TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Guide

Mænd vil have BAS!

Piger, lad jer ikke narre af undskyldninger om høj troværdighed, dynamisk formåen og linearitet i yderenderne af frekvensområdet. Mænd vil slet og ret have bas!

Af / Opdateret: 16/07/2024 - 09:00 // Først publiceret: 13.12.2013
Mænd vil have BAS!
comment Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

“Hvad ER det egentlig med jer mænd og bas?” Spørgsmålet fra min bedre halvdel kom som en overraskelse, for jeg opfatter egentlig mig selv som både afbalanceret og fornuftig. Okay, måske er jeg alene om den opfattelse. Men jeg kendte i hvert fald ikke til nogen global maskulin sammensværgelse med det formål at drukne verden i bas.

Men ved nærmere eftertanke havde hun jo ret. Der ER noget med bas og det maskuline. Hvem er den mest mandige: En 150 kilos heltetenor eller en fluevægter-baryton? En Ford Mustang med 5 liters V8-motor eller en praktisk Fiat Punto? Jo dybere stemme, desto større pondus.

Læs også Rockere i den pæne stue Cerwin-Vega S1 prøvede at gøre op med firmaets ry for kun at lave barske rabalderhøjttalere. Det gør den perfekt til herreværelset hos nostalgiske hi-fi-nørder.

På samme måde kan man måle størrelsen af den maskuline ære ud fra mængden af bas, som anlægget kan levere. Det er derfor, den første ungkarlestereo gerne består af så mange og så store Cerwin-Vega højttalere som muligt. Selv efter mange år som erklæret hi-fi-entusiast tjekker jeg regelmæssigt brugtspalterne i aviser samt online-auktioner. For det tilfælde, at der dukker et sæt S1 i god stand op!

Således ansporet gik vi på jagt efter beviser på påstanden. Og her må vi hellere gå til bekendelse: Selv om kampen til hverdag handler om at opnå den højeste troværdighed i anlægget, er der ikke noget, der i den grad taler til følelserne som synet af store bas-enheder og oplevelsen af at blive rystet forsvarligt igennem i hjemmebiografen.

Historisk bas

Boombox, rabalderkommode, rumleboks. Kært barn har mange navne. Ideen med at overlade reproduktionen af de dybeste toner til en separat højttaler er især slået an de senere år, hvor subwooferen har gjort det muligt at gøre hovedhøjttalerne tilsvarende mindre. Verdens første kommercielle højttalersystem med subwoofer var dog alt andet end diskret. Det var Infinity Servo-Statik 1 fra 1968, som bestod af to velvoksne satellitter med elektrostat-paneler og en endnu mere velvoksen subwoofer, hvori der bankede en modificeret udgave af Cerwin-Vegas 18 tommers bas-enhed Stroker.

Annonce

Infinity Servo-Statik 1 brochure

Mens Servo-Statik systemet var forbeholdt datidens high-end, gjorde svenske Audio Pro i slutningen af 1970’erme subwooferen tilgængelig for de fleste med B2-50. Ved at trylle med servostyring og forstærkere med negativ udgangsimpedans lykkedes det at få to modificerede 7 tommers Philips bas-enheder til at afgive et lydtryk på over 100 dB i en normal stue.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I 90’erne var det amerikanske Bob Carvers tur til at genopfinde subwooferen ved at skabe Sunfire True Subwoofer – en terning på 27 cm på hver led, forsynet med en 10 tommers bas og to slave-enheder. Takket være opfindsom omgang med naturlovene og en indbygget forstærker på 2700 watt kunne terningen fremmane et lydtryk på 110 dB ved 20 Hz.

true-subwoofer1

I dag er der ingen mangel på subwoofere. Selv det billigste pc- eller hjemmebio-system fra supermarkedet inkluderer en sub. Ofte udstyret med en 5 tommers enhed spærret inde i en boks på et par liter. Heldigvis er der masser af seriøse bud også. En af de mere usædvanlige er dog britiske Bowers & Wilkins’ PV1D, som med to 8 tommers enheder og en 400 watt digitalforstærker i et 35 cm kugleformet kabinet rækker helt ned til 7,5 Hz (-3dB)!

