TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Kilder til underholdning

Streaming, ultraskarp Blu-ray eller gode, gamle vinylskiver: Mulighederne er mange, når vi ser på årets udvalgte lyd- og billedkilder!

Af / 21/11/2016 - 06:00
Kilder til underholdning

Det typiske stereoanlæg eller hjemmebiosystem ser anderledes ud i dag end for bare få år siden: Man kan sige, at det er skrumpet! Produkterne bliver stadig smartere og mere integreret – derfor ser kategorien “lyd- og billedkilder” også lidt anderledes ud, end den har gjort tidligere.

Streaming-tjenesterne har vendt op og ned på tingene og gjort det unødvendigt at have en masse sorte bokse på hylden under tv’et. Alligevel er der mange entusiaster, der sværger til fysiske formater som vinyl og Blu-ray (nu med 4K-opløsning).

Årets kavalkade er fuld af flotte hovedtelefoner, seje højttalere og imponerende tv-skærme, men uden en ordentlig audio/video-kilde sker der ikke noget: Signalerne er stadig nødt til at komme et sted fra! Og hvad enten det drejer sig om fysiske skiver, streaming eller downloadede filer, spiller kvaliteten fortsat en vigtig rolle for, hvad du rent faktisk ser og hører.

 

Ultra HD Blu-ray

Den største nyhed på kildefronten i år er afgjort introduktionen af næste generations Blu-ray-format med 4K UHD-opløsning. Det løfter filmene til en ny kvalitetsstandard med øget skarphed, farvedybde og ikke mindst kontrast i form af High Dynamic Range. Vi gætter på, at sådan en afspiller står højt på ønskelisten hos mange film-entusiaster denne sæson.

Annonce

 

Streaming-bokse

Du behøver ikke at købe et dyrt smart-tv for at få adgang til de nyeste funktioner: Små enheder som Google Chromecast og Apple TV kan kobles til dit eksisterende tv eller anlæg og give masser af funktionalitet fra en lille boks – inklusive streaming-tjenester som Netflix og YouTube.

 

DAC: Fra digital til analog

Alle digitale lydprodukter, hvad enten det er pc, mobil, tv eller dedikeret digital musikafspiller, er afhængige af en digital-til-analog konverter (DAC), der oversætter signalerne til analog lyd.

DAC’en spiller en vigtig rolle for den lydkvalitet, du hører, og udviklingen foregår i en rivende fart. Målet er at reducere “jitter”, dvs. digital forvrængning, der opstår i konverteringsprocessen. Heldigvis findes der et rigt udvalg af DAC’er i alle prisklasser. En god DAC kan bruges til at forbedre lyden fra alle digitale lydkilder.

 

Pladespillere

Mens nogle fysiske medier går på pension, får andre en ny start. De traditionelle pladespillere rider i øjeblikket på en retro-bølge med stigende popularitet, også blandt den yngre generation af musiklyttere. Skyldes det mon den analoge lydkarakteristik, de store plade-covers eller den andægtige følelse af at spille en lp fra start til slut? Sandsynligvis alle tre ting!

Går du med planer om at anskaffe dig en grammofon, men er du ny i gamet, anbefaler vi at tjekke vores råd og tips på næste side.

 

Vurderede produkter

Følgende produkter var med i konkurrencen om priserne i kategorien Årets bedste lyd- og billedkilder :
Apple TV 4:e Gen
Google Chromecast 2
Google Chromecast Audio
Quad Artera Play
Audio-Technica AT-LP5
Pro-Ject Essential II USB
Rega Planar 3
Pioneer XDP-100R
Xtreamer Wonder Pro
Xbox One S
Panasonic DMP-UB900
Revo SuperSystem
Sonos Playbar + Sub + 2 x Play:1
Samsung HW-K660/K661 + 2 x R1
Philips Fidelio B5

 

 

Årets bedste blu-ray-afspiller

(Foto: Producent)

Samsung UBD-K8500

Vil du have en dedikeret 4K Blu-ray-afspiller til en rimelig pris, så er Samsung et oplagt valg.

Da de første 4K Blu-ray-titler dukkede op i butikkerne, var det Samsung, der havde æren af at åbne ballet med branchens første Ultra HD Blu-ray-afspiller. Faktisk var det lidt overraskende, at Samsung formåede at kuppe lanceringen foran højtprofilerede producenter som Panasonic og Sony, og grunden finder vi i disse ord: High Dynamic Range.

UHD Blu-ray er nemlig den bedste kilde til HDR-videomateriale og egner sig perfekt til at demonstrere Samsungs nye tv’er. For én ting er sikkert: Hvis du virkelig vil se, hvad det nye format har at byde på, har du brug for et tv, der kan gengive HDR.

Brugervenlighed og funktioner
Fjernbetjeningen er minimalistisk og simpel med kun de mest nødvendige knapper. Samsung tænker nok, at mange hellere vil styre afspilningen med tv’ets remote.

UBD-8500 er meget hurtig både ved opstart og afspilning. Såvel UHD-disks som almindelige Blu-rays indlæses mærkbart hurtigere end på konkurrenterne. Afspilleren reagerer desuden hurtigere på fjernbetjeningssignalerne, også når vi bruger tv’ets egen fjernbetjening (via HDMI CEC).

Ud over at afspille disks har UBD-K8500 meget andet indhold at byde på. Her finder man nemlig mange af de samme apps som i Samsungs Smart Hub, inklusive Viaplay, Vimeo og selvfølgelig YouTube og Netflix.

Billedkvalitet
UBD-K8500 leverer virkelig varen med et detaljeret og dybdeskarpt billede, der går langt ud over, hvad man oplever fra almindelig Blu-ray – eller streaming, for den sags skyld. Både skarphed og farvedybde får et mærkbart løft.

Når det er sagt, så er det HDR, der giver den største “imponatoreffekt”. Den øgede kontrastinformation gør, at især lyse billeddetaljer (sollys, lamper, flammer osv.) ser langt mere intense og virkelighedstro ud.

Samsungs afspiller gør et mere end godkendt job med de nye UHD-film, men også almindelig Blu-ray ser lækkert ud via UBD-K8500. Selv med en kræsen referenceskærm som Panasonic DX900 var der intet at udsætte på billedkvaliteten. Tilslutningen gik også uden problemer, og med den nyeste firmware formåede både afspiller og tv at aktivere HDR automatisk.

Konklusion
Samsung UBD-K8500 scorer højt både på brugervenlighed og billedkvalitet: Uanset om du sætter en UHD-film eller en almindelig Blu-ray-disk i afspilleren, indlæses den hurtigt og ser knivskarp ud.

Enkelte brugere vil måske savne lidt tungere byggekvalitet samt flere tilslutninger og indstillingsmuligheder, end Samsungs tilbyder. Derudover er der ikke meget at trække ned for. UBD-K8500 er et fremragende match med årets nye tv’er med HDR og et rigtig godt køb i vores øjne.

Pris: 2.999 kroner
Web: samsung.dk
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste dac

aaretsdac_hegel_hd30_990

Hegel HD30

Hegels bedste digitalkonverter nogensinde er én stor åbenbaring.

Hegels første DAC i fuld størrelse er også deres dyreste nogensinde. For pengene får du en højkvalitets variabel volumenkontrol med fysisk volumenhjul plus syv digitalindgange: En koaksial, tre optiske, en balanceret AES/EBU og en BNC – plus en asynkron USB-indgang, der tager over som pc’ens lydkort for dem, der gerne vil have, at musikfilerne håndteres med fløjlshandsker. Og hvem vil ikke det?

Som ekstra glasur på den digitale chokoladekage har digitalkonverteren til og med netværkstilslutning, der understøtter AirPlay og højopløste musikfiler via DLNA. Send musikken fra din smartphone eller tablet trådløst gennem luften – med ægte high-end lyd!

HD30 skubber støjgulvet ned til et niveau, hvor det gamle måleudstyr ifølge Hegel ikke var godt nok til at måle det, og det høres i form af et super rent og sprudlende dynamisk lydbillede, der strækker sig langt i dybden såvel som i bredden.

HD30 tilhører eliten af digitalkonvertere, hvor instrumenterne kommer så klokkeklart, luftigt og klippefast ud, at man aldrig har lyst til at slukke for musikken.

Fodret med musik i 24 bit/192 kHz giver konverteren virkelig gåsehud. Sangstemmer står midt i et stort og superluftigt lydlandskab med detaljer på mikroskopisk niveau, og en trompet lyder så stort, at man næsten kan se messingen skinne.

Men også komprimerede musikfiler, f.eks. fra Spotify, får et betydeligt løft i forhold til det meste andet, vi har hørt. Det er tydeligt, at kompressionsteknologien i moderne musikformater holder en høj standard, for afspillet gennem HD30 lyder også Spotify fabelagtigt.

Hegel HD30 har som nævnt variabel volumenkontrol, så den kan i princippet kobles direkte til en effektforstærker eller et par aktive højttalere. Og det fungerer knaldgodt. Lydbilledet er distinkt med et godt attack og et rigtig fint detaljeniveau i overtoneområdet. Men lyden bliver endnu bedre med en højkvalitets forforstærker, så HD30 kan spille på fuld styrke.

Vi har længe efterlyst en fuldstørrelses DAC fra Hegel, og endelig fik vi den! Og selv om prisen er mere end fordoblet i forhold til den sidste topmodel, er vi ikke skuffede. En oplagt guldvinder

Pris: 34.999 kroner
web: radioactiv.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste pladespiller

aaretsskivspelareregaplanar2_990

Rega Planar 2

Med dynamisk og raffineret lyd er denne pladespiller fra Rega et af de bedste køb i prisklassen.

Engelske Rega har for nylig skiftet deres pladespillere i den lavere prisklasse ud med helt nye udgaver. Langt det meste er ændret på 2016-modellerne, og den i midten – Planar 2 – ligner kun forgængeren af udseende. Den placerer sig lidt over de billigste budgetgrammofoner i pris og er langt mere tillidsvækkende bygget.

Side om side ser de så ens ud, at man må tættere på for at se, hvor Rega har sparet på Planar 2 i forhold til Planar 3. Når musikken strømmer ud af højttalerne, og man skifter mellem de to pladespillere, er det dog let at høre forskellene. Dem er der en del af, men det er ikke sådan, at lydkvaliteten fra den billige model halter langt bagefter den dyre.

For det er ikke kun designet, der ligner; lydsignaturen er også forbløffende ens.

Stor og dynamisk lyd
De lader musikken ånde på en baggrund af meget lidt støj, og rytmer får god dynamisk kontrast, uden at musikken virker påtrængende. Lydbilledet er stort og bassen livlig på dem begge, men den dyreste af de to har bedre kontrol og mere overbevisende dybbas. Den henter også flere klangnuancer og detaljer frem og har bedre rytmisk kontrol.

Vokaler har mere klangbund, og lydbilledet virker mere tredimensionelt, når man lytter til Planar 3. Men der er ikke så stor forskel. Den billigere model lyder mere åbent, mere fokuseret, og er rytmisk mere stabil end Pro-Ject Essential II USB i samme prisklasse.

Læg f.eks. Neil Cowley Trio på Planar 2, og man bemærker først, at bassen er mere tilstedeværende her, med større dynamisk kontrast. Skifter man til ren klavermusik, såsom 2L-indspilningen Living med Jan Gunnar Hoff, er klaverklangen både skarpere og mere fyldig fra Rega-pladespilleren. Klaveret lyder større, og lydbilledet er lysere med tydeligere fokus på de øverste oktaver.

Konklusion
Har man et stramt et budget, er der ingen tvivl om, at Rega Planar 2 er det bedste køb i prisklassen. Alternativet er den direkte drevne og solide Audio-Technica AT-LP5, der også lyder kanongodt, men mangler lidt af raffinementet hos Rega-pladespilleren. Som er perfekt til både begyndere og viderekomne, måske med undtagelse af de mest kræsne. For dem er der så den dyrere Planar 3, som er endnu bedre. Lidt, i hvert fald. Alle andre vil være tilfredse med Planar 2.

Pris: 3.795 kroner
Web: medlyd.dk
Samlet vurdering: 6
Læs testen her

 

 

Årets bærbare dac

aaretsbarbaradac_hifime-sabre-9018_990

HiFime Sabre 9018 USB DAC

Den lille Sabre USB-DAC sætter en ny standard for, hvor langt man kan komme for næsten ingen penge.

Engelske Eastern Audio Technology står bag mærket HiFime, som tilbyder hi-fi-komponenter til priser, der er så lave, at alle kan være med. Deres Sabre 9018 USB DAC er en USB-baseret digitalkonverter, baseret på Sabre 9018K2M konverterchippen fra ESS. Det er en af de mest populære og anerkendte chips til audiofile digitalkonvertere. Men at se den i en postordre-gadget, der kun koster lidt over 500 kroner inklusive forsendelse fra England, er et særsyn.

Sabre 9018-DAC’en er så simpel og ydmyg, som det næsten lader sig gøre: En lille plasticboks med et kort USB-kabel stikkende ud i den ene ende og en 3,5 mm mini-jack bøsning i den anden. Udgangen kan enten drive et sæt hovedtelefoner eller tilsluttes en line-indgang på stereoanlægget.

DAC’en sluttes til computeren (Windows, Mac eller Linux) og genkendes straks som eksternt lydkort. Den kræver ikke nogen driver og kan afspille filer med en opløsning på op til 24 bit/96 kHz.

Lydkvalitet
Når vi tester, tager vi normalt hensyn til prisen på produktet. Hvis en enhed koster det samme som en luksusferie, kan man tillade sig at stille højere krav end til en dims, der er billigere end en returbillet til Slagelse. HiFimes DAC er imidlertid så vellykket, at den tåler sammenligning med konkurrenter, der koster mange gange mere.

Et af denne testers yndlingsnumre er “Im Confessing” fra Jazz at the Pawnshop med bl.a. Arne Domnérus. Her klinger vibrafonen superklart, mens saxofonen er lige netop så sprød og tør, som den skal være.

På Roger Waters’ “Three Wishes” fra Amused to Death er 3D-teknologien QSound brugt til at lave numre med ruminformationen. Hvis anlægget er godt nok, kan man høre stemmer og lyde komme fra alle dele af lytterummet. HiFime-DAC’en tegner en lydscene op, der breder sig langt ud på begge sider af højttalerne.

Konklusion
HiFime Sabre 9018 USB DAC giver forbløffende meget hi-fi for forbløffende få penge. Til en pris, der ligger en ubetydelighed over de allerbilligste USB-lydkort, kan du forvandle din pc til en musikkilde af høj karat. Du får hverken en masse indgange, lækkert design eller forgyldte WBT-bøsninger. Men de indre værdier – i dette tilfælde den glimrende Sabre-digitalkonverter – er i den grad på plads!

Hvis du i øvrigt er godt tilfreds med din analoge forstærker, er det en billig digital opgradering, der hermed får vores allerbedste anbefalinger.

Pris: 470 kroner plus forsendelse
Web: hifimediy.com
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Nem opsætning af pladespilleren

Det bedste råd for at få god lyd fra pladerne er at læse monteringsanvisningen.

Før vinylpladerne kan give dig liflige toner i stuen, skal du sørge for, at pladespilleren er rigtigt sat op. Ellers bliver lyden dårligere, og du risikerer, at pladerne alt for hurtigt bliver slidt. Stil grammofonen på et fladt, solidt og stabilt underlag; sørg for, at den er i vater; og følg disse råd for enkel og sikker opsætning:

Når du har pakket pladespilleren ud og læst monteringsanvisningen, skal du dobbelttjekke nåletrykket. Det gør du ved at tage beskyttelsen på pickup’en af og forsigtigt lirke armen ud af armholderen. Lad armen hvile på en finger, mens du skruer på vægten bagpå, til den løfter sig lidt.

Tjek, om den er i plan med pladetallerkenen, og skru på vægten, til den er det. Hold kontravægten fast, så den ikke drejer, og skru skalahjulet med vægtangivelser til 0. Så drejer du vægten og skalaen samtidig til producentens opgivne nåletryk, f.eks. tallet 2, hvis der står 2 gram i monteringsvejledningen.

Nu skal du justere anti-skating. Start med at dreje anti-skating-hjulet på siden af armen, til tallet viser det samme som nåletrykket, eller sæt nylontråden på vægten (hvis pladespilleren har sådan en) i det midterste hak. Start derefter grammofonen, læg en plade på og før armen forsigtigt ind til slutningen af pladen, hvor du sænker stiften ned midt mellem afslutningsrillerne.

Hvis armen bliver liggende på pladen, står anti-skatingen korrekt. Hvis den bevæger sig væk fra eller ind mod midten, drejer du anti-skatingen et kvart trin den ene eller den anden vej (eller flytter tråden et hak), til armen står stille, når nålen er placeret mellem afslutningsrillerne.

Efter at alt er korrekt sat op og justeret, kan det stadig ske, at du støder på uventede problemer. Hvis du oplever, at nålen hopper i rillerne, når du går hen over gulvet, skal du enten flytte pladespilleren til et mere stabilt underlag eller placere den på en væghylde for at undgå vibrationer.

Hvis det skurrer i højttalerne, kan det være støvlåget, der vibrerer mod pladespilleren, når du spiller højt. Løft støvlåget eller tag det af, og sæt det på igen, når du ikke spiller plader. Hvis du kan høre falske toner, må du tjekke, om pladen ligger fladt mod tallerkenen; hvis ikke skal du bruge en pladepresser. Alternativt kan gummiremmen være slidt og må udskiftes.

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Viser nye produkter på CES

Musikstreamer når nye højder

Legendarisk producent genopstår

Styr uden om billigt skidt til jul!

Notre-Dame: Akustikken kunne have været tabt for altid

High-end til en lavere pris

Redder hi-fi-udstyr fra moderne strømproblemer

MQA-teamet skal redde lyden - igjen

Endelig McIntosh!

Volvo med verdens mest berømte studio

Specialtunet for bedre lyd

To EX-tra smarte produkter fra Cambridge Audio