klage over. iPhone 5 har fået en større og endnu bedre skærm, men trods det er den blevet en af de letteste og tyndeste smartphones. Desuden er den nu en af de absolut hurtigste mobiler, vi nogensinde har testet. Det allerede udmærkede kamera tager nu lidt bedre billeder, specielt i dårligt lys.
Selv om visse konkurrenter har et forspring med større skærme, og retinaskærmen ikke længere er unik, så var valget alligevel åbenlyst for os. iPhone er med sit økosystem af apps, nettjenester og tilbehør en telefon, vi ikke ville være foruden. Derfor er den Årets Smartphone.
Årets gadget
iPad Mini
Med iPad mini behøver man ikke længere en taske for at kunne tage sin iPad med sig – den passer ned i en jakkelomme.
Kort sagt er iPad mini en iPad 2, som er blevet 4 cm mindre i højden og 5 cm mindre i bredden. Det er i alt 40 procent mindre, hvilket gør tablet-computeren så lille, at den nu passer ned i en stor bukselomme eller i jakkens inderlomme.
Fordi det er lykkedes Apple at skrumpe rammen rundt om skærmen, er skærmen nu på 7,9 tommer, hvilket blot er 19 procent mindre end på en fuldvoksen iPad. Og i sammenligning med konkurrenternes små tablets, som typisk har skærme på 7 tommer, får man med iPad mini en enhed, der er både tyndere og lettere. Sammenlignet med den store iPad er den hele 23 procent tyndere og vejer blot halvt så meget. Trods dette er byggekvaliteten godkendt, og den føles både stabil og lækker i hånden.
På indersiden sidder samme A5-processor som i den gamle iPad 2, men i daglig brug må vi slå fast, at den ikke føles specielt langsom. Da vi indtil videre har sammenlignet iPad mini med iPad 2, må vi retfærdigvis påpege, at al indmaden er opgraderet til den nyeste standard. Den har et 5 megapixel kamera, som filmer i 1080p fuld HD, samt et frontkamera i HD-kvalitet (720p) til FaceTime-videosamtaler.
iPad mini giver en fuldstændig iPad-oplevelse, men i et betydelig mere lommevenligt format. Selv om den er så lille og tynd, har man fået plads til en imponerende stor skærm, hvis eneste ulempe er, at den ikke er helt så skarp som storebrødrenes retinaskærme. Og kan man nøjes med den mindre model uden 3G og med 16 gigabyte lagerplads, så er den ikke engang specielt dyr. Det her er ikke en iPad for dem, der ligger hjemme på sofaen. Det er en iPad, man altid kan – og vil – tage med sig.