Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Google lancerer Android Kit Kat og Nexus 5

OPDATERET 1/11 kl. 10:35: "Men desværre kommer den nye smartphone ikke til Danmark," skrev vi i første udgave af historien, men det er forkert. Det gør den!

Skrevet af / 01/11/2013 - 14:37
Google lancerer Android Kit Kat og Nexus 5

Helt uden trompetfanfarer og store armbevægelser, men i stedet blot via et blog-indlæg har Google nu lanceret den nye, LG-producerede Nexus 5 smartphone samt den nyeste inkarnation af Android operativsystemet, Android 4.4 Kit Kat.

Nyt i Android Kit Kat er blandt andet en forbedret telefon-app, som blandt andet gør det nemmere at få adgang til alle mulige kontakter direkte fra app’en – herunder firmaer og personer i nærheden og sågar data fra Google Apps konti. Google Hangouts får også et ansigtsløft og minder nu mere og mere om Apples iMessage idet app’en nu samler alle beskeder – sms, mms og hangout chats – på ét sted.

Google Now, som nu kaldes frem ved at brugeren swiper fra venstre mod højre fra sin hjemmeskærm kan nu tilbyde endnu mere information baseret på interesser og beliggenhed. Har man for eksempel ofte besøgt en populær films hjemmeside vil Google Now af sig selv komme med info, hvis den kører i en biograf i nærheden om kort tid.

Google Now får man nu adgang til ved at swipe fra venstre mod højre fra hjemmeskærmen.
Google Now får man nu adgang til ved at swipe fra venstre mod højre fra hjemmeskærmen.

Også stemmestyringen af telefonen er blevet forbedret, og en masse funktioner kan nu styres direkte blot ved at sige “Ok, Google”. Se videoen under artiklen for at se stemmestyringsmulighederne demonstreret på den nye Nexus 5.

Google-søgninger vil ikke længere kun give de klassiske webbaserede søgeresultater. Nu kan et søgeresultat også være en app, så en søgning på eksempelvis en restaurant kan sende brugeren direkte til en passende app, hvorfra man kan reservere bord eller se vurderinger af den pågældende restaurant.

Selvom Android Kit Kat skal være mere intelligent og mere intuitivt for brugeren, bruger systemet faktisk mindre hukommelse og færre ressourcer end Android Jelly Bean, hvilket betyder, at flere enheder – også ældre smartphones – vil kunne opdateres til Kit Kat.

En komplet oversigt over de nye funktioner i Android Kit Kat – også alle ændringerne under motorhjelmen – findes her.

Nexus 5 kommer ikke til Danmark, siger Google. Jo den gør, siger LG
Samtidig med Android Kit Kat kommer Google altså – traditionen tro – med en ny referencemodel, der under Nexus-navnet skal vise markedet, hvordan en “ren” udgave af den nyeste Android-version skal se ud på en high-end smartphone. Nexus 5 er ligesom sin forgænger produceret af LG, og der er tale om en stor telefon med en IPS-skærm på 4,95” med Full HD-opløsning, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 445 ppi.

nexus-5

Processoren er en 2,3 GHz Snapdragon 800 quad-core af samme type, som sidder i LG G2 og Sony Xperia Z1, og Nexus 5 får derudover 2 gigabyte ram. Telefonen får naturligvis 4G/LTE og NFC, og den vejer 130 gram, mens målene er 137,8 x 69,1 x 8,6 mm. Det lyder især tillokkende, når man ved, at prisen havner på blot EUR 349, men Google vil kun tilbyde Nexus 5 til salg på de store markeder. Det vil sige, at man skal til lande som England, Frankrig, Italien, Spanien eller Tyskland for at købe den nye smartphone, som altså ikke kommer på hylderne i de danske butikker.

OPDATERING 1/1 kl. 10:35:

Eller sådan så det ud efter Googles første udmelding om, hvor Nexus 5 ville blive tilgængelig i Googles egne online-butikker. Men Nexus 5 produceres af LG, og det koreanske firma udsendte i morges en pressemeddelelse, der bekræfter, at Nexus 5 kommer i de danske butikker. Og det allerede i midten af november. Dog kun den “lille” model med 16 gigabyte indbygget lager.

“Hos LG er vi stolte over endnu engang i samarbejde med Google at have udviklet den hurtigste og kraftigste Nexus-mobil til dato,” udtaler dr. Jong-seok Park, adm.dir. hos LG Electronics Mobile Communications Company i pressemeddelelsen, som derefter uddyber informationerne om telefonen:

Kameraet i Nexus 5 er udstyret med LG Innoteks anmelderroste optiske billed­stabilisator, der blev introduceret i LG G2. Sammen med et 8-MP kamera med større lysfølsomhed samt mindre slør og støj er Nexus 5 suveræn til optagelser i dårlige lysforhold, står der blandt andet.

Pris og tilgængelighed
Nexus 5 (16 GB, sort) ventes at være ude i de danske butikker i midten af november til en vejledende udsalgspris på 4000 kr. inkl. moms. Nexus 5 (16 GB) kan købes hos følgende forhandlere: Telia, TDC, 3, Telmore, Call me og Elgiganten.

Android Kit Kat vil dog om kort tid blive rullet ud til Nexus 4, Samsung Galaxy S4 og HTC One samt tablet-computerne Nexus 7 og Nexus 10.

Her kan du se en kort video, som demonstrerer Android Kit Kat og præsenterer den nye Nexus 5 smartphone:

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

0
Lyd & Billede
Scroll to Top