På årets Gamescom-messe i Köln, der er verdens største messe for gaming og merchandise, viste HP produkter fra undermærket Omen, samt fra HyperX, der siden 2021 har været en del af HP.
Omen 35L er en minitower-PC til skrivebordet. HP lover, at der er brugt dele af højeste kvalitet. Og som stationær PC kan alt i kabinettet senere opgraderes og udskiftes.
Modellen fås med op til AMD Ryzen 7 8700G / Intel Core i7-14700F. Derudover kan den udstyres grafikkort og til og med topmodellen Nvidia GeForce RTX 4090. Omen 35L fås i farverne Ceramic White og Shadow Black. Altså i hvid og sort.
På lydsiden kommer der to nye udgaver af den udmærkede HyperX QuadCast-mikrofon. Begge er USB-mikrofoner, men der er forskel på både lys og lyd.
Topmodellen QuadCast 2S understøtter streaming og lydoptagelse i op til 32-bit/192 kHz opløsning. Og for at der også skal være visuel underholdning, er mikrofonen belyst af mere end 100 ARGB-lysdioder. Den billigere QuadCast 2 må nøjes med streaming og optagelse i op til 24-bit/96kHz opløsning og rød LED-belysning. Begge mikrofoner har flere kontrolindstillinger end tidligere, herunder en multifunktionsknap til forstærkning, volumen, mikrofonovervågning og valg af optagelseskarakteristik.
Derudover lancerer HyperX også Alloy Rise 75 Wireless, der er en trådløs udgave af det mekaniske gaming-tastatur af samme navn. Den trådløse model er det første hot-swappable i serien. Man kan altså skifte tastaturkontakter uden at slukke maskinen. Men nok ikke uden at tabe det spil, man er i gang med.
HyperX Alloy Rise 75 Wireless har op til 80 timers batteritid med baggrundslyset tændt.
Priser og tilgængelighed
Omen 35L lanceres i fjerde kvartal. Prisen begynder ved 11.199 kroner.
Også HyperX QuadCast 2 kommer i fjerde kvartel. Dansk pris er ikke fastsat, men europrisen er €150.
HyperX QuadCast 2 S kan købes fra november til €200.
HyperX Alloy Rise 75 Wireless lanceres i oktober 2024. Her bliver prisen €230.