Få spil er i den grad blevet klassikere som Grand Theft Auto-serien, der havde premiere i 90’erne. I dag er de næsten et popkulturelt fænomen, hvor selv de, der aldrig har spillet det, har en idé om, hvad det er. Spillene var revolutionerende med deres åbne verden og missioner i stedet for de snørklede baner, som tidligere var normen.
Nu kommer tre af spillene i en finpudset version til mobile platforme. Det er i sig selv ikke mærkeligt, men mere mærkeligt er det, at det er Netflix, der står bag lanceringen. Det drejer sig om Grand Theft Auto III fra 2001, som oprindeligt var til PS2 og Xbox (og computere), Grand Theft Auto: Vice City, som udkom i 2002 (til de samme platforme), og Grand Theft Auto: San Andreas fra 2004, som også blev udgivet til PS3 og Xbox 360.
Fra og med nu kan du forhåndsregistrere dig til at spille Grand Theft Auto: The Trilogy – The Definitive Edition, en tre-pak med alle spillene. Apps finder du på App Store, Google Play og Netflix’ mobilapp. De vil indeholde ny, mere moderne grafik og bedre kontrol end de originale spil.
Det skal siges, at spiltrilogien blev genudgivet i 2021 af et andet studie end Rockstar, som stod bag originalen. Det kan nu spilles på PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S, Windows og Switch. Og kritikken har mildest talt været hård, med kommentarer som “at kalde det en endelig udgivelse er en joke”.
Læs også:
Den bærbare spilkonsol Steam Deck får OLED-skærm
Opdateret model med større skærm, bedre batteritid og hurtigere Wi-Fi.