LG OLED Flex er en ny OLED PC-skærm til gaming, som også kan fungere som et fuldgyldigt TV. Den blev vist for første gang under IFA-messen i Berlin 2022, og nu melder LG, at skærmen kan købes i Norden.
“Vi er stolte over at kunne introducere OLED Flex, et produkt til dem, der ønsker en skærm, som både kan være buet eller lige. Vi ved, at mange mennesker søger mod buede skærme for at få en dybere oplevelse, især til gaming. Derfor kan LX3 bues op til 900R. Men der er situationer, hvor krumningen ikke er ønskelig, især når flere personer skal se på skærmen samtidig. Med OLED Flex får du begge TV-skærme i ét og samme produkt,” siger Erik Svalberg, produktspecialist hos LG Electronics Nordic.
LG OLED Flex – buet, motoriseret alt-i-et-skærm
LG OLED Flex eller 42LX3, som den hedder, er en 42 tommers OLED-skærm i traditionelt 16:9-format med 4K-opløsning. LG-skærmen henvender sig til ivrige gamere, der også søger en højkvalitets TV-oplevelse til mindre rum.
I Flex-navnet ligger, at skærmen er fleksibel og kan bøjes – eller rettere sagt bues! Skærmen er motoriseret, og krumningsgraden – den såkaldte R-kurve – kan justeres fra flad til buet (900R) i 20 forskellige trin.
Justeringen foretages via en knap på skærmen – eller via fjernbetjeningen, der ellers ligner LG’s velkendte Magic Remote. Her kan skærmbuen finjusteres optimalt til seerafstanden. Til almindelig TV-kigning vil mange foretrække et fladt TV, mens det til gaming kan være fordelagtigt med en buet skærm – for større indlevelse tæt på.
LG-skærmen leveres med en højdejusterbar fod, som også har en justerbar hældning. Vinklen kan indstilles 10 grader op og 5 grader ned, mens højden kan justeres 140 millimeter. Den er kun beregnet til bordmontering og er derfor ikke kompatibel med almindelige VESA-vægbeslag.
LG OLED Flex (Foto: LG)
Fuld TV-funktionalitet
LG Flex har meget til fælles med TV-modellen OLED42C2: Den har indbygget TV-modtager og bruger et OLED-panel af evo-typen. Billedbehandlingen håndteres af LG’s bedste a9-videoprocessor. LG gør dog meget ud af at specificere, at Flex-skærmen har et mattere skærmglas – med en anti-reflekterende coating (Super Anti-Reflection-belægning), som reducerer genskin.
Skærmen har brugergrænsefladen WebOS og er udstyret med masser af apps, som man kan forvente af et moderne TV.
Flex har også en eksklusiv app kaldet Game, som tilbyder unikke skærmbilleder, genveje til populære apps som Twitch og YouTube og en oversigt over tilsluttede enheder, alt sammen på én og samme skærm.
OLED Flex skulle også have en forbedret udgave af LG’s Gaming Optimizer, hvor lyd- og billedindstillinger hurtigt kan optimeres, alt efter spilgenre.
Understøttelse af vigtige videoformater som Dolby Vision HDR er naturligvis på plads. Den maksimale skærmfrekvens er 120 Hz, og skærmen understøtter blandt andet G-Sync og FreeSync VRR for glat gengivelse af spilgrafik. Ydermere har den gode tilslutningsmuligheder med blandt andet tre USB- og fire HDMI 2.1-indgange.
Lyden leveres af dobbelte frontrettede højttalerenheder med en udgangseffekt på 40 watt, og 42LX3 har en indbygget mikrofon med støjreduktion.
LG hævder, at Flex-skærmen vil fungere glimrende sammen med gaming-PC’er og spillekonsoller. Den har desuden indbygget trådløst netværk (Wi-FI 6), og understøtter populære streamingtjenester til spil. I princippet kan du tilslutte en Bluetooth spilcontroller (Xbox, Playstation etc.) og være klar til at spille på ingen tid.
Pris og tilgængelighed
LG OLED Flex LX3 er nu tilgængelig i Norden og komplementerer LG’s eksisterende udvalg af OLED TV’er. Prisen er 22.990 kroner. Det er over det dobbelte af en almindelig 42″ OLED-skærm. En LG OLED42C2 koster for eksempel cirka 6.700 kroner – men så kan den heller ikke bues!
Tekniske specifikationer, LG OLED Flex (42LX3)
Størrelse | 42 tommer |
Opløsing | 4K UHD 3 840 x 2 160 px |
Opdateringsfrekvens | 120 Hz |
Paneltype | Kurvet OLED m. Super Anti Reflection |
Radius | Max. 900R |
Billedprocessor | α9 Gen 5 |
Indgange | 4 × HDMI 2.1 |
VRR | Ja |
ALLM | Ja |
Adaptiv synkronisering | FreeSync Premium, G-SYNC Compatible |
Lydsystem | 2.2-kanals, 40 watt totalt m. Dolby Atmos |