En forstærker består af tre dele: En forforstærker (eller kontrolforstærker), hvor du kan styre volumen og vælge indgang, en forstærker, der forstærker signalet, og en strømforsyning, der sikrer, at de to forstærkerdele får den strøm, de kræver for at kunne arbejde. En komplet forstærkerkæde består af disse dele hver for sig eller sammen. Sidder de sammen i et enkelt kabinet, taler vi om en integreret forstærker.
Hvorfor vælger vi at se strømforsyningen som en separat enhed? Jo, hvor godt strømforsyningen er lavet, har afgørende betydning for, hvordan det kommer til at lyde i sidste ende. Ofte ligger en stor del af både vægten og omkostningerne ved en forstærker i netop strømforsyningen. Hvis du nogensinde har spillet en diskanthøjttaler i stykker, kan det meget vel have været, fordi forstærkerens strømforsyning var for svag.
I gamle dage var alle indgange på en forstærker analoge. Nutidens forbrugere får dog signaler fra flere og flere digitale kilder såsom tv, spilkonsol, computer osv. Det betyder, at mange integrerede forstærker i dag også indeholder en DAC (digital-til-analog konverter) med flere indgange til digitale kilder.
Nu er pladespiller-indgangen også tilbage på flere og flere forstærkere – det hurtigst voksende musikmedie i dag er faktisk vinylplader, hvor mærkeligt det end kan lyde. Den kan i så fald altid klare MM (Moving Magnet) pickup’er og nogle gange MC (Moving Coil). MM ses ofte på billigere pladespillere, mens MC generelt finder på de dyreste.
Hvor kraftig en forstærker er, plejer at angives i effekt, dvs. watt. Men det er ikke hele sandheden. Watt er desværre blevet en udvandet begreb. Hvis du f.eks. ser værdien “25 Watt RMS”, vil det sige, at forstærkeren kan levere 25 watt hele tiden; står der “25 Watt Peak”, betyder det, at forstærkeren i korte øjeblikke kan yde 25 watt. Det er absolut ikke det samme.
Årets bedste Stereoforstærker, budgetklasse
Rotel RA-11
Rotel RA-11 er tynd, men lyder langtfra sådan. Tværtimod er den rytmisk og engagerende.
Når en forstærker er halvt så høj som sine konkurrenter, er det svært at styre sine fordomme. Og 40 watt pr. kanal er da heller ikke meget. Men så hjælper det at huske på, at Rotel gang på gang har overbevist med deres billige forstærkere.
RA-11 har meget af funktionaliteten fra storebror RA-12, som vi testede i Lyd & Billede #10 2012: Fire line-indgange og hele fire digitalindgange samt indbygget DAC fra Wolfson. Desuden sidder der en USB-indgang foran. Det er ikke en USB DAC til pc/Mac, men en indgang, hvor man kan tilslutte en harddisk eller memory stick og streame direkte fra den.
Musik kan også streames digitalt fra Apple-afspillere, eller tilslut den medfølgende Bluetooth-plug og stream musikken fra en afspiller med Bluetooth. Forstærkeren har tilmed pladespiller-indgang samt forforstærker-udgang.
Lydkvalitet
Rotels forstærker imponerer med en fyldig og veldefineret mellemtone. Sangstemmer har en stor tonestruktur i et særdeles velordnet lydbillede. Der er fabelagtig opløsning i både mellemtone- og overtoneområdet. Bækkener har ikke helt samme luft som hos enkelte rivaler, men de er heller ikke mindre distinkte. De har bare energien lidt længere nede i frekvens og opleves som lidt mere rolige.
RA-11 er hurtig og har et rigtig godt defineret lydbillede. Man kan fint høre, hvor instrumenterne er placeret, og baggrunden bag musikken er sort og fin, hvilket gør, at musikken kommer ud med mange klanglag.
Rotel har god tyngde i bassen; elbassen på Morphines næsten legendariske rockalbum Yes har et fint fundament og er meget stram. Det findes konkurrenter med mere tyngde i bassen, men næppe med denne opløsning.
