En stadig større del af vores besøgsartikler handler om læsernes hjemmebiografer. Men ikke denne. Vi har taget turen til Aarhus for at besøge en ægte passioneret stereotilhænger. Her er surround og hjemmebio bandlyst. Også selv om en del af udstyret egentlig er beregnet til biografbrug.
Poul har flere anlæg rundt om i huset. Faktisk er der musikanlæg i de allerfleste rum. Og i nogle af rummene er der endda flere meget store af slagsen. Mest ekstremt i kontoret. Poul er gået længere end de fleste, når det gælder om at få den lyd, han ønsker. Nogle vil sige, at han er gået over stregen. Langt over stregen. Men det er tydeligt, at han har gjort det for at have det sjovt:
“Realistisk dynamik er for mig langt den vigtigste parameter. Anlægget er blevet, som det er, fordi der ikke er nogen erstatning for ordentlige og effektive enheder med dedikeret elektronik, konstrueret med rettidig omhu,” siger Poul.
Kontoranlægget
Da Poul driver virksomhed fra privaten, er kontoret det sted, hvor han bruger det meste af sin tid. Kontoret er beliggende i villaens kælder, og indretningen kan bedst beskrives som “tvangfrit maskulin”. Et kæmpemæssigt skrivebord og et lige så stort arbejdsbord fylder godt op i landskabet.
Her finder man også Pouls omfangsrige samling af cowboystøvler og hatte, der dækker det meste af den ene væg. Men hovedparten af rummet domineres af anlægget – eller rettere anlæggene. Poul beskæftiger sig til daglig med professionelle lydinstallationer, og det har tydeligvis smittet af på hans hjemmeanlæg.
Højttalerne, som går fra gulv til loft, er beregnet til brug i mellemstore biografsale. For Poul er dynamikken altafgørende.
Når man kommer ind ad døren, skal man kante sig igennem en smal korridor mellem højttalerne, som af hensyn til loftshøjden på 2,2 meter er vinklet fremover, så de peger ned på lyttepositionen ved skrivebordet.
Højttalerne er professionelle JBL-modeller. På nær bunden svarer systemet til JBL model 5671, mens bunden stammer fra det større 5672-system. Der er tale om trevejssystemer til THX-godkendte biografer. Da biografsystemerne ruller af ved 12 kHz, er de i toppen blevet suppleret med JBL’s 2405 prismehorn. Øvre mellemtone og nedre diskant varetages af en kompressions-driver, monteret på et biradialhorn, som ville virke stort, hvis ikke det var for mellemtonehornet, der har et mundingsareal på en kvadratmeter!
Bassen dækkes af to 15 tommers enheder i hver side. Skulle det ikke række, kan to 18 tommers subwoofer-kabinetter give tilskud i bunden.
Headroom!
Højttalerne har en følsomhed på over 100 dB for 1 watt. Men for at sikre, at dynamikken ikke begrænses, drives de af fem Crown Studio Reference 1 effektforstærkere på hver 780 watt pr. kanal i 8 ohm (og 1,1 kilowatt i 4 ohm for bassens vedkommende). Et BSS FDS-366T Loudspeaker Management System står for elektronisk deling og fasetilpasning af signalerne til de mange højttaler-elementer.
Fire gange McIntosh på kæmpehorn
Nu skulle man tro, at ét sæt hornhøjttalere burde være nok til Pouls lille kontor. Men nej. Ved siden af JBL 5671-systemet befinder der sig et endnu større 5674-system, hvor der er hele fire 15 tommers basser pr. side. Her har Poul dog sprunget subwooferen over. Elektronikken er lige så imponerende. Dette system trækkes af fire (!) kæmpemæssige McIntosh 2600 effektforstærkere. Også her er der et BSS FDS-366T delefilter til at fordele signalet.
“Jeg elsker McIntosh-forstærkerne. De spiller dejligt. Men jeg kan også godt lide lyden af Crown – og jeg ville være ked af at skulle vælge imellem dem,” siger Poul.
Begge systemer styres fra en ATC SCA2 forforstærker. Signalkilderne er henholdsvis en SME Serie 30 pladespiller – med SME Serie 5-arm og Ortofon Meister Silver-pickup – og et McIntosh MCD 1000-drev til afspilning af cd’er gennem en Lynx Hilo D/A-konverter, som også bruges til at afspille lydfiler fra harddisk.
Det store kontorsystem kan levere 140 dB i spidserne. “Det står ikke mål med virkelighedens dynamik – men det rækker da et stykke ad vejen!”
Renset og balanceret strøm
En uundværlig del af anlægget er strømforsyningen. En computerstyret Furman 6900 Power Conditioner retter den til tider noget kantede og støjfyldte vekselstrøm ud til den 230 volts sinuskurve, som den burde være. Herefter går turen igennem en Furman 2300 Power Conditioner, som leverer balanceret strøm til anlægget.
Balanceret strøm?
“Stikkontakten har normalt 230 volt vekselstrøm på den ene pol og nul på den anden – plus en jordforbindelse, der ofte ikke bruges. Den balancerede spændingsforsyning har 120 volt på hver pol samt jordforbindelse. Man slipper for den støj og transformatorbrummen, som plejer at være der.”
Mens transformatoren elsker symmetrisk strøm, er det til gengæld vigtigt, at jordforbindelsen er tilsluttet. Da stueanlægget blev udbygget med balanceret strøm, var der nogle af apparaterne, som manglede jordstik, hvilket betød, at elektronikken var fuldkommen flydende i forhold til jord.
“Det lød virkelig mærkeligt,” siger Pia. “Poul var ikke hjemme, og vi havde gæster, som også tydeligt kunne høre, at det lød helt forkert. Vi var nødt til at tage dem med ned i kælderen for at få ordentlig lyd!”
Britisk lyd. I stuen har Poul og Pia aktive studiehøjttalere fra engelske ATC, trukket af en forstærkerboks på 1 kilowatt. Resten af anlægget, inklusive pladespilleren SME Series 5, er magen til kontorsystemet.
Direkte lyd
Hvordan lyder det så, når man bogstavelig talt sidder i hornmundingen på et biograf-lydsystem trukket af et forstærker-rack på 8 kilowatt?
For det første er lydbilledet er fremadvendt og STORT (højttalerne fylder det meste af endevæggen). Der er ingen dynamiske begrænsninger overhovedet, og impulser serveres med en damphammers umiddelbarhed. Nuanceringen er overraskende god, og selv om det lyder, som om vi står på en meters afstand af orkestret, strækker lydbilledet langt ud på den anden side af højttalertårnene.
Hornhøjttalere har ry for at være skarpe og skrattende i lyden, men der er ikke antydning af farvning eller skarphed her. At det er lykkedes at få så mange enheder med en indbyrdes afstand på flere meter til at spille sammen og være i fase, er et mirakel, der må tilskrives BSS-boksen, som har programmer til fase- og tidskorrektion for JBL’s hornsystemer.
Anlægget kan spille lige så højt, som det skal være. Ifølge Poul er kontorsystemet i stand til at levere 140 dB i spidserne. Det er en påstand, som vi af helbredsmæssige grunde foretrækker at lade stå uafprøvet!
“Hvis folk tror, at deres hjemmeanlæg muliggør realistisk dynamisk formåen, så kommer de vist bare for lidt ud! Men vores store system kommer da et godt stykke af vejen!”
Fire gigantiske McIntosh-effektforstærkere driver kontorets andet hornsystem. “Jeg kan lide lyden af både Crown og McIntosh – og ville nødig vælge imellem dem.”
Mystik og overtro i high-end
At Poul tager sin hi-fi-interesse seriøst, er der ikke nogen tvivl om. Hele huset fra kælder til kvist er stoppet med elektronik, og det meste af det er i den dyre ende. Men han har ikke meget tilovers for den alvor og mystik, som han mener, at high-end-scenen er gennemsyret af.
“Det er, som om det bliver betragtet som diskvalificerende at være ingeniør! Når det er rigtig fint, skal konstruktøren helst have lyttet sig frem til alle komponenterne. Sådan kan man bare ikke bygge en forstærker i praksis,” siger Poul. “Selvfølgelig betyder komponenterne noget, men hvis man ukritisk fylder apparatet op med audiofile afkoblingskondensatorer mellem alle mulige led i kredsløbet, bliver lortet altså ustabilt!”
I den sammenhæng viderebringer han et nødråb fra EAR Yoshinos Tim de Paravicini, som så mindeligt beder folk om at lade være med at “forbedre” hans forstærkere med tweaks. For resultatet er som oftest dårligere end udgangspunktet – og det vil Tim de Paravicini ikke lægge navn til!
Fem Crown Studio Reference-forstærkere på 780 watt pr. kanal driver de højeffektive biografsystemer.
Kabelhysteri
Poul langer hyppigt og gerne ud efter den etablerede high-end-branche og dens apostle, som efter hans mening betaler absurde summer for tvivlsomme eller fiktive forbedringer.
“Når man har givet en formue for et tweak, er man naturligvis meget opsat på at bekræfte, at det var pengene værd. Men det er forskelle, som kun findes inde i hovedet på lytteren – og som ikke kan bekræftes i en blindtest.”
Et af det steder, hvor kæden for alvor er hoppet af, er markedet for super-eksklusive kabler. Da de første højttalerkabler til 1.500 kroner pr. meter kom frem, rystede folk på hovedet. Men de blev solgt. Også da prisen blev fordoblet. I dag kan man købe højttalerkabler til 30.000 kroner pr. meter. Og folk gør det!
“I den professionelle verden, hvor musikken bliver skabt og optaget, koster det dyreste signalkabel 14 kroner meteren, og det bedste højttalerkabel koster 30 kroner meteren. Til gengæld bruges der rigtig mange meter af det.”
Poul kan ikke sige sig fri for at være lidt af en samler. Her er noget ekstra McIntosh-grej.
Ingen fremtid for hi-fi
Poul har beskæftiget sig med hi-fi gennem flere årtier, men han har ikke store forhåbninger for fremtiden. Problemet er, at der ikke er nogen motivation til at drive udviklingen – modsat tidligere, hvor alle købte forholdsvis godt udstyr, og producenterne derfor hele tiden måtte finde på noget nyt, som de kunne sælge til forbrugerne.
“I dag er markedet delt i to lejre: Der er det helt billige udstyr, som man køber i supermarkedet, og så det ultradyre high-end grej. Konsum-udstyret skal bare være så billigt som muligt, så her betyder kvaliteten ingenting. Det superdyre grej skal bare bruges til at demonstrere, at man har vildt mange penge, så her er udseendet vigtigst. Og prisen, der bare skal være så høj som muligt!”
Marketingfolk driver udviklingen
Som eksempel nævner Poul amerikanske McIntosh, som han selv ejer rigtig meget grej fra. Tidligere havde firmaet tre ansatte i udviklingsafdelingen – nu er der 20. Det lyder som et fremskridt, så hvad er problemet?
“Det er ikke ingeniører, men markedsføringsfolk, de har ansat i de stillinger. Al udvikling handler om at øge salget. Når bare forstærkeren har en tyk forplade og flotte VU-metre med blå belysning, så er alle glade. Men inden i apparaterne sker der ikke nogen udvikling!”
Ingen tænker ind i boksen
Hvis man endelig skal tweake sig frem til bedre lyd, undrer det Poul, at der kun er få, der vover at kigge inden i apparaterne. Det hele handler om kabler, stik, fødder eller mærkelige poser med metalkugler, som skal placeres oven på kabinettet.
“Der snakkes meget om forbindelser. Men har du prøvet at kigge inden i sådan en forstærker?” siger Poul og lægger hånden på kæmpemæssig McIntosh C2500 forforstærker, som netop er blevet indlemmet i samlingen. “Der er hundredvis af forbindelser, og de er ikke lavet med hokuspokusmaterialer. Så hvad gør det, om man sætter et enkelt mirakelkabel i?”
Al elektronik forsynes med balanceret netspænding for at sænke støjgulvet og give elektronikken de bedste arbejdsbetingelser. Det store blå stik er et 32 ampere kraftstik.
Engelsk monitorlyd i stueanlægget
Der kommer et tidspunkt i mange hi-fi-fanatikeres liv, hvor de tvinges til at tage interessen op til revision. Det tidspunkt hedder bryllupsdagen. Og selv om det kan være svært at tro, er Pouls nuværende anlæg langt mere diskret end tidligere. I sine ungkarledage havde han således tre-fire sæt kæmpestore Tannoy monitorhøjttalere i dagligstuen – og et par mandshøje Tannoy Westminster hjørnehorn i soveværelset. På et tidspunkt havde han også en komplet samling af alle produkter fra engelske Quad.
I dag nøjes han og Pia med et enkelt anlæg i dagligstuen, som godt nok stadig er i en klasse, der sjældent ses i husstande med mere end én person. I to af hjørnerne troner et sæt ATC SCM300A studiemonitors. Højttalerne er udviklet til professionel brug i større pladestudier, og med to stk. 15 tommers basser i hver er de alt andet end diskrete. Der er tale om et aktivt system, hvor en sekskanals forstærkerblok sørger for forstærkningen. Og selv om der “kun” er omkring en kilowatt til rådighed fra ATC-forstærkerboksen, er der ikke ligefrem mangel på lydtryk i stuen.
Forforstærkeren er en ATC SCA2, ligesom i kælderen. Også pladespilleren er en genganger, nemlig SME Serie 30, dog med Ortofon SPU Royal-pickup. Og ligesom i underetagen styres strømforsyningen af en strømrenser og en balanceret strømkilde fra Furman.
Fire 15 tommer JBL-basser sikrer, at der kan flyttes tilstrækkeligt med luft til at opnå, hvad Poul kalder realistisk dynamik.
Det er jo bare et stykke pap!
Mens det er den store amerikanske JBL-lyd, der hersker i underetagen, er lydidealet her lidt mere britisk afslappet. Der masser af opløsning og detaljer, men man får ikke transienterne kastet i ansigtet på samme måde som med hornsystemerne. Men stereobilledet og rumfornemmelsen er nok tættere på det, hi-fi-dyrkere er vant til. Bare i den hysterisk høje klasse, som man kan forvente af et anlæg, der nærmer sig en halv million kroner i nypris. Poul opfordrer dog til, at man slår koldt vand i blodet:
“Det der med, at lyden er, som om instrumenterne stod i stuen, er noget vrøvl. Enhver kan høre forskel på, om det er anlægget, der spiller, eller der sidder nogen og klimprer på en guitar inde i stuen. Også når vi står ude i køkkenet, og kaffemaskinen kører. Lad os dog bevare proportionerne. Det er jo bare stykke pap, der sidder og flaprer. Det er et godt stykke pap, men det er ikke virkeligheden.”
Ser ikke meget tv
Husets mindste anlæg finder man i pejsestuen, hvor et par bittesmå Sequerra Metronome 7-højttalere er tilsluttet den indbyggede 20 watts hovedtelefonudgang i en McIntosh-forforstærker.
“De lyder ret dårligt, og enhederne indeni er helt til grin. Men de bruges kun til tv-lyden, og vi ser ikke ret meget fjernsyn,” forklarer Poul.
Og højttalerne i soveværelset? De er stadig Tannoy, men Westminster-hornene er erstattet af “mindre” Lockwood Major-modeller på godt 350 liter (!), trukket af udstyr fra McIntosh.
Der er lukket for kommentarer.