Gamingmus dukker op i en lind strøm, men det er sjældent, at der kommer en helt ny produktfamilie. Det gør der imidlertid nu fra Razer, der løfter sløret for Razer Cobra-serien, bestående af den kablede Cobra og den trådløse Cobra Pro.
At de nye mus er sorte, kommer ikke som en overraskelse. Ej heller at de lyser op i alle regnbuens farver. Men mere bemærkelsesværdigt er det, at musene er symmetrisk opbygget, så de kan bruges med både højre og venstre hånd. Næsten i hvert fald, da man som venstrehåndet må undvære de to tommelfingerknapper, der kun findes på musens ene side.
“Cobra Pro er den mest fordybende, funktionsrige trådløse og symmetriske mus, der findes i dag,” siger Barrie Ooi, chef for Razers PC Gaming Division.
Razer Cobra Pro lover gamere “et nyt niveau af kontrol.” Musen er integreret med 10 brugerdefinerbare kontroller, 5 indbyggede hukommelsesprofiler og 11 individuelt adresserbare Chroma RGB-zoner.
Razer Cobra Pro har lånt teknologi fra Razers andre serier, herunder Focus Pro 30K-optisk sensor, optiske museknapper og HyperSpeed trådløs forbindelse.
Razer Cobra Pro koster EUR 150 (ca. 1.125 kroner), og Razer Cobra koster EUR 50 (ca. 375 kroner). Begge kan købes nu.