Lyden stinker stadig

Da cd-formatet blev lanceret i 1982, var det med et løfte om “perfekt digital lydkvalitet”. Det var selvfølgelig en overdrivelse, men det var første gang, vi kunne høre musik gengivet uden hørbar støj og med hele det dynamiske spektrum. At musikken var blevet digital, gav mange fordele. Og herfra kunne det kun blive endnu bedre. Troede vi …

Det, som ingen kunne forudse dengang, var at det var computerindustrien snarere end hi-fi-branchen, der kom til at afgøre lydkvalitetens videre skæbne.

Lagring
Hvis man justerer for inflation, ville det i 1982 have kostet omkring 1,5 millioner kroner at overføre indholdet af én cd til en harddisk. I dag kan man købe harddisks til 30 øre pr. gigabyte, hvilket svarer til omkring 20 øre for et typisk musikalbum på cd. Og den digitale udvikling fortsætter ubønhørligt.

Da iPod blev lanceret i 2001, kunne vi i teorien få perfekt cd-kvalitet i et kompakt format, men for at gøre plads til flere sange på den begrænsede lagerplads blev sangene gerne komprimeret ned til MP3- eller AAC-format, hvor op til 90 procent (!) af informationen fra den originale cd forsvandt i processen. Man kan sige, hvad man vil, men perfekt cd-lyd var det ikke.

Selv om lagerplads i dag er blevet meget billigere, lider vi stadig under den mentalitet, at sange skal komprimeres ned til et format, hvor man sidder tilbage med en brøkdel af informationen. Ganske vist er de komprimerede lydformater blevet bedre siden 2001, og vi lagrer da også større filer end før. Men de færreste af os vælger tabsfri eller slet ingen komprimering.

Derfor kan det virke paradoksalt, at mens andre brancher har oplevet et voldsomt kvalitetsløft med den digitale revolution (f.eks. tv- og videobranchen, som har givet os HD og Ultra HD), så er lydkvaliteten på musik gået den modsatte vej.

Lydniveaukrigen
Det er ikke bare det datatab, der sker i de komprimerede lydformater, som bærer skylden for, at nutidens musik er iblandet en god dosis elendighed. Det er også den almindelig misforståelse, at højere altid er bedre. Mentaliteten med, at “min sang skal lyde højere end din sang”, har ført til en lydniveaukrig (loudness war), som de senere år har taget overhånd.

For at få lydniveauet så højt som muligt på en musikindspilning må man sænke alle lydniveautoppe (transienter) i en sang, så der er plads til at øge det generelle lydniveau. Tidligere rundede man forsigtigt toppene af med bløde kompressorer, men i dag sker det hårdt og brutalt med en såkaldt “brickwall limiter”, som giver kraftig overkompression. Resultatet er en lydkurve, der ligner en mursten, og hvor alt er lige højt, tilsat en god portion forvrængning.

En opgivende audiofil
Peter Lyngdorf startede i sin tid Hi-Fi Klubben og højttalermærket Dali, og er stadig ejer af begge dele. Han er selvlært inden for akustik og har stået for udviklingen af verdens første digitale rumkorrektionssystem, som gennem Lyngdorfs hi-fi-mærke Steinway Lyngdorf er blevet noget nær perfektioneret.

Hvis man spørger Peter, så truer nutidens musikdistribution selve fundamentet for, hvad hi-fi-branchen og god lyd i øvrigt er bygget på. Ud over at rette en anklagende finger mod MP3 langer han også ud efter den måde, nutidens musik bliver produceret på. Han siger, at hvis ikke indspilningsleddet, repræsenteret ved kunstnere og musikproducenter, i samspil med forhandlere og leverandører fokuserer på at give lytterne mulighed for at vælge den gode lydkvalitet, så vil de mange high-end produkter i den anden ende af signalkæden ikke længere være nødvendige, da indholdet er af så dårlig kvalitet, at et par gennemsnitlige højttaleres fulde potentiale alligevel ikke bliver udnyttet.

“I november 2012 blev jeg inviteret til en konference i København for at tale om mulighederne for teknologiske gennembrud inden for reproduceret lyd. Jeg chokerede de tilstedeværende ved at sige, at med den voldsomme forringelse af lyd på cd’er og i radioen er al snak om at forbedre afspilningskæden fuldstændig irrelevant,” siger en opgivende Peter Lyngdorf.

The SoundSenze Project
Det skabte ifølge ham selv så meget røre, at det blev besluttet at sammensætte en arbejdsgruppe, der skulle arbejde for bedre lydkvalitet fra kilderne.

“Hvis vi kunne få hele leveringssystemet til at optimere kvaliteten, ville folk blive chokeret over, hvor meget bedre musikken blev at lytte til,” fortalte Lyngdorf avisen Børsen i december 2013.

Blandt deltagerne i gruppen – der har fået navnet The SoundSenze Project – er bl.a. organisationen Gramex, der varetager musikernes rettigheder i Danmark, men som reelt styres af pladeselskaberne. Det må ses som et gennembrud, at man endelig har fået pladeselskaberne til at lytte til hi-fi branchen i disse MP3-tider. Blandt de øvrige samarbejdspartnere er TC Group, Aalborg Universitet og Danmarks Rockmuseum.

Det tekniske
Den tekniske side står tre personer for. Det er Kim Rishøj, stifter af TC Electronic, Thomas Lund, også fra TC, og Peter Lyngdorf selv. TC leverer i øvrigt udstyr til de fleste større tv-selskaber og musikstudier – i verden. De leverer da også meget af det udstyr, der muliggør kompression og limiting i studiet, men ifølge Kim Rishøj havde de aldrig forestillet sig, at udstyret ville blive misbrugt på den måde, som det sker nu.

Thomas Lund har været en af nøglepersonerne i etableringen af EBU R128, en EU-standard for lydnormalisering og maksimalt tilladt lydniveau for broadcastet musik. Det er et forsøg på at standse den lydniveaukrig, som dræber dynamikken i musikken.

Store mål
The SoundSenze Projektet har sat sig som mål, at ALLE skal kunne få bedre lyd, ved at musikken optimeres. De er ved at udvikle en protokol, der tager hensyn til de tre vigtigste parametre: 1) Kvalitet og dynamisk omfang på afspilningsudstyret, 2) omgivelserne ved afspilning, f.eks. at baggrundsstøj i bilen kræver lidt komprimering, og 3) hvilken volumen afspilningen sker ved. Man kan f.eks. ændre dynamikken for forskellige lydniveauer – og man kan kompensere for ørets frekvensfølsomhed ved forskellig lydstyrke.

Men man skal under alle omstændigheder aldrig komprimere for meget.

“I dag bliver popmusik jo komprimeret så meget, at det lyder dårligt, selv når man spiller i støjende omgivelser på et svagt anlæg,” siger Lyngdorf.

Han tilføjer, at de i projektet endnu ikke er helt sikre på, om der skal være tale om flere forskellige typer filer til download, eller om alt skal håndteres i afspilningskæden – eller evt. en kombination.

Vigtigt med en standard
Det vigtigste er at nå frem til en fælles standard, ligesom EBU R128 standarden inden for broadcasting. En stor del af problemet med dynamisk komprimering af lyd ligger netop i, at der ikke er nogen standard. Hvis man får en standardiseret løsning, der sikrer, at al musik subjektivt opleves som lige højt, vil det eliminere alle fordelene ved overkompression og i stedet afsløre ulemperne i form af et livløst lydbillede. Det vil neutralisere hele kampen og gøre kompression irrelevant.

Penge at tjene
Peter Lyngdorf og hans samarbejdspartnere er overbevist om, at der er penge at tjene for musikbranchen ved at tilbyde bedre lyd. Det er de ikke ene om. F.eks. lancerede norske WiMP sidste år streaming-abonnementet HiFi med cd-kvalitet. Det koster det dobbelte af det almindelige abonnement med AAC-kvalitet, og med mange tusind abonnenter har salget indtil videre overgået alle forventninger.

Hvis vi ser på, hvordan vinylsalget nærmest er eksploderet de senere år, så er det endnu et tegn på, at folk sætter pris på ordentlig lyd.

“Mange tror, at det er vinylen, der har magiske egenskaber, men realiteten er jo, at man bare ikke komprimerer musikken så meget til det format – bl.a. fordi en pickup ikke kan læse klippede signaler,” siger Peter Lyngdorf.

Vi ser også, hvordan indholdsleverandører til tv og video kappes om kunderne ved at prøve at overgå hinanden i billedkvalitet. Det er kunderne villige til at betale for. WiMPs HiFi-abonnement viser, at folk også vil betale for kvalitet fra musikbranchen. Nu gælder det så bare om at få flere med.

Gør det selv
At der nu gennem SoundSenze endelig findes et omfattende samarbejde for at få indarbejdet en standard for lydniveau, er en rigtig god nyhed. Og hvis det forekommer usandsynligt, at en international løsning skulle komme fra Danmark, så tænk på, at danskerne er meget langt fremme, når det gælder teknologi, og bl.a. gav verden mobilsystemet GSM i 1990’erne. Det kan de sagtens gøre igen.

Og mens vi venter på en standard, er der allerede metoder, vi som forbrugere selv kan bruge til at udjævne forskellene i lydstyrke mellem forskellige indspilninger. F.eks. kan du i iTunes afkrydse feltet Lydkontrol i dialogboksen Afspilning under Indstillinger. Og Spotify-brugere kan gå ind i indstillingerne og afkrydse “Set the same volume level for all tracks”.

Denne mulighed findes endnu ikke i WiMP, men produktudvikler Pål Bråtelund siger, at volumenregulering er på vej, udviklet af Dolby, men støttet af netop SoundSenze.

Fremtiden ser lysere ud.

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.