På CES i januar viste Alienware en gamingskærm med en opdateringshastighed på 500 Hz, som var lavet til Nvidia-grafikkort. Nu kommer en version, der er specielt designet til dem med et AMD-grafikkort.
For konkurrencegamere tæller hvert millisekund, og de kan bestemt ikke tåle hakken eller flænger i billedet. Det kan opstå, når skærmen ikke kan følge med handlingen. Jo flere billeder pr. sekund, jo bedre, synes at være gamernes motto.
Alienware AW2524HF kan være løsningen, da den nu understøtter AMD Freesync Premium og VESA AdaptiveSync ud over den allerede høje opdateringshastighed. Det betyder, at grafikkortet og skærmen synkroniserer opdateringshastigheden for et mere jævnt flow i spillet.
Den 25 tommer store IPS-skærm har også en responstid på kun 0,5 ms, hvilket ifølge Alienware eliminerer bevægelsesslør og ghosting-effekter.
Skærmen har to Displayport 1.4-indgange, en HDMI 2.1-indgang og fem USB 3.2-porte.
Pris og tilgængelighed
Alienware AW2524HF kommer til salg fra 12. september til en amerikansk pris på 650 dollars – svarende til ca. 4.500 kroner.
Læs mere om den aktuelle Nvidia-kompatible skærm her.