PC-producenten Razer har for vane at præsentere nogle ellevilde koncepter på CES, og årets digitale messe var ingen undtagelse: Razer Project Brooklyn er et koncept for den ultimative gaming-stol.
Razer Project Brooklyn
Stolen er lavet af kulfiber og udstyret med en 180 graders buet OLED-skærm, der rulles ud foran dine øjne. Med en skærmdiagonal på 60 tommer får du et panoramabillede, der fylder hele synsfeltet, og som garanteret trækker dig ind i spillets univers!
Både sædet og ryggen er betrukket med læder og har behagelig skumforing på indersiden. Der er også integrerede haptiske moduler, som giver taktile vibrationer synkront med handlingen på skærmen.
Stolen kommer desuden med et foldbart bord skjult i armlænene, så man let kan skifte mellem PC-spil med mus og tastatur og konsolspil. Sidst, men ikke mindst har den integreret LED-farvelys, som kan skræddersys og tilpasser sig dynamisk til handlingen.
Razer Project Brooklyn er som nævnt et koncept og vil nok være for dyr at sætte i produktion, som den ser ud i sin nuværende form. Alene OLED-skærmen koster en formue! Ikke desto mindre kan den forhåbentlig give inspiration til fremtidige gaming-stole.
Se mere på razer.com.