B+W_PV1D_1

Berømt bas

Cerwin-Vega Stroker er en af de få bas-enheder, der kan kaldes berømt. Den 18 tommer store enhed blev brugt i Sensurround-lydsystemet, som blev anvendt i biograferne til film som Jordskælv og Slaget om Midway, hvor biografgængerne blev rystet igennem af subsoniske toner ved et lydniveau på 110-120 dB. Selv om Stroker-enheden nærmer sig de 40 år, fremstilles den stadig. I mellemtiden er der dog også kommet bil- og prof-udgaver på repertoiret.

stroker1

Cerwin-Vegas Stroker bas-enhed er berømt for sin holdbarhed og sit lydtryk.

sensurround1

 

Lydsystemet Sensurround blev brugt til at ryste biografgængerne i 70’er-filmene Jordskælv og Slaget om Midway.

Bas på hjul

Det er dog ikke hjemme i stuen, man finder de største baskanoner. Dels skal hi-fi-anlægget for de fleste af os igennem en screeningproces, hvor WAF (Wife Acceptance Factor) – og i heldige tilfælde vellyd – har noget at sige. Og dem, der bor i lejlighed, må desuden tage naboerne i ed. Skal du have mest mulig bas, må du derfor ud i den frie virkelighed, hvor mænd kan måles på størrelsen af deres subwoofere.

At det er bas, det drejer sig om, kan ses på de navne, som bilstereo-producenterne klistrer på deres produkter: Xplod, Monster, Stroker Mobile, Premium eller – for at skære formålet helt ud i pap – Eros Hammer 5.2K!

eros-hammer-52-k

Jo mere bas, jo større mandighed! Med et par Eros Hammer subwoofere i bagagerummet skal du nok få sat bagsædet i svingninger – på den ene eller den anden måde.

eros_panzer21_2

Det er ikke magneten, der er lille. Enheden er på 21 tommer, så når den begynder at flytte luft, er det som at blive ramt af et fjernsyn.

bilbas2

dB Drag Racing

dB Drag Racing er en kappestrid på lydtryk i bilstereoen. Her er det ikke udsædvanligt at finde biler, hvor alt andet end passagerpladsen er optaget af bas-enheder, og hvor effekten skal måles i titusindvis af watt. Når sådan et anlæg slippes løs, bølger tag og døre som et oprørt hav. Her er fjernbetjening en god idé, for lydtrykket i kabinen er absolut skadeligt! Verdensrekorden i dB Drag Racing indehaves af brasilianske Team Shocker, som har vundet ekstremklassen seks år i træk. 2013-rekorden er 181,9 dB!

I konkurrencen bruges ikke musik, men et 30-70 Hz sinus-sweep.

dragracing4

Bilstereo på steroider! I dB Drag Racing gælder det om at spille så højt som muligt.

teamshocker1

Verdensrekorden i højlydt bas indehaves af det brasilianske Shocker-team, som har rundet 180 dB!

Djævlens pibe

Basfascinationen er ikke af nyere dato. Hundredvis af år før elektriciteten hviskede munkene i krogene om la boite diabolique – de djævelske piber. Orgelpiber med diabolske egenskaber.

De dybeste 32 fod lange piber på et velvoksent kirkeorgel er normalt i stand til at afgive en tone på 16 Hz, hvor lyden ikke længere kan høres, men føles. Der er dog undtagelser, hvor man virkelig må mistænke Djævlen for at have haft en finger med i orgelspillet. De findes dog ikke i kirker. Orglerne på Sydneys rådhus og i Boardwalk Hall i Atlantic City, New Jersey, indeholder 64 fods orgelpiber, der kan gå ned til 8 Hz.

Hvad der har været tanken bag de ekstreme piber, er svært at sige, for kun overtonerne høres. Selve grundtonen er blot til stede i rummet som en trykkende fornemmelse. Orglet i Boardwalk Hall er endda i stand til at simulere en 128 fods pibe ved at kombinere lyden fra 64 og 42 2/3 fods piber – og dermed producere en 4 Hz tone. Eller rettere: Det VAR i stand til det. Størsteparten af de 33.114 orgelpiber i det gigantiske orgel er i dag ude af drift på grund af manglende vedligeholdelse. Diabolsk!

boardwalk_hall_organ1

Orglet i Boardwalk Hall i Atlantic City, New Jersey, er verdens største, har flest manualer (syv) og den dybeste orgelpibe, som er i stand til at udsende en 8 Hz tone.

