I et blog-indlæg har Google annonceret, at firmaets cloud-baserede streamingtjeneste for spil, Google Stadia, drejer nøglen om.
Som en del af lukningen vil Stadia-brugere får refunderet penge for spil og udvidelser købt på Stadiaplatformen samt hardware købt via Google Store.
Har man hidtil abonneret på Stadia Pro, får man ikke refunderet prisen for de forudgående måneder, men abonnementet vil fremover være gratis frem til, at Stadia altså lukker og slukker d. 18. januar til næste år.
I blog-indlægget begrunder Google beslutningen med, at Stadia ikke har været så populært blandt brugerne som håbet. Til gengæld er der en fremtid for den teknologiske platform, som var udgangspunktet for Stadia, siger Google:
“Vi ser klare muligheder for at anvende denne teknologi på tværs af andre dele af Google som YouTube, Google Play og vores Augmented Reality (AR)-indsats – samt at gøre den tilgængelig for vores partnere i branchen,” står der i blog-indlægget, som fortsætter:
“Vi er fortsat dybt engageret i spil, og vi vil fortsat investere i nye værktøjer, teknologier og platforme, der styrker succesen for udviklere, branchepartnere, cloud-kunder og skabere.”
Google Stadia så dagens lys i efteråret 2019, nogenlunde samtidig med Apple Arcade, som blev lanceret d, 19. september 2019. Efterfølgende har også firmaer som Microsoft og Netflix lanceret spiltjenester.