TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Ny skandale fra pladebranchen

Da musikbranchen opgav den forkætrede optagelsesbeskyttelse på digitale musikfiler, fandt de på noget endnu værre: Vandmærker, som er potentielt ødelæggende for lydkvaliteten.

Af / 17/09/2013 - 13:15
Ny skandale fra pladebranchen

Da ulovlig download tog fart, var det forståeligt, at man ville arbejde for at standse det. Men det viste sig ret hurtigt, at dette tog ikke kunne stoppes med forbud og trusler om bøder. Efter i lang tid at have modvirket digital online-distribution kastede pladebranchen sig så om bord på den sidste vogn, før toget forlod perronen for evigt.

DRM
Men det skulle ikke blive let. I et forsøg på at beskytte deres ophavsret lancerede branchen først lovlig musik i form af kopibeskyttede filer ved hjælp af DRM – Digital Rights Management. Det indebar, at når man havde købt en musikfil, så kunne den kun bruges på den platform, den var downloadet til. Filen kunne f.eks. ikke uden videre kopieres fra computeren til en MP3-afspiller. iTunes var blandt de første store digitale musikbutikker, der tilbød musikfiler med DRM.

Man indså hurtigt, at DRM var en fadæse. Man kunne ikke kræve, at betalende kunder fik et produkt, der var mindre fleksibelt og brugervenligt end det, som de, der enten rippede deres egne cd’er eller – endnu værre – downloadede musik ulovligt, fik. Der er stadig enkelte, der bruger DRM, men det er ved at blive udfaset.

Vandmærkning
Har pladeselskaberne så sat musikken fri én gang for alle? Niks. Rettighedshaverne er selvfølgelig stadig interesseret i at beskytte deres musik. Ind i manegen kommer næste forsøg: Vandmærkning. Vandmærkning indebærer at tilføje et lydsignal, som man senere skal kunne spore tilbage til kilden. Det gøres f.eks. ofte med tidlige promotion-udgivelser af nye albums, der udsendes til pressen. Hvert eksemplar kan kodes med sit eget lydfingeraftryk, så det kan spores tilbage til kilden, hvis det pludselig skulle finde vej til et af ​​de mange ulovlige download-sites på internettet.

Vandmærker siges at være umulige at høre med det blotte øre, fordi de enten ligger i et frekvensområde uden for det hørbare, eller fordi det er på for lavt niveau. Men der er tilfælde, hvor vandmærker kan høres.

Annonce

Universal Music
Et klart eksempel er Universal Music og deres mange datterselskaber. De bruger vandmærker på deres digitalt distribuerede musik, hvilket resulterer i hørbare artefakter. Og det spiller ingen rolle, om du får din musik gennem Spotify, WiMP, iTunes eller Amazon. Ifølge en blog, som vi snublede over (kortlink.dk/cwbq), kan vandmærkerne også høres på Universal-udgivelser spillet over FM-radio.

Universal Music tegner sig for omkring 25 procent af musikken på de mest populære tjenester, og deres datterselskaber omfatter Interscope, Island Def Jam, Universal Republic, Verve, GRP, Impulse!, Decca og Deutsche Grammophon, for blot at nævne et par stykker.

Universal_Music
Universal Music er blandt de pladeselskaber, som distribuerer sin digitale musik med hørbare vandmærker.

Grunden til, at Universals vandmærker kan høres, er at energien er koncentreret omkring det mest følsomme frekvensområde for det menneskelige øre. Det drejer sig om to frekvensbånd, 1-2,3 kHz og 2,3-3,6 kHz. Hvis jeg siger, at en typisk røgalarm skriger med en tone på 3,1 kHz, så forstår man nok, at det ikke ligefrem er et subtilt frekvensområde. Grunden til, at dette område er valgt til vandmærkning, er at det skal være så svært som muligt for kyndige lovløse at fjerne vandmærkerne uden at tilføre hørbar forvrængning.

Vibrerende forvrængning
Problemet er bare, at vandmærker i sig selv tilfører en god portion forvrængning. Siden vandmærkets energi styrkes og svækkes skiftevis (i dette tilfælde hver fjerde hundrededel af et sekund), er det hørbare artefakt en slags vibrerende tremololyd, der ligger svagt i toppen af musikken.

Lydklip til sammenligning
På Matt Montags blog kan du finde lydklip, hvor du kan sammenligne den originale cd-version med en lossless-version, som Montag har downloadet fra en digital musikbutik. Artefaktet fra vandmærket kan tydeligt høres, og det har intet at gøre med den komprimering, der laves af f.eks. Spotify, Napster eller WiMP, da det som sagt er en tabsfri musikfil.

Han har også været så generøs, at han har lavet en hjemmeside, hvor man kan træne sig op til at høre forskellene, og derefter sammenligne flere spor, han har lagt ud. Klik her for at prøve. Forskellene høres let med et par gode hovedtelefoner.

En vandmærket sang er grafisk fremstillet i grønt. Under denne ses vandmærket, som bliver tilbage efter at sangen er lagt i modfase mod originalen.

Hørbar_artefakt

Ødelæggelse af betalt musik
Man kan ikke andet end sukke opgivende. Holder det aldrig op? Her prøver vi at få folk til at forstå, at lydkvaliteten er en vigtig del af musikoplevelsen. Og at man omsider – efter at have taget et skridt tilbage fra cd til MP3 – nu har båndbredde og lagerplads nok til at få ordentlig cd-kvalitet på netmusikken. Men når vi så endelig får glimrende streaming-tjenester som WiMP HiFi med tabsfri streaming, og digitale musikbutikker med endnu højere opløsning, så skal vi pludselig tage en helt anden kamp. Nemlig kampen mod pladeselskabernes endeløse trang til at ødelægge lovlig og betalt downloadet eller streamet musik med hørbar vandmærkning!

Det er en næsten udmattende kamp. Hvornår holder branchen op med at ødelægge tingene? Hvornår indser industrien, at digitale, filbaserede musikformater – som trods alt er kommet for at blive – skal have samme lydmæssige opmærksomhed som de cd’er, man snart ikke kan købe længere? Man risikerer endnu en gang, at ulovligt downloadede filer holder højere kvalitet end dem, der er købt og betalt. Det kan kun beskrives med ét ord: Svindel.

Hvilken pointe er der i at vandmærke kommercielt tilgængelig musik? Efterhånden vil næsten alle abonnere på en eller anden streaming-tjeneste. Allerede nu strømmer pengene ind, så branchen igen tjener penge, og man bør derfor holde op med at være så bange for, at nogen skulle finde på at downloade noget ulovligt ved siden af. Ulovlig download udgør trods alt – eller vil i nær fremtid udgøre – en dråbe i havet i forhold til lovlig streaming og download.

Jeg ser i min branche, at hi-fi-producenterne er ved at modernisere sig kraftigt, og mange af dem laver fornemme hi-fi-komponenter, der let kan streame digitale musikformater med den bedst mulige lydkvalitet. Men hvad nytter det, når de kun har skidt at arbejde med?

Hold op med at ødelægge vores musik!

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Ny specialmodel fra Rega

Ny producent med budgetvenlig Hi-Fi

Budgetvenlig forstærker med Bluetooth

Ny integreret med DAC

CD-afspiller til Ruarks 100-serie

Fransk superluksus: Devialet lancerer ny topmodel

Klassisk reference-pladespiller fra Pro-Ject

Spolebåndoptageren genopstår

High-end fra Auralic: G2.2 overtager tronen

Professionel storvask til dine vinylplader

Mere high-end fra Marantz

Triangles nye pladespiller i flotte farver