For tiende gang løb det store prisuddelingshow i spilbranchen, The Game Awards, af stablen i går. Udover en masse vindere – bl.a. vandt spillet Astro Bot prisen som årets bedste spil – fik deltagerne en masse kommende spiltitler at se. Og alt tyder på, at GTA 6 ikke er det eneste spil, der kommer til at gøre sine fans ellevilde i 2025.
Her er de seks mest spændende nyheder fra gårsdagens show:
Intergalactic: The Heretic Prophet
Naughty Dog, spilfirmaet bag The Last of Us viste overraskende en trailer for det kommende sci-fi-spil, Intergalactic: The Heretic Prophet.
Intergalactic foregår tusindvis af år ude i fremtiden og har dusørjægeren Jordan A. Mun i hovedrollen. “En dusørjæger strander på Sempiria – en fjern planet, hvis kommunikation med universet udenfor blev afbrudt for flere hundrede år siden. Jordan bliver nødt til at bruge alle sine evner og sin kløgt, hvis hun vil være den første person i over 600 år, der forlader planetens kredsløb.” Naughty Dogs nye spil har været under udvikling siden 2020.
Elden Ring: Nightreign
Aftenen bød på endnu en markant nyhed: En selvstændig Elden Ring-udvidelse, der både favner spillets kendte univers og tilfører nye elementer. Mange af de gamle våben og skurke er med, men der er også nye twist – eksempelvis forudindstillede karakterer med hver deres specielle evner, som giver spillet en helt ny dimension.
Borderlands 4
Gearbox Software afslørede på The Game Awards den første trailer til det nye Borderlands-spil. Spillet lover at være deres mest ambitiøse til dato og rammer markedet i 2025. Historien kredser om Timekeeper, en brutal diktator hvis jerngreb om magten er ved at smuldre. En verdensomspændende katastrofe truer hans regime, og spillerne skal nu lede en modstandsbevægelse gennem et kaotisk landskab. Væbnet til tænderne skal man kæmpe sig vej gennem mekaniske monstre, blodtørstige banditter og ondskabsfulde væsener – mens man skaber røre og nedkæmper systemet i den fiktive verden Kairos.
The Witcher 4
The Witcher 4 er nu officielt bekræftet. Spillet har Ciri, Geralts adoptivdatter, som hovedperson og foregår mange år efter The Witcher 3. CD Projekt RED viste en seks (!) minutter lang trailer, der var helt igennem filmisk og ikke baseret på spillets egen grafik.
Okami
Capcom har nu bekræftet en opfølger til Okami, action-eventyrspillet fra 2006 som var inspireret både af The Legend of Zelda og japansk folklore. En yderligere overraskelse er, at spillets oprindelige instruktør, Hideki Kamiya, er med i projektet.
Mafia: The Old Country
2K og Hangar 13 tilbød et omfattende kig på deres nye mafiahistorie, der foregår i den brutale underverden på Sicilien i 1900-tallet, i en ny trailer til Mafia: The Old Country. Den nye tilføjelse til Mafia-serien lanceres til sommer.