Samsung ATIV er serie-navnet på Samsungs Windows-baserede bærbare computere. Her på redaktionen har vi været godt tilfredse med Samsungs pc-produkter, herunder topmodellen ATIV Book 9 Plus, som vi gav vores specielle anbefaling i begyndelsen af året.
Men siden da har der været meget stille omkring Samsung på pc-fronten, og heller ikke i forbindelse med den store forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin for få uger siden, kom der nogen nye Windows-produkter fra den koreanske elektronikgigant.
Forklaringen kender vi nu, for Samsung har over for engelske PC Advisor nu bekræftet, at firmaet lukker helt ned for salget af bærbare computere i hele Europa. Det gælder naturligvis også Danmark og resten af Skandinavien.
Denne nyhed kommer godt et halvt år efter, at Sony meddelte, at man lukkede helt ned for pc-forretningen og dermed også for produktionen af de ellers så populære VAIO-computere.
Så langt går Samsung dog ikke. Det er kun i Europa, at salget af bærbare computere bliver stoppet. Man vil stadig kunne købe Samsung ATIV og andre pc-produkter i andre dele af verden såsom i Asien og i Nordamerika, skriver PC Advisor.