Hvad enten din spilcomputer er stationær eller bærbar, har du brug for en ordentlig skærm som tilbehør. Philips Monitors har netop udsendt tre skærme til gamere, der har større behov end budget.
Alle skærmene er på 27 tommer i diagonalmål, alle er flade. Og prisen er også stort set ens. De er i øvrigt lige hurtige og har samme opløsning. Modelnavnene afslører også, at de er tre variationer over samme tema.
Forskellen på de tre er panelteknologien og antallet af justeringsmuligheder for at få en behagelig arbejdsstilling.
27M1N3200VS (artikelbilledet) er den billigste til 2.001 kroner. Den har VA-panel og kan kun vippes frem og tilbage.
Derfor er det sandsynligvis en god investering at gå op til 27M1N3200VA (også artikelbilledet), som har samme paneltype, men som kan justeres omkring fire akser. Prisen er kun 2.076 kroner, så prisforskellen dækker kun så lang tid hos en kiropraktor, at man kan nå at sige “goddag.”
Begge skærme er tilgængelige nu.
Endelig er der luksusmodellen 27M1N3200ZA (artikelbilledet), der ligeledes kan justeres om fire akser, men som kommer med IPS-panel, der sikrer mere korrekt farvegengivelse. Den koster 2.225 kroner. Til gengæld må man vente til marts med at kunne købe den.
Alle skærmene har Full HD-opløsning (1920 x 1080 pixels), en opdateringshastighed på 165 Hz og 1 ms reaktionstid.