Gaming-hardware er tung, dyr og besværlig. Med mindre man kan få andre til at tage det regnetunge slæb – og streame spillene fra cloudtjenester.
På Logi Play i Berlin lancerede Logitech G Cloud, som er en håndholdt enhed til cloud gaming.
Logitech G Cloud er udviklet i samarbejde med Tencent Games og understøtter cloud streaming fra Xbox Game Pass Ultimate og Nvidia GeForce NOW. Spillere kan også streame lokale spil fra en Xbox-konsol med
Xbox-app’en, og Steam-spil via SteamLink. På den måde kan man spille i liggestolen i haven, mens PC’en eller konsollen sveder med at afvikle spillene et andet sted i huset.
Logitech G Cloud er altså ikke en gamingplatform i sig selv, men en “terminal” for de tjenester og firmaer, der samarbejder med Logitech. Og her har Logitech kommet godt fra start ved at have Microsoft og Nvidia med fra lanceringen.
“Xbox Cloud Gaming blev udviklet for at give spillere over hele verden adgang til Xbox spil, når de vil, på den enhed, de vælger,” siger Catherine Gluckstein, vicepræsident for Xbox Cloud Gaming hos Microsoft.
“Nvidia GeForce NOW er en åben cloud-gaming-tjeneste, der streamer over 1.400 PC spil, herunder over 100, der kan spilles gratis,” siger Phil Eisler, vicepræsident og general manager for GeForce NOW cloud gaming hos Nvidia.
Af tekniske data kan nævnes, at Logitech G Cloud har en batteritid på 12 timer og en vægt på 463 gram, så der er mulighed for at spille længe. Skærmen er på 7″ i 16:9-format og med Full HD-opløsning (1920 x 1080 pixels).
Pris og tilgængelighed
Logitech G Cloud bliver i første omgang tilgængelig i Nordamerika, hvor den kan købes fra oktober. Hvornår den når Norden, vides ikke – men det bliver angiveligt ikke i tide til julehandlen. Af samme grund kender vi heller ikke en dansk eller bare en europæisk pris. Men i USA bliver prisen USD 350. Så regn med en pris omkring 3.500 kroner.