Helt i toppen af overtoneområdet mangler RA-11 den opløsning, som f.eks. NuForce DDA-11 har, men Rotel har fordelen af at kunne spille højere (trods lavere opgivet effekt!), og med langt flere tilslutningsmuligheder er der ingen tvivl: Det her er årets bedste budgetforstærker.
Årets bedste Stereoforstærker, topklasse
Hegel H80
I dag har alle brug for en forstærker med digitalkonverter, såsom Hegels usædvanlig vellykkede H80. Forstærkeren, der har alt, hvad du behøver.
Den integrerede forstærker er selve hjertet i anlægget. Den er central for alt, hvad der skal tilsluttes; den driver højttalerne; og den kan ikke undværes, medmindre der er en indbygget i højttalerne. De seneste års skift til digitale lydkilder har ført til, at analoge lydkilder er blevet sjældne. Det har givet et behov for et sted at koble sine digitale lydkilder til.
Da er en digitalkonverter – DAC – typisk det første, mange entusiaster tænker på, men det er ikke så praktisk for andre. Dér kommer en forstærker som Hegel H80 ind i billedet. Med sine 80 watt pr. kanal kan den drive de fleste højttalere. Men det er den indbyggede DAC, der gør den ekstra interessant. Fordi den har såvel analoge som digitale lydindgange, bliver den attraktiv for alle, der både har gamle og nye lydkilder.
Den indbyggede DAC kan bruges sammen med alle digitale lydkilder, også bærbare computere med USB. Så kan man også få bedre lyd fra streaming-tjenester som WiMP HiFi og Spotify.
At sige, at Hegel er lykkedes med H80, er en underdrivelse. Den er bygget over samme læst som den allerede vellykkede H70, men efterfølgeren er bedre på alle punkter. Ikke alene lyder den bedre, den engagerer dig også i højere grad end det meste, vi har testet i denne prisklasse. Og den fleksible integrerede DAC gør den perfekt i et moderne hi-fi-system med kun digitale lydkilder.
Hegel H80 har alt, hvad der skal til for at sælge i stride strømme, for det er vanskeligt at se, hvordan man kan blive skuffet.
Årets bedste stereoforstærker, high-end:
Bladelius Thor MK-III Novitas
Den integrerede forstærker Thor fra svenske Bladelius er perfektioneret i sin tredje udgave. En rigtig dynamikbombe, som også fås med digitale indgange.
En forstærker med både god lyd og masser af kræfter koster mange penge, og der findes forstærkere til flere hundrede tusind kroner! I lyset af det mener jeg, at små 35.000 kroner ikke er for meget at betale for en virkelig god forstærker. I hvert fald ikke når man har hørt, hvor meget den kan løfte lydkvaliteten i forhold til en, der koster det halve. Og det er netop, hvad Bladelius Thor MK-III gør.
Fuldt balanceret
Forstærkeren er fuldbalanceret hele vejen igennem. Det betyder, at den reelt er bygget op som en firekanals forstærker med et positivt og et negativt forstærkertrin til hver kanal. På den måde får man annulleret det allermeste støj, der samles op på vejen gennem forstærkeren, ved at støjen kommer i modfase i den anden ende.
For at få to gange 175 watt ud af forstærkeren i 8 ohm anvender Bladelius en overdimensioneret ringkerne-trafo på hele 1800 voltampere.
Lydkvalitet
Bladelius Thor MK-III kombinerer slagkraft med opløsning på enestående vis, og forstærkeren kan drive de fleste højttalere, fordi den både er kraftig og meget lineær.
Musikken kommer ud med fart og styrke, og Thor MK-III har ingen problemer med at klemme selv den dybeste bas ud med god kontrol. Lydbilledet er helstøbt og opløst, og instrumenterne står meget tydeligt i forhold til hinanden, samtidig med at de er bundet sammen i et stort lydlandskab.
Du får ikke den her lyd til en lavere pris; faktisk er det noget af det bedste, vi har hørt i prisklassen. Med MK-III har Bladelius perfektioneret deres Thor, som bør stå højt på tjeklisten hos alle, der er på udkig efter en forstærker i denne prisklasse.