Det kongelige apparat

Hvis du har god plads, kan et bashorn sikre dyb, ren bas i overmål. Ulempen er bare, at et horn til dybbas-formål er stort. Rigtig stort. Hvis det skal gå ned til bare 30 Hz, kræves der en hornmunding på flere kvadratmeter. Derfor er bashorn noget, som er forbeholdt fanatiske selvbyggere med evner inden for murerfaget.

Italienske Roberto Delle Curti valgte at gå hele vejen, da han byggede sit lytterum. Først afsatte han hele seksten 18 tommers bas-enheder til sin subwoofer. Det burde være tilstrækkeligt for de fleste. Men ikke for Roberto. I en 1 meter dyb krybekælder under gulvet installerede han verdens største dobbelte bashorn til at drive de mange enheder. Hornene er blev muret solidt op, og selv om konstruktionen fylder en hel kælder, fortsætter hornene op i stuen, hvor de munder ud ved loftet. Mundingsarealet er i alt 4,5 kvadratmeter.

De kongelige bashorn har en nedre grænsefrekvens på 10 Hz og en følsomhed på 110 dB ved 1 watt.

royaldevice1

Har man god plads og er fiks med en murerske, så kan man bygge en horn-subwoofer under musikrummet. Det fungerer dog bedst, hvis man bor i eget hus. Royal Device er verdens største dobbelte bashorn. Hornene lades af seksten solide 18 tommers basser.

Militær walk-in subwoofer

De italienske horn får konkurrence om æren af at være verdens største fra amerikanske Danley Sound Labs fra Gainesville, Georgia, som har fremstillet verdens største transportable subwoofer, kaldet Matterhorn. Tingesten er indbygget i en 6 meters container, hvor de fyrre subbas-enheder drives af en forstærkerpark på i alt 40.000 watt. Tom Danley oplyser, at Matterhorn er lineær fra 80 til 15 Hz, og blot 3 dB nede ved 12 Hz, samt at subwooferen kan generere et lydtryk på 160 dB ved åbningen (eller 105 dB på en kvart kilometers afstand). “Den kan vælte en Honda Civic,” siger han.

Hvem har dog bestilt sådan en tingest? Militæret, naturligvis, til at lave forsøg med projektion af subbas på store afstande. Matterhorn-subwooferen har deltaget i udstillinger, men har fået forbud mod at slippe alle hestekræfterne løs på grund af risikoen for at jævne lokalerne med jorden. I stedet har Tom Danley inviteret gæsterne til at træde ind subwooferen og modtage en blid subsonisk kropsmassage med 15 Hz toner ved beskedne 130 dB.

danleysoundlabs.com

matterhorn

Den militære Matterhorn-subwoofer kan fremkalde subsoniske diskotekslydtryk på en kvart kilometers afstand. Eller 160 dB i kroppen, hvis du går ind i den!

Den sparker r…

Få produkter er navngivet så rammende som ButtKicker. Der er tale om en såkaldt subbas-aktuator, der sætter skub i lænestolen eller sofaen under dig i takt til musik og især til rystelserne på effektsporet i hjemmebiografen. Når det brager løs, mærker man hvert pistolskud og hver eksplosion direkte på egen krop.

Ud over at gå den korte vej til den bashungrende mands hjerte har ButtKicker den fordel, at den er så godt som lydløs i forhold til omgivelserne, så naboer og underboer slipper for lytte med, når du slipper hestekræfterne i hjemmebiografen løs.

Læs også Verdens vildeste subwoofer? Med en 80-tommers basenhed er dette formentlig verdens største subwoofer.

ButtKicker – og tilsvarende produkter – fungerer som motorsystemet på en højttaler. I stedet for en membran sætter svingspolen via et stempel den flade, som den er fastgjort til, i bevægelse. Da det kræver en del energi at sætte en fuldfed Chesterfield-sofa i svingninger, er effekten begrænset. ButtKicker anbefaler, at der afsættes mindst 400 watt til formålet.

Man kan købe et begyndersæt, bestående af én aktuator og en 1900 watt forstærker. Men forstærkeren kan drive op til fire bagdelsrystere. Efter sigende har George Lucas netop fire ButtKickers i sin personlige hjemmebiograf.

Der findes også en gamer-udgave, som kan skrues fast til stellet af en kontorstol.

 

Buttkicker

ButtKicker-subwooferen sætter sofaen i svingninger – og sparer naboerne for at lytte med på bassen.

Lydsystemer

Bas kan også nydes sammen med andre. I reggaens hjemland Jamaica opstod begrebet “sound systems” i 1950’erne og 60’erne. Et lydsystem bestod i begyndelsen af alt, hvad der kunne skrabes sammen af højttalere og forstærkere. Forvrængningen i procent var ofte lige så høj som effekten i watt. Systemerne blev monteret på biler og forsynet fra generatorer, så musikken kunne bringes ud i alle hjørner af ghettoen. Den DJ, der kunne spille den bedste musik ved højest volumen, vandt.

I begyndelsen var musikudvalget R&B, men de lokale DJ’s nøjedes ikke med at spille amerikanske hits og bryggede selv videre på musikken, hvilket var oprindelsen til ska, reggae og dub-musik.

Lydsystemerne lever videre, og hvis man går på musikfestival, kan man møde lydsystemer, der kappes om at være det bedste og kraftigste på campingområdet.

soundsystem1

Et af de mest kendte lydsystemer i Europa er Killasan i Berlin, som blev bygget og importeret af en japansk DJ, der siden skænkede det til et pladeselskab frem for at fragte det hjem til Osaka.

killasan1

“Nu med ekstra bas”

Hvordan vil du have din pizza? Skal det være den økologiske vegetarudgave med broccoli, eller foretrækker du at spice den op med dobbelt pepperoni og ekstra bearnaisesauce?

Ekstra kalorier i form af fuldfed bas er et gangbart salgsargument. Og jo mindre udstyret er, jo kraftigere skal bassen helst være. Selv hørepropper lover at være udstyret med ekstra superbas. Hos Sony kan man simpelthen vælge “Extra Bass” som parameter, når man leder efter hovedtelefoner – og få fem sider med forslag i den tunge ende.

Læs også Bas som aldrig før Britisk-amerikanske IMF udnyttede det sjældne transmissionslinje-princip til ryste lytterne i deres grundvold.

Sony XB41-EX er designet til basfanatikere på farten. Det er lykkedes at klemme en bas-enhed på 1,3 cm ind i hørepropperne, så du kan få leveret rytmen lige i øregangene.

sony.dk

Naturens krav

Skal der spilles bas, så skal der flyttes masser af luft. Lydtrykket i dB SPL er et udtryk for den trykforandring i luften, som lyden frembringer. Og hvis trykkes skal holdes konstant over hele frekvensområdet, skal der flyttes lige meget luft ved alle frekvenser. Det betyder, at når man halverer frekvensen, må bas-enheden bevæge sig dobbelt så meget for at holde lydtrykket, eftersom der kun er halvt så mange bevægelser i sekundet.

Derfor er subwoofer-enheder enten meget store eller har en ekstremt lang vandring – ofte adskillige cm. Det sidste er i stigende grad blevet løsningen, da store bas-enheder kræver meget store kabinetter.

Prisen for den store slaglængde er lav effektivitet, da kun den del af svingspolen, som befinder sig i magnetgabet, bidrager til at flytte enheden. Det kompenseres der for med absurd kraftige magneter og forstærkere på tusindvis af watt.

stroker-mobile1

Slaglængde er opskriften på dyb bas fra små enheder. Cerwin-Vegas Stroker Mobile har næsten mere ophæng end membran.

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Et stenkast fra stjernerne?

Zeppelin i en ny forklædning

Ny højttalerserie med interessant teknologi

Ikoniske Bose 901 genopstår - men du er ikke på listen

Sværvægter fra Magico

De bedste Black Week-priser på partyhøjttalere

[OPDATERET] Black Week-tilbud på soundbars

Buchardt Audio E50: Danske flagskibshøjttalere

Ny version af ELAC's bestseller i butikkerne

Stuevenlige gulvhøjttalere fra Lyngdorf

Denne her koster lige så meget som en bil

High-end højttalere til den designbevidste