Harddisk med en million års holdbarhed

Lad os sige, at du arbejder på et atomkraftværk og tilfældigvis har fået ansvaret for håndteringen af det kernefysiske affald. Fordi chefen stoler på dig, eller ikke tør at gør det selv. En udfordring er at finde et egnet sted at nedgrave affaldet. Et vanskeligt job i sig selv, da affaldet skal begraves omkring 500 meter under overfalden, og gerne udenfor beboede områder.

Tidsaspektet
Med mindre du ønsker at Bellona og Green Peace sammen skal hyre The Expendables og lave dig til månestøv, må du også have en klar plan for at sikre affaldet mod fremtidens arkæologer og andre ivrige gravere. Med andre ord er det en stor fordel at have nedskrevet grundig information om, hvad der er begravet og hvor. Problem: Halveringstiden på affaldet er ekstremt lang. Et typisk biprodukt af plutonium, nemlig isotopen 239PU, har en halveringstid på 24.110 år og er fortsat dødelig radioaktiv i 500.000 år. Når så fremtidens futuristiske arkæologer skal forsøge at finde spor efter en påstået, og for længst uddød race af smarte væsner med senebetændelse, muskelknuder i skuldrene og med en mærkelig samhørighed gennem sport, de bare bevidner elektronisk på et firkantet apparat på væggen og ikke engang selv deltager, hjælper det ikke meget, hvis du, der i sin tid håndterede affaldet, havde lagret denne information på en Sony Memory Stick, og jeg vil gætte på at iCloud også er en saga blot (beklager, Tim Cook).

Glem digitalt
Chancen er stor for at ingen af dagens digitale lagringsformater vil eksistere, og i fremtiden er det ikke engang sikkert, at computeren er baseret på det besværlige, binære talsystem. Verden kan let have taget skridtet til kvantedata. Med andre ord, at lagre denne information udelukkende digitalt med dagens teknologi vil være en fejl, hvis ikke pointen er at forsøge at udrydde endnu en overlegen race, efter vi først har udslettet os selv.

Analogt er sagen
Løsningen er analog. Pen og papir er udelukket, og selv Moses klarede i sin ukontrollerede vrede at knuse sine stentavler. Så glem sten. Det må være noget mere permanent. Og løsningen kan Patrick Charton fra den franske etat for kernefysisk affald, ANDRA, allerede have præsenteret. Vi taler om en disk af safir, indgraveret med platin. Prototypen af denne disk koster 25.000 euro og skal ifølge Charton holde i en million år. Den kan ikke læses af nogen digital elektronik, men må læses med det blotte øje gennem et mikroskop. En million år holder for nogle generationer – nærmere bestemt 30.000-50.000 generationer – og så må det være op til en fjern, fremtidig generation at lave en kopi herefter.

Hvilket sprog
Men så til et nyt spørgsmål: Hvad slags sprog skal informationen skrives i? Arkæolog Cornelius Holtorf fra Linnéuniversitetet i Sverige viste en gang under en konference et tidligt forsøg på at advare kommende generationer om farligt affald: En cirka én meter bred stenblok med de engelske ord ”Caution – Do Not Dig”, med noget mindre skrift som forklarer, at der er radioaktivt affald under. Men hvem ved hvad slags sprog opdagerne vil forstå om tusinder eller hundredtusinder af år – eller om de i det hele taget er mennesker? Måske de efter en masseudryddende atomkrig er intellektuelle efterkommere af kakerlakkerne?

Og hvordan skal informationen bevares? Holtorf pointerer selv at et meget tidligere forsøg på at advare mod fremtidige udgravninger, nemlig pyramiderne, blev plyndret inden én generation.

–Fremtiden vil være dramatisk forandret fra i dag, siger Anders Högberg, også fra Linnéuniversitetet. – Vi har ingen anelse om, hvordan mennesker vil tænke.

Projekt
I 2010 startede ANDRA et projekt til at adressere disse problemstillinger. Specialister fra et så vidt spekter af felter som muligt blev samlet, herunder, materialeforskere, arkivarer, arkæologer, antropologer, lingvister og til og med kunstnere, for at se om de havde nogle svar på spørgsmålene. Safirdiskene er et af flere ideer, som er opstået af dette forsøg. Prototypen er lavet af to tynde diske, omkring 20 cm i diameter, af industriel safir. På én side er tekst og billeder ridset med platin – en enkelt disk kan lagre 40.000 sider af information i miniature – og så er de to diske smeltet sammen på molekylær skala. Alt en fremtidig arkæolog skal gøre er at læse dem igennem et mikroskop. Diskene er blevet testet i syre for at simulere aldring. Patrick Charton siger, de håber med forsøgene at demonstrere en livstid på ti millioner år.

Med hensyn til hvad det endelige lagringsformat vil blive, og hvilket sprog som skal bruges, har forskerne fortsat lidt tid at gøre med. De underjordiske lagre vil næppe fyldes op og forsegles før slutningen af dette århundrede. Inden den tid vil vi måske høre: ”Der findes en app til dette!”

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.