Særlig godt lyder forstærkeren med balanceret XLR, men versionen med digitale indgange lyder også rigtig godt med netop dem. Man kan sagtens finde endnu bedre DAC’er til omkring 10.000 kroner, men med tanke på at digitale indgange og phono-indgang kun øger prisen med 5.500 kroner, er det helt klart den ekstra udgift værd i vores øjne.
Det kan meget vel være, at det her er den bedste forstærker, vi har hørt i denne prisklasse.
Årets bedste Surround-receiver, budgetklasse:
Sony STR-DN1040
Et stort og naturtro lydbillede kombineret med god slagkraft får os næsten til at tro, at denne receiver er havnet i den forkerte prisklasse.
Sony er blandt de få producenter, der indbygger Wi-Fi i receivere i denne prisklasse. Men hvor forgængeren også havde Bluetooth integreret, er denne funktion udeladt i STR-DN1040.
Musik kan streames via DLNA eller AirPlay, der er internetradio, og enheden kan fjernstyres fra en Android- eller Apple-telefon. Der er to apps: TV SideView giver generel styring af receiveren, mens Network Audio Remote er specielt til streaming. Sidstnævnte giver en glat og hurtig streaming-oplevelse via DLNA, men kan stadig ikke måle sig med AirPlay, der absolut er den letteste måde at streame musik på.
Autokalibrering går meget hurtigt. Et par polyfoniske toner, og systemet er sat op. At lave manuelle justeringer bagefter er ikke nær så overskueligt, da man må ind i hver enkelt kanal og justere alle parametre såsom volumen, afstand og størrelse, uden at man kan se, hvad de andre kanaler er sat til, før man går ud igen.
Lydkvalitet
Lydkvaliteten imponerer virkelig. Dialoger er klare og naturlige, og klangbilledet er stort med en fyldig mellemtone, som dog ikke stikker ud fra helheden. Det lyder usædvanlig sømløst, og kanalerne hænger rigtig godt sammen, hvilket giver meget omsluttende surround. Det her er virkelig fedt.
Den dynamiske kontrast er bedre end med nogen anden receiver, vi kender til denne pris. Sony er ikke langt bagefter dyrere receivere som Yamaha RX-A1030. Ved moderat lydstyrke får man indtryk af, at DN1040 har lige så mange kræfter som de større muskelbundter. Når der skrues op for volumen, bliver det dog klart, at det har den ikke. Med lyden i stuen på biografniveau bliver receiveren stakåndet i de mest energiske scener. Det er dog at forvente og trækker ikke ned.
Også musik nyder godt af det åbne lydlandskab. Lyden er meget behagelig med en stabil basgengivelse. Strengene på en klassisk guitar lyder klart og sprødt uden at blive pågående, og klaver klinger nydeligt ud.
Årets bedste budget-receiver!
Årets bedste Surround-receiver, topklasse
Yamaha RX-A1030
Yamaha RX-A1030 har alt: Fantastisk lydkvalitet, masser af kræfter og brugervenlighed i top. Den er også meget veludstyret.
Yamahas receiver sluttes til netværket med Ethernet-kabel. Hvis du vil have trådløs netværksforbindelse, kan en adapter købes som ekstraudstyr. Det samme med Bluetooth.
På streaming-siden har receiveren DLNA og kan streame fra din mobiltelefon via producentens egen Music Play-funktion. Den minder om AirPlay, men er helt ukomprimeret, hvor AirPlay bruger Lossless-komprimering til overførslen. Receiveren understøtter også traditionel AirPlay for dem, der hellere vil bruge det.
En fjernbetjenings-app er nu tilgængelig til både Apple, Android og Windows Phone 8. Også en, der er optimeret til tablets med iOS eller Android.
Med YPAO rumkorrektion kan du vælge at måle fra et eller flere punkter i rummet. Det er let at bruge, og Yamaha siger til, hvis du har sluttet en højttaler til den forkerte fase.
Skærmmenuen er overskuelig og grafisk flot. Med den brugervenlige mobil-app kan den fysiske fjernbetjening pakkes væk for bestandig.
