Medlemmer af forumet NeoGAF har lagt flere billeder på nettet af, hvad der skulle være Xbox One S, en stærkere og slankere version af den populære spillekonsol Xbox One.
Den nye konsol bliver angiveligt 40 procent mindre end den oprindelige – og hvid i stedet for sort. Strømforsyningen er flyttet fra ydersiden til inde i boksen, hvilket gør det ekstra elegant.
Men vigtigst, og hvad vi alle har ventet på, er, at den vil understøtte 4K Ultra HD-video og indhold med High Dynamic Range (HDR), for yderligere smæk på højlys og skygger.
En 2 TB harddisk, en strømlinet controller og en holder til lodret placering medfølger.
Pris og lanceringsdato samt flere tekniske detaljer må vi vente på til Microsofts officielle afsløring, der kommer til at ske i denne uge.
Kilde: Engadget
(Artikelfoto: Lækage fra NeoGAF-brugere)