BenQ V7000i (hvid) og V7050i (sort) er to nye 4K HDR-projektorer med laserlys i stedet for en almindelig lampe.
Den største fordel ved laserlys er holdbarheden: Mindst 20.000 timer, hvilket er fem gange længere end en standard kviksølvlampe. Men også at laserlys ikke har brug for opvarmning, før det kan projicere optimalt. Dermed går det lige så hurtigt at tænde projektoren som et helt almindeligt smart-TV.
Ultra-nært billede
Nærfeltsprojektorerne (ultra short-throw) kan projicere et billede på mellem 70 og 120 tommer fra en position helt tæt på væggen, hvilket betyder, at de i bund og grund kan placeres på TV-møblet som erstatning for TV’et.
Vores erfaring er dog, at det også indebærer nogle kompromiser, idet en overflade, der ikke er helt glat – f.eks. en væg – vil kunne give kraftige forvrængninger i billedet. Det oplevede vi ikke mindst, da vi testede Samsungs projektorer i Premiere-serien.
Ligesom Samsung-projektorerne har BenQ V7000i og V7050i indbygget smart-TV-funktionalitet, her i form af Android TV. Det betyder, at man ikke har brug for en ekstra boks for at nyde film og TV-udsendelser. Indbyggede højttalere har de også, så man ikke behøver nogen ledninger bortset fra strømkablet.
Smart, hvis man vil tage projektoren under armen og med hen til en ven for at se en fodboldkamp, eller hvad ved jeg. Men det er selvfølgelig ikke nogen erstatning for et ordentligt lydanlæg, når aftenens højdepunkt er en film eller TV-serie.
Neutrale farver med Filmmaker Mode
Projektorerne har også den såkaldte Filmmaker Mode, der skal give så neutrale farver som muligt, samtidig med at alt, hvad der hedder bevægelsesinterpolering, og andre “forbedringsfunktioner” deaktiveres.
Desuden har BenQ deres egen CinematicColor-indstilling, som gør det samme – og da BenQ jo kender deres egne projektorer bedst, kan det godt ske, at den er endnu mere realistisk.
Høj kontrast og stort farverum
Projektorerne har dynamisk iris, og BenQ hævder et kontrastniveau på op til 2.000.000:1. Det tager vi med et stort gran salt, i hvert fald når vi taler dagligdags situationer med scener, der har både lys og skygge. Men sammen med en respektabel lysstyrke på 2500 ANSI-lumen tror vi stadig, at det kan blive ret heftigt.
I Filmmaker Mode – der skal være så neutral og tæt på filmskabernes vision som muligt – vil både kontrast og lysstyrke dog nok lide lidt.
Projektorerne er opgivet til 98 procent af det store DCI-P3 farverum. Vi forventer derfor ret spektakulære farver, når der er TV- og filmindhold med HDR på menuen.
Pixel Shift
Da ingen af projektorerne har et billedpanel med 4K-opløsning, bruges der i stedet et HD-panel, hvor et optisk linse-element forskyder pixels fra panelet frem og tilbage, både vertikalt og horisontalt, så hver pixel på billedpanelet producerer fire pixels på lærredet.
Pris og tilgængelighed
BenQ V7000i og V7050i kommer i butikkerne her i anden halvdel af juni og er begge prissat til 3.799 euro, ca. 28.500 kroner.
Mere info: benq.eu
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer