Samsung præsenterede en ny, “brillefri” 3D-skærm på CES 2024, og den fik mange til at standse op.
Skærmen er i foreløbig kun et koncept med titlen “Samsung 2D/3D screen”, og den lover at give os realistisk, stereoskopisk 3D-effekt uden behov for at have 3D-briller på.
Brillefri 3D-skærm fra Samsung
Mange husker sikkert 3D-TV’ernes storhedstid, hvor man skulle have enten aktive eller passive 3D-briller på for at se indholdet i 3D. Ved hjælp af lukkere eller polariserende filtre i brilleglassene kunne man skabe et kunstigt dybdebillede.
Senere har vi set gentagne forsøg på “brilleløs” 3D, hvor man skal stå eller sidde på et bestemt punkt for at opnå 3D-effekten. Det meste af det, vi har set, har været upraktisk og ikke særligt overbevisende.
Nu har Samsung fundet en lidt anderledes løsning, som ser ud til at fungere meget bedre. Skærmen bruger såkaldt eye tracking til at optimere 3D-billedet. Ved hjælp af to kameraer på toppen af skærmen sporer den dine øjne og forskyder billedet lige nok til at give en stereoskopisk 3D-effekt.
Skærmbilledet korrigeres med andre ord løbende i forhold til dit blik for at bevare 3D-effekten. Den forsvinder, når du flytter blikket væk fra skærmen, fordi sensorerne så mister kontakten med dine øjne. Til spilformål er det næppe et problem, eftersom man alligevel sidder med blikket klistret til skærmen.
Vi fik mulighed for at prøve skærmen med spillet Lies of P, og det fungerede overraskende godt med en realistisk dybdeeffekt, når vi bevægede os gennem byen og hakkede aggressive modstandere ned.
Kan bruges til VR-indhold
Samsung hævder, at deres skærm understøtter eksisterende VR-spil og er kompatibel med Steam VR. Virksomheden arbejder også sammen med spiludviklere om at skabe mere indhold, der er kompatibelt med skærmen.
Man behøver ikke engang ægte 3D-indhold: Samsung-skærmen skal efter sigende kunne forvandle ethvert spil fra et fladt 2D-billede til 3D ved at analysere og behandle billedet ved hjælp af AI-teknologi.
Samsung har endnu ikke afsløret en pris eller lanceringsdato for 3D-skærmen. Indtil videre er der kun tale om et koncept, men vi vil helt sikkert gerne se mere til den!