Nogle af os er tilfredse med en lille soundbar sammen med TV’et. Andre er ikke glade, før de har et anlæg, der kan tage kampen op med IMAX-biograferne. Hvis det endelig skal være, så lad det være!
Denne installation fra Israel er alligevel noget ud over det sædvanlige. Det lille biografrum er kun knap 17 kvadratmeter stort (3 m bredt x 5,5 m langt), men huser alligevel hele 15 heftige Alcons-højttalere i fuld surround samt et lærred, der dækker hele væggen foran.
Meget lyd på lidt plads
Det hele startede, da den israelske lydentusiast Yair skulle flytte fra et stort hus til en mindre penthouse-lejlighed. Godt vant med et større hjemmebiosystem fra før, ville han ha MINDST lige så god lyd i sit nye hjem.
Ulempen var bare, at den nye lejlighed ikke havde meget plads at afsætte til biografrum: Under 20 kvadratmeter. Det bliver der ikke nogen stor biografsal ud af – især ikke når rummet skal fyldes med det størst mulige biograflærred, masser af lydudstyr, lænestole og akustiske dippedutter!
Løsningen var at bygge højttalerne ind i væggen (en såkaldt baffelvæg) og skjule dem bag et akustisk transparent rammelærred. Med højttalerne inde bag lærredet kunne man udnytte hele rummets bredde til at lave et kæmpestort billede. Det er en smart og pladseffektiv løsning, som vi også har brugt i vores eget biografrum.
Et lillebitte rum i en etageejendom byder ellers på mange udfordringer for både akustik, støjreduktion og ergonomi. For at undgå, at biograflyden generede naboerne, blev hele rummet bygget fra bunden med flydende gulve og vægge samt store mængder af isolering. Og det var nødvendigt, for det er ikke specielt små højttalere, de har bygget ind i det lille rum!
11 højttalere og fire subwoofere
Højttalersystemet er af typen Alcons CRMS Compact – det samme system, som Lyd & Billede testede for et par år siden (vi har stadig susen for ørerne!), men her i en udvidet version med tre fronthøjttalere og otte surround-/højdehøjttalere.
Der burde også være tilstrækkeligt med bas. Vi syntes sådan set, at det fungerede godt med en 15 tommers Alcons-subwoofer i vores testrum dengang, men hjemme hos Yair er de gået amok med hele fire 18 tommers subwoofere – to foran og to bagi! Det handler nok ikke kun om at spille bas, så buksebenene blafrer, men også om at sørge for så jævn basfordeling som muligt i det lange, smalle rum.
Alle højttalerne drives af Alcons Sentinel-forstærkere, mens en StormAudio-processor står for kontrol og rumkorrektion. Projektoren er en Sony-laserprojektor, mens det akustiske lærred kommer fra norske DreamScreen.
Ejeren af penthouse-biografen er ifølge Alcons meget tilfreds med den nye installation, og det skulle da også bare mangle. Heldigvis ved vi jo, at det er muligt at få brugbar lyd i trange rum, også når man har et lidt mere trangt budget!
Kilde: Alcons-pressemeddelelse
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer