Det er ingen tvivl om, at musikbranchen er inde i en ny epoke, hvor streaming troner på sejrspodiet. CD-salget falder, og det samme gør salget af downloadede musikfiler faktisk. Undtagelsen er højopløste musikformater, som øges.
Læs også: Test af 5 pladespillere
På den anden side har vi salget af analog vinyl, som gradvist er vokset, siden salget nåede bunden i 2006 og 2007. Og nu er det på sit højeste siden 1996! I Storbritannien har salget af albums på LP allerede rundet en million for året, noget, som ikke er sket de sidste 18 år. Dette ifølge British Phonographic Industry (BPI), som desuden spår, at salget kommer til at nå 1,2 millioner LP’er, før året er omme.
Mens vinylformatet tidligere har været forbeholdt audiofile, samlere og DJ’s, siges hipsterne nu at stå for en stor del af hamstringen som en reaktion mod de moderne streaming-formater. Dette ifølge Engadget.
Også vækst i Norden
Spændt på at høre, om vinylpilen også peger opad på de nordlige breddegrader, kontaktede vores norske kolleger den daglige leder i pladebutikken Big Dipper, Andreas Leine Jakobsen. Og han kan bekræfte, at man også der oplever et voksende salg af både vinylplader og tilbehør.
“Vi har kunnet mærke det lige siden 2008, hvor vinylen fik sit gennembrud på ny oven på megen opmærksomhed i medierne. Solskinshistorien om, at vinylpladen var begyndt at sælge igen, blev en modvægt til avisskriverierne om, at CD-salget gik nedad. Vores forretning har fået en ny opblomstring. Helt siden dengang har det været støt voksende salg hvert år med et højdepunkt omkring juletiden. Hvert år tænker man, at det nok ikke kommer til at vokse videre, men vil flade ud. Det har det ikke gjort. Vi er blevet mere og mere overbevist, specielt i år, om at vinylpladerne popularitet øges. Pladespillersalget hos os er også stabilt og faktisk voksende.”
Læs også: Lyden stinker stadig
Ikke hipsterdrevet i Norge
Er det hipstere, der står for købene?
“Nej, det stemmer i hvert fald ikke hos os. Her er det nok tværtimod sådan, at vinylmarkedet drives af folk, som er mere end gennemsnitligt musikinteresserede og vil eje musikken fysisk. Og her er det vinylformatet, som vinder. Vores kunder kommer i alle aldersgrupper og typer. Alt fra helt unge folk, som skal have indy og hiphop til modne og også pensionister, som vi have jazzskiver og Pink Floyd. Der er blevet en god bredde i markedet og i det udvalg af plader, som man kan få fat på.”
Hvor meget er vinylsalget vokset?
“Siden opstarten i 2006 har vi haft en vækst på omkring 20 procent hvert år. Men i år ser det ud til at blive endnu mere, rent omsætningsmæssigt.”
En reel indtægtskilde
Omsætningsmæssigt? Betyder det, at vinylpladerne er blevet dyrere?
“Noget dyrere er de blevet, og det har sin naturlige forklaring. Prisen på trykningen af vinyl er gået dramatisk op. Alle vinyltrykkerierne i verden arbejde på yderste kapacitet. Der er ikke nok vinylpresser i verden til at følge med efterspørgslen. Oven i dette er det blevet en ægte indtægtskilde for pladeselskaberne, så nu er man begyndt at regne på, hvad man kan tjene på LP’er. Produktionsomkostningerne er meget højere på LP’er. Den kan være 40-50 kroner for en plade, mod 8-9 kroner for CD. Vil man købe vinyl, må man finde sig i at betale for det.”
Han fortsætter:
“Noget af grunden til, at det var billigere, dengang man ikke troede, at LP’en havde en fremtid, var, at pladeselskaberne betragtede det som noget, man skulle tilbyde til særlige fans. Man så ikke på det som en indtægtskilde, men som noget, man sponsorerede i profileringsøjemed. Nu er der blevet større bevidsthed på, hvad en plade bør koste.”
Færre storsælgere, mere bredde
Hvad er det, der sælger lige nu?
“Pink Floyds nyeste album har klart været vigtigt for salget. Men trenden er, at man nu har færre storsælgere, men til gengæld sælger et meget bredere udvalg. Og der er kommet hård konkurrence på vinylmarkedet. Vinyl er lettere tilgængelig, end det nogensinde har været.”
100 millioner kroner
Hvor stort er vinylmarkedet i Norge?
“Det er vanskeligt at sige, da en stor del af tallene ikke optræder i statistikker. Utrolig meget af pladesalget sker via nettet – og da er det ofte fra udlandet. Men jeg er overbevist om, at det drejer sig om en årlig totalomsætning på vinylsalget i omegnen af 100 millioner kroner.”
Så du spår en fortsat god tid for vinylen?
“Absolut. Vinylen har en voldsom vækst, samtidig med at CD-salget er i frit fald. Det er helt klart, at vinyl har fået en plads som et nicheprodukt, som mange er interesseret i, men det er også klart, at det store massemarked er optaget af helt andre ting som streaming og download. Men markedet for vinyl er blevet meget større, og det er øget gradvis i de år, hvor vi har været med, siden vi startede op i 1999. Vi kunne aldrig have klaret os på at sælge udelukkende vinyl for ti år siden. Det er er en tilpasning, vi har gjort i årenes løb.”
(Artikelfoto: Fernando Valença, Flickr)
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer