Anlægget:
Lydkilde: Macbook Pro
DAC: Hegel HD11 (optisk kobling mellem Mac og DAC)
Forforstærker: Hegel P30
Effektforstærker: 2 x Hegel H30
Højttalere: Elac FS 407
Kabler: Monster Cable M-series
Total pris: Ca. 230.000 kr.
Musikformater:
WiMP (320 kbps AAC)
Spotify (320 kbps Ogg.Vorbis)
Tabsfrit/ukomprimeret: 16-bit/44,1kHz og 24-bit/96kHz AIFF. 24-bit-filene har været konverteret fra FLAC til AIFF, for at kunne afspilles med iTunes.
Musikken:
Tori Amos – Marianne (fra album Gold Dust): WiMP, Spotify og 24-bit/96kHz
Ane Brun – One: Wimp, Spotify og 16-bit/44,1kHz
Trondheimsolistene – Prelude fra In Folk Style: WiMP, Spotify og 24-bit/96kHz
Det påpeges, at dette er en meget uformel blindtest, lavet i løbet af en kort formiddag i redaktionens testrum. Kablerne, som er brugt, er ikke specielt dyre, og i et anlæg som dette, skulle vi helst have haft adgang til nogle endnu bedre.
Lasse Svendsen og Audun Hage sad i lyttepanelet, mens undertegnede styrede musikken.
Testen var ikke af typen ABX dobbelt blindtest, men snarere ABC. Altså, testpanelet var klar over, at det var tre forskellige numre, som blev spillet hver gang, men ikke i hvilken rækkefølge. Det blev ikke forsøgt at snyde ved at spille et nummer i samme format to gange i træk. Denne form for distraktion vil tage lang tid, og folk har let ved at glemme, hvad de har hørt fra tid til anden.
Dette var et lille eksperiment, vi lavede for os selv, og ikke for at blive taget højtidelig af nogen. Brug den derfor ikke som en reference til fremtidige påstande om lyd og opløsning. Sæt gerne gang i en diskussion i kommentarfeltet, men spørgsmål om, hvorfor vi ikke har gjort det på den ene eller anden måde, bliver ikke nødvendigvis besvaret. Dette gjorde vi helt for os selv, men fandt efterfølgende ud af, at vi havde lyst til at dele indtrykkene med vore læsere.
Resultatet
De hørbare forskelle mellem formaterne var små, og vi indrømmer gerne, at vi ikke altid klarede at skille musikken ud med højest opløsning.
Tori Amos kunne vi for eksempel bedst lide fra Spotify. Det blev sagt, at hendes stemme kom bedre ud. Interessant nok blev det højopløste spor opfattet som mere diffust, at stemmen blev noget fjernere. Man mente, at WiMP og højopløst var meget ens.
Trondheimsolistene og Ane Brun blev foretrukket med WiMP og ukomprimeret. Ane Brun havde mere punch i bassen og en mere ”direkte” lyd med Spotify, men lød mere luftig, med flere nuancer med WiMP og ukomprimeret. Panelet klarede ikke sikkert at skelne mellem WiMP og ukomprimeret. Tronheimsolistene blev også nævnt som en smule mere ”hermetisk” i overtoneområdet med Spotify, mens WiMP fik flere nuancer frem. Her mente testpanelet, at højopløst lød bedre.
Konklusion
Denne blindtest viser, som alle andre blindtest, der er lavet på området, at det er vanskeligt at høre forskel mellem forskellige formater, når man skifter frem og tilbage over kortere perioder. Desuden klarede panelet ikke at udpege hvilken musik, som var højopløst, selv på et high-end anlæg til 230.000 kroner. Testen indikerer endvidere, at WiMP lyder bedre end Spotify, selv om det nok kan variere fra indspilning til indspilning.
Men: En sådan blindtest siger intet om forskelle som afdækkes over længere tids lytning. Vi på redaktionen mener stadig, at det er ukomprimret eller tabsfrit komprimeret musik – og da helst højopløst – det gælder, hvis man skal sidde og nyde album efter album med favoritmusikken. Selv om man ikke har et vældig dyrt lydanlæg. Hjemmesiden tapeop.com har en fin uddybnng af det her (engelsk). Et studie af hvordan musik med supersoniske overtoner fungerer på hjernen kan også læses på pdf her (engelsk). Men det, testen uden tvivl viser, er, at man fint kan abonnere på streamingtjenester og få en meget god lydoplevelse.
