TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Her er VW ID. Buzz

Den elektriske Volkswagen ID. Buzz har masser af plads – og niveau 4 selvkørsel.

Af / 14/03/2022 - 13:45
Her er VW ID. Buzz

Endelig er det moderne “Folkevognsrugbrød” blevet afdækket. Og den hedder ikke ID.7 eller noget andet kedeligt. Volkswagen har besluttet at beholde navnet fra konceptversionen, nemlig ID. Buzz.

Heldigvis bliver den elektriske ID. Buzz – meget lig konceptversionen – tilgængelig i et stort udvalg af tofarvede udførelser. Ligesom den gamle Type 1 og Type 2 Microbus, som den efterligner. Omend kun udvendig.

Læs også Volkswagen ID.Buzz: Nu ved vi hvornår den kommer Volkswagen vil snart officielt løfte sløret for deres el-minibus ID.Buzz, som rigtig mange har ventet på.

Niveau 4 selvkørsel

Indeni er ID. Buzz nemlig topmoderne og er bl.a. den første bil fra Volkswagen, der er klar til niveau 4 selvkørsel.

Det betyder, at bilen kan manøvrere i trafikken på egen hånd, mens føreren kan sidde og nyde udsigten. Kun i særlige tilfælde, såsom ekstremt vejr, vil føreren blive bedt om at overtage rattet. Det er i øvrigt det sidste niveau før total selvkørsel (niveau 5).

Volkswagen VW ID.buzz parkering LB scaled 1 Volkswagen VW ID.buzz filskifte LB scaled 1
<
>
ID. Buzz kan parkere selv og bliver klogere med tiden. (Grafik: Volkswagen)

Digital sikkerhed

Men før verden bliver klar til niveau 4, kan ID. Buzz hjælper én med at holde sig i den rigtige vognbane, også når vejen ikke er markeret (takket være data fra andre biler, der har kørt samme vej). Man vil blive varslet, når fodgængere krydser vejen, og bilen stopper for anden krydsende trafik.

Annonce

For et udvidet overblik over trafikbilledet kommunikerer bilen med VW’s system Car2X, som forbinder den med et trafikovervågningssystem, hvor biler kommunikerer med hinanden via Wi-Fi. Med en rækkevidde på op til 150 meter i by og 800 meter på landevej. Det er en teknologi, VW deler med GM og Toyota.

Indtil verden bliver enig om ét system, vil trafikoverblikket dog ikke være komplet, for der findes også et andet system, hvor bilerne kommunikerer via 5G. Det omfatter Mercedes-Benz, BMW og Ford. Så må vi se, hvad facit bliver i sidste ende.

Bilen kan parkere selv og desuden lære af, hvad føreren gør på parkeringspladser. Og dermed blive endnu bedre til at parkere selv i fremtiden.

vw id buzz lading 16x9 1
Volkswagen ID. Buzz lader med op til 170 kW og kan oplades fra 5 til 80 procent på 30 minutter. Strømmen kan sendes tilbage til elnettet. (Foto: Volkswagen)

Reversibel opladning: Vehicle-to-Home

På teknologifronten kan ID. Buzz prale af såkaldt reversibel strøm, som VW kalder Vehicle-to-Home. Det betyder, at bilen kan bruges som husholdningsbatteri, enten ved strømsvigt eller – i en ikke så fjern fremtid – som buffer, hvor bilen kan lades op, når strømmen er billig, og bruges som strømkilde, når den er dyr.

Læs også God bil, dårlig lyd Volkswagens elektriske fanebærer efter e-Golf har meget at bevise. ID.3 tilbyder meget godt, men er ikke fri for børnesygdomme.

Masser af plads

Den 1,9 meter høje ID. Buzz har plads til fem personer (der kommer en syvpersoners udgave senere), og med en akselafstand på 3 meter og førerhuset direkte over forhjulene betyder det god plads til alle inde i bilen.

Bagsæderne får man adgang til via en skydedør på siden. Den store døråbning gør det let for forældre at placere ungerne i deres autostole, og bagsæderne kan skubbes 15 cm frem eller tilbage i længderetningen, alt efter om det er benplads eller bagagerum, der skal prioriteres.

VW ID.buzz side door LB scaled 1
Den store skydedør gør det nemt at stige ind bagi. (Foto: Volkswagen)

Med bagsæderne i forreste position får man hele 1.121 liter bagagerum, mens det ved at klappe bagsæderne ned øges til over 2.200 liter. Om nødvendigt kan man også hægte en trailer på op til 1.000 kilo på.

Bagsæderne er ellers 40/60-delt, så man kan f.eks. lægge det ene sæde ned for at få plads til lange ting og stadig have plads til to bagsædepassagerer. Bare vær opmærksom på, at midtersædet ikke har Isofix-beslag.

Forsæderne har både memory-funktion og indbygget massage, og kan justeres 24,5 cm i længden og 6,15 cm i højden. Integrerede side-airbags tilpasser sig automatisk sædets position for optimal sikkerhed.

https://youtu.be/uhn__P8w378

Se afsløringen af ID. Buzz i videoen ovenfor (hop til 2:54).

Ydelse

Til at begynde med vil ID. Buzz komme med 150 kW/204 hk baghjulstræk og bagmotor, hvilket tillader forhjulene skarpe sving med en drejediameter på kun 11 meter. Omtrent det samme som en Golf! 0-100 km/t klares på omkring 8 sekunder.

Batteriet er på 77 kWh netto og kan hurtigt lades op til 170 kW. Vi ved ikke, hvad rækkevidden bliver, men i betragtning af at ID.4 er opgivet til 513 km med samme batteri (efter WLTP-metoden), er det naturligt at antage, at ID. Buzz på grund af mere luftmodstand snarere nærmer sig 400 km. Og man kan nok trække omkring 20 procent fra ved blandet kørsel om vinteren.

VW ID.buzz cockpit LB scaled 1
(Foto: Volkswagen)

Infotainment

Vi har blandede erfaringer med infotainment-systemet i Volkswagens ID.-biler. Skærmen er langsom, og de haptiske knapper har indtil videre ikke imponeret os. Desuden er en masse funktioner gemt på den langsomme skærm frem for at have deres egne knapper på instrumentbrættet.

ID.Buzz er baseret på samme system, men skal være udstyret med ny og bedre hardware og software, og vil ifølge Volkswagen selv blive en kraftig forbedring i forhold til de nuværende ID.3 og ID.4. Ud fra de billeder, vi har set af interiøret, ligner systemet dog meget det gamle.

Læs også Mangler noget power Volkswagen ID.4 er en fin bil at køre, men uden mulighed for opgraderet bilstereo føler man sig aldrig som konge af vejen.

Varevogn: ID. Buzz Cargo

Ud over fempersonersversionen vil ID. Buzz også blive lanceret som ren varevogn. Den får et lastrum på 3,9 kubikmeter (2,21 m x 1,73 m x 1,28 m), hvor to europaller vil kunne stå ved siden af hinanden, og den samlede nyttelast er 650 kilo.

VW ID.buzz cargo LB scaled 1
Der kommer også en varevognsversion, ID. Buzz Cargo. (Foto: Volkswagen)

Hvad med lydanlæg?

Volkswagen har endnu ikke sagt noget om lydanlægget i ID. Buzz. Der er jo masser af plads til fede højtalere, så vi håber selvfølgelig, at den kan bestilles med et opgraderet lydanlæg. Vi holder dog ikke vejret i spænding, for det tog sin tid, før man langt om længe kunne vælge VW Premium Sound i ID.4 og ID.5. Men man har da lov at håbe …

Autocamper kommer i 2025

Til at begynde med bliver ID. Buzz altså tilgængelig i en enkelt udgave med baghjulstræk og én batteristørrelse. Senere kommer den firehjulstrukne version, og man kan vælge både mindre og større batteripakker (52-111 kWh).

I 2025 kommer autocamperudgaven California med køkken, seng og vask bagi. Først da vil dieselvarianten af California udgå.

vw id buzz stage 16x9 2 LB scaled 1
(Foto: Volkswagen)

Pris og tilgængelighed

Salget af Volkswagen ID. Buzz åbner ifølge Volkswagen til maj. Før den tid kender vi heller ikke prisen, men der spekuleres i en startpris på omkring 450.000 kroner.

Mere info: volkswagen.dk

Læs testen af ID. Buzz Pro

Volkswagen ID. Buzz Pro

Folkevognsbussen føles som en lille bil

Den moderne version af folkevognbussen er en ægte fuldtræffer – bortset fra ét problem.

Læs hele testen
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *