UST-projektorer med ultrakort kastelængde er et velkendt alternativ til storskærmen: De behøver kun at stå nogle få centimeter fra væggen, og de kan vise et kæmpebillede på 100 tommer eller mere – nu også med 8K-opløsning. Samsung bekendtgjorde for nylig, at deres flagskibsprojektor Premiere 8K har modtaget branchens første 8K Association (8KA)-certificering for 8K-projektorer.
Vi har allerede testet 2024-modellen Premiere 9 med almindelig 4K, men high-end-modellen Premiere 8K er indtil videre kun blevet vist på messer. Den blev først introduceret på CES 2024, og ud over 8K-opløsning kan den angiveligt give et billede på op til 150 tommer og en lysstyrke på hele 4.500 ISO-lumen. Den kan også tilbyde trådløs videooverførsel via en separat koblingsboks.
Øget fokus på 8K i 2025?
8K-formatet er endnu i sin vorden, og trods nogle år på markedet er det langt fra at “tage fart” endnu. Endnu er der kun en begrænset mængde videoindhold tilgængeligt i det knivskarpe format. Flere TV-producenter har besluttet at droppe eller nedprioritere 8K i deres produktsortiment.
Samsung satser allerede stort på 8K inden for Neo QLED- TV og projektorer, og nu ser det ud til, at de vil have mere fokus på 8K fremover. De er blandt grundlæggerne af 8K Association, en global sammenslutning af teknologiselskaber og producenter, der vil støtte udviklingen af 8K-formatet. Ud over Samsung tæller medlemskredsen bl.a. Hisense, TCL og Panasonic. Målet er at øge kendskabet til 8K-produkter hos både professionelle og forbrugere.
Vil hæve barren for 8K-projektion
Den 10. december introducerede organisationen et nyt certificeringsprogram for 8K-projektorer. Samsungs The Premiere 8K siges at have udmærket sig på tværs af alle kategorierne og bliver altså den første i branchen til at modtage den nye 8KA-certificering.
Vi ved af erfaring, at sådanne certificeringer ofte bruges til at promovere produkter med én type specifikationer frem for en anden. Samtidig kan de være med til at sætte en vigtig kvalitetsstandard.
I certificeringen kontrolleres naturligvis den faktiske 8K-opløsning (7.680 x 4.320), men også lysstyrke, kontrast og farverum skal opfylde bestemte krav. Der er også krav til 8K-opskalering og understøttelse af forskellige billed- og lydformater som HDR.
“Premiere 8K, der modtager branchens første 8KA-certificering, er en vigtig milepæl, eftersom den officielt visiser projektorteknologiens nye potentiale,” siger Taeyoung Son, Executive Vice President for Visual Display Business hos Samsung Electronics, og tilføjer:
“Vi er forpligtet til at udvide 8K-økosystemet ved kontinuerlig og omfattende integration af nye teknologier.”
Vi forventer at se og høre mere til Samsung Premiere 8K på CES 2025 – hvem ved, måske kommer der også en officiel model til Skandinavien i det nye år?
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer