Gaming-verdenen har høje forventninger til næste generation af PlayStation-konsollen, og efter at Microsoft afslørede lanceringsdato og priser for deres Xbox Series X og Series S i sidste uge, har fokus været på Sony og deres kommende PS5-lancering.
Og nu er ventetiden ovre: Under en live-streamet Showcase-event onsdag aften fik vi – ud over en række aktuelle trailere for kommende spiltitler – også priser og lanceringsdato for PS5 at vide!
I Danmark den 19. november
PlayStation 5 kommer i USA, Mexico, Australien, New Zealand og Sydkorea den 12. november og i resten af verden den 19. november. Prisen bliver 399 dollars (ca. 3.200 kroner) for versionen uden diskdrev og 499 dollars (ca. 4.000 kroner) for versionen med diskdrev.
De to PS5-enheder skal ellers være identiske rent ydelsesmæssigt, hvilket betyder, at PS5 i praksis bliver ca. 700 kroner billigere end topmodellen af den nye Xbox, Series X.
Vi opdaterer med de nøjagtige danske priser, når vi ved mere. I mellemtiden kan du se videoen fra Sonys PS5 Showcase-event her: