Nøgleordet i den helt nye – og absurd dyre – TAD-C700 er minimalisme. TAD, som indtil 2007 var en underafdeling af Pioneer, men siden er blevet sit eget firma, hævder, at minimal brug af forstærkerelementer gør C700 tro mod “hver eneste musikalske nuance”, mens et helt separat forstærkerkredsløb for hver linjeudgang forhindrer signalforgrening og uønsket interferens fra tilsluttede komponenter.
C700 bruger fuldt balancerede kredsløb i hele designet, som sammen med den symmetriske dobbeltmonokonstruktion har til formål at levere identisk forstærkning til venstre og højre kanal. Ifølge TAD skulle dette resultere i “næsten perfekt stereogengivelse”.
Den nye forforstærkers strømforsyning er fysisk adskilt fra hovedenheden for at forhindre, at vibrationer og magnetisk flux påvirker kredsløbet – og dermed lyden. Desuden er C700’s terminaler lavet af iltfrit kobber for at eliminere magnetisk forvrængning i bestræbelserne på at opnå en endnu renere lydgengivelse.
TAD-C700: Tilslutninger
TAD-C700 har fire balancerede og to ubalancerede indgange samt to balancerede og to ubalancerede udgange med en dedikeret optageudgang, der går uden om selector-kredsløbet og sender indgangssignalerne direkte ud.
Hovedenheden er en solid blok på 29 kg, mens den separate strømforsyning vejer ikke mindre end 15 kg. For at forhindre uønskede vibrationer er det primære forstærkerkredsløb monteret på et 33 mm tykt aluminiumschassis i ét stykke med det formål at reducere vibrationer forårsaget af højttalerne. Teorien er, at vibrationer kan forplante sig tilbage i forstærkerkredsløbet og forstyrre det, hvilket man gerne vil undgå i et design, der koster mere end en Tesla…
Forforstærkerens proprietære volumenkontrolkredsløb er også designet til at give ultra-lav forvrængning for at bevare musikkens klarhed og renhed.
Bør der være mere end én …?
Folk, der virkelig vil have det musikalsk sjovt, kan sætte flere TAD-systemer op. I dette tilfælde kan en C700 sættes op som master og styre flere passive C700-forforstærkere, der er forbundet til en dedikeret masterudgang. Ideen er, at flere enheder enten kan bruges til dobbeltmonokonfiguration eller hvorfor ikke multikanallyd?
TAD’s nye high-end forforstærker har også en pass-through-tilstand, som sender indgangssignaler fra et pre-out-stik uden at ændre signalniveauet. Fantastisk, hvis du har sat et flerkanalsystem op, men gerne vil drive dine fronthøjttalere til perfektion med musik i to kanaler uden at have brug for to separate systemer.
Og så er der lige prisen…
Det er tydeligt, at high-end-messen i München snart løber af stablen, for der har været mange dyre hi-fi-nyheder på det seneste. Som nævnt er TAD-C700 ingen undtagelse. Vi taler om en pris på svimlende 68.500 … dollars! For den danske pris kan du smide et nul på og lægge lidt mere til, og så finde lugtesaltet frem, så du ikke besvimer. I dollars er prisstigningen næsten 65 procent i forhold til forgængeren C600 til 42.000 dollars. I danske kroner ryger vi formentlig et stykke over den halve million, når der også kommer dansk moms på prisen.
Vi forventer at høre TAD-C700 på messen i München i maj. Udvalgte forhandlere vil modtage den i begyndelsen af juni.
Mere info: technicalaudiodevices.com
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer