Det eksisterende Apple TV 4K har været en upåklagelig tilgang til Apples underholdnings-univers, og nu varer det ikke længe før den opgraderede 2022-version ankommer: Nærmere bestemt d. 4. november.
Den nye generation af Apple TV 4K drives af A15 Bionic-processoren, som lover 50% hurtigere ydelse og bedre flow under gameplay. Den kører operativsystemet tvOS, som giver adgang til et bredt spektrum af smarte finesser og apps, såsom f.eks. streamingtjenesterne Apple TV+, Apple Music, og ikke mindst spiltjenesten Apple Arcade. Og den styres selvfølgelig af den populære Siri-fjernbetjening. Den nye fjernbetjening har samme design og funktionalitet som forgængeren, men kan nu oplades via USB-C.
Apple TV 4K kan også fungere som midtpunkt i dit smarthome, og kan kobles til kompatible smart-gadgets såsom HomeKit-kameraer, belysning, solafskærmning og lignende. Understøttelse af smart-standarden Matter skal efter sigende også være på plads.

Understøttelse af HDR10+
En anden interessant fornyelse, fremhæver Apple, er understøttelse af videoformatet HDR10+ med dynamiske metadata. Dét indebærer at flere fjernsyn på én gang kan drage fordel af optimal billedkvalitet fra Apple-boksen. På lydsiden er der selvfølgelig understøttelse af surround sound-formater som Dolby Atmos og Spatial Audio.
Apple har længe understøttet Dolby Vision via boksen og sin egen streamingtjeneste Apple TV+, men med HDR10+ oven i hatten kan for eksempel dem, som ejer et Samsung TV af nyere dato, opnå bedre billedkvalitet end tidligere.
At Apple nu anerkender og understøtter HDR10+, betyder sandsynligvis, at vi kan forvente os mere indhold i dette format. I så fald er dette uden tvivl en glædelig nyhed for Samsung, som længe har holdt fast ved „sit“ HDR-format, og samtidig har undladt at understøtte Dolby Vision. Så dette glæder vi os til at teste i praksis!

Pris og tilgængelighed
Det nye Apple TV 4K vil være tilgængelige i to udgaver: Apple TV 4K (Wi-Fi), med 64GB lagring, og Apple TV 4K (Wi-Fi + Ethernet), med 128 GB lagring og støtte for Gigabit Ethernet – med endnu hurtigere netværk og streaming. Prisen starter på 1.299 kroner for 64 GB udgaven. Begge bokse er tilgængelige fra 4. november, men kan forudbestilles allerede nu.