Yamaha giver mulighed for såkaldte Presence-kanaler, som gør, at et par højttalere kan monteres i højden foran eller bagved som alternativ til et ekstra par baghøjttalere i en 7.1 opsætning. Yamaha er ikke ene om dette, men har den mest realistiske højde-dekodning i vores ører.
Lydkvalitet
RX-A1030 giver et stort og sømløst lydbillede, der omslutter lytteren helt. Lyden på film er kraftig og massiv, og med god opløsning i bas og overtoner. Dialogerne er store og fyldige med god artikulation.
Hvad enten det er med højdekanaler eller et traditionelt 7.1 setup, gør Yamaha et glimrende stykke arbejde i hjemmebiografen. Det er heftigt og naturligt på én gang.
Musik i surround og stereo lyder også rigtig godt. Mellemtonen er ikke den mest gennemsigtige, men Yamaha har godt med varme og fylde. Uden at det kammer over i svulstighed. Det er et velvalgt kompromis.
Desuden er receiveren meget brugervenlig, især med fjernbetjenings-app’en til iPad. Og med Music Play og AirPlay går streaming som en drøm.
Årets bedste Surround-receiver, high-end (sæt)
Marantz AV8801 + MM8077
Dette todelte forstærkersæt fra Marantz overgår det meste. Især surround-processoren er vi begejstret for. Men billigt er det ikke!
En fordel ved at dele forstærkersættet i to er, at det nemt kan udvides med så meget kraft, man har brug for. Hvis du også har aktive højttalere, som du vil drive, behøver du kun surround-processoren og kan droppe hele effektforstærkerdelen. Derudover kan det både give bedre lyd og mere fleksibilitet med to elementer.
11.2 kanaler
Marantz AV8801 har dekodning for hele 11 lydkanaler foruden to uafhængige subwoofer-kanaler. Det giver mulighed for at fylde stuen med omtrent lige så mange højttalere, du vil, f.eks. ekstra bredde- og højdehøjttalere foran og bag. Det giver også mulighed for at udbygge med stereo- eller hjemmebio-anlæg i andre rum (multi-zone), hvis du ikke bruger alle kanalerne til hovedzonen.
Processoren har automatisk rumkorrektion af typen Audyssey MultEQ XT32. Det er Audysseys mest avancerede rumkorrektion til forbrugermarkedet, og den kompenserer for akustikken ved at måle og beregne for op til otte siddepladser i lokalet. Med hele 32 bit opløsning.
Streaming
AV8801 har også DLNA netværksfunktion indbygget. Det betyder, at den kan kobles til netværket via Ethernet-kabel og streame musik direkte fra en netværkscomputer. Indbygget Spotify er der også.
Effektforstærkeren
Der bliver imidlertid ikke nogen lyd med kun en surround-processor. Her kommer effektforstærkeren Marantz MM8077 ind i billedet, med syv gange 150 watt.
Forstærkersættet i brug
Sammen giver Marantz AV8801 og MM8077 en helt anden lyd i hjemmebiografen end en integreret løsning.
Det er processoren AV8801, der er den store helt. Den dekoder lydsignalerne fremragende, har god brugervenlighed og lyder fantastisk!
Syvkanals effektforstærkeren MM8077 er også rigtig godt. Den må dog finde sig i at være det svageste led. Den har afgjort kræfter nok og tegner et stabilt og velordnet lydbillede; sammenlignet med dyrere forstærkere lyder den dog lidt tynd. Men sikke en lyd samlet set!
Årets bedste Komplette anlæg, stereo
Denon Ceol Piccolo + Dali Zensor 1
Dette anlæg er for dig, som synes, at musikken er det allervigtigste.
Hvis en soundbar ikke er nok for dig, og du ikke har plads til – eller af andre årsager ikke vil have – baghøjttalere, så kan et godt, gammeldags stereoanlæg være sagen.
Der er dog ikke noget gammeldags ved dette anlæg. Her er trådløs netværksopkobling med streaming, internetradio og indbygget AirPlay plus en dock på toppen til iPod og iPhone.
Anlægget kan styres med fjernbetjeningen eller en app til smartphone. Det eneste, der mangler, er en Blu-ray-afspiller; den må du købe ved siden af. Anlægget har ingen HDMI-indgange. Har dit tv optisk digitaludgang, så brug den. Ellers slut anlægget til analog-indgangen.
Det er meget enkelt i brug – bare vælg kilde og skru op for lyden. Musik foretrækker vi med AirPlay, men den kan også streames fra netværks-harddisk, og der kan bladres i biblioteket via smartphone-app’en Denon Remote.
Det her er det billigste system, Hi-Fi Klubben anbefaler. Men Denon-receiveren sælges også løst, og hvis du vil have endnu bedre lyd, kan du købe dyrere højttalere. F.eks. er Bowers & Wilkins CM1 væsentlig bedre – og væsentlig dyrere – end Dali Zensor 1.
Lydkvalitet
Det er imponerende, hvor tæt på egentlig hi-fi-lyd man kommer her. Denon og Dali er i en anden liga end konkurrenterne i prisklassen, hvad opløsning angår. Musikken genskabes med stor overbevisning, og stemmers fylde og nuancer gengives på en helt anden måde.
Også til film stråler anlægget. Du får ikke surround-lyd, og uden subwoofer er der heller ikke dybbas. Men den bas, der er, har en helt anden tonekvalitet, end man får fra de subwoofere, der følger med alt-i-et surround-anlæg af plastic.
Sammen med subwooferen Dali Fazon Sub 1 er der ingen tvivl om, at film bliver sejere, og musik får en anden dimension. Vi vil klart anbefale at smide 2.500 kroner ekstra på bordet for subwooferen frem for at købe dyrere reolhøjttalere. Men det er strengt taget ikke nødvendigt. Det er en fantastisk pakke til prisen!
Årets bedste Komplette anlæg, hjemmebiograf
Samsung HT-E6750W
Med gulvstående højttalere for og bag plus vakuumrør i signalvejen byder dette anlæg på flotte lydoplevelser.
Elektronikken i Samsungs 5.1 kanals surround-anlæg har noget så specielt som rør i forforstærkertrinet for at give en varmere og mere behagelig klang. Det afgiver også mere fysisk varme, hvilket der kompenseres for med en blæser. Den kan høres, når man spiller lavt, ligesom drivværket afgiver noget mekanisk støj. E6750W skiller sig dog ikke ud fra andre surround-anlæg i den henseende.
Højttalerne kalibreres nemt med den medfølgende målemikrofon. Placér den i ørehøjde i siddeposition og kør kalibreringen. Den trådløse forstærker til baghøjttalerne synkroniseres automatisk med hovedenheden, og manuel parring er ikke nødvendigt.
Trådløs netværkstilslutning giver adgang til Samsungs Smart TV-portal, hvor du kan streame musik og video, og også få adgang til Netflix.
Billedkvaliteten på Blu-ray er – som med andre Blu-ray-afspillere – dvd overlegen og langt bedre end almindelige HD tv-kanaler. Blu-ray er både skarpere og har flere detaljer i skyggeområder på grund af en mere opløst gråtoneskala.
Lydkvalitet
Lyden fra Samsung-anlægget er væsentlig renere og klarere end fra konkurrenterne. Mellemtonegengivelsen er mere åben, hvilket gør sangstemmer større. Diskantgengivelsen er også mere luftig, hvilket giver en større overtonestruktur og tilfører musikken luft. Bare hør, hvordan bækkener skinner.
Bassen kunne måske have været mere taktfast, men tonekvaliteten er rigtig god. Alligevel er det her et udpræget rock-anlæg, og opløsningen er f.eks. ikke i klasse med anlægget bestående af Denon Ceol Piccolo og Dali Zensor 1.
Lyden fra film gengives med renere og mere opløste dialoger end med konkurrerende surround-anlæg. Og jern, der klinger, lyder netop sådan uden at blive skærende. Der er bedre dynamik her, hvilket gør kontrasten mellem stille og stærke partier mere markant. Samsung HT-E6750W er kort og godt det bedste surround-anlæg i prisklassen.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer