Først lidt historie. Lyngdorf er ikke kun den højttaler, du ser på billedet. Der er også Tact, Hi-Fi-Klubben, Purifi, Gryphon Audio, DALI (dét tror jeg ikke, du var klar over!) og Steinway Lyngdorf.
Alt dette og en hel del mere har Peter Lyngdorf enten startet, drevet eller været med til at stifte.
Det er også ham, der har grundlagt virksomheden med sit eget navn, som nu klarer sig rigtig godt på egne ben. Ligesom disse små højtalere med tre træben.
Cue-100 er den allernyeste højttaler fra Lyngdorf, og den stiller op til kapløbet i high-end klassen.
Ikke det nemmeste felt at deltage i, men nu er netop disse højttalere så tilfældigvis heller ikke konstrueret i en firkantet kasse. Hvilket ellers er det mest almindelige – også i high-end klassen.
Ingeniørerne hos Lyngdorf, som endelig har fået bedre plads i en ny bygning i Skive i Jylland, har henvendt sig til danske Purifi og kombineret en mellemtonebas, de har udviklet, med deres egen AMT bånddiskant.
Bånddiskanten på billedet spiller op til 22 kHz, og er suppleret af Purifis Ushindi-enhed. Det er en 18 cm mellemtonebas med en aluminiumsmembran. Den har også Purifis specielle kantophæng, der blandt andet sikrer, at arealet, der bevæger luft, er ens uanset hvor membranen er, når den bevæger sig.
En 39 mm firelags svingspole, belagt med kobber på aluminium, er viklet rundt om en glasfiberkerne, og den særlige kurv, der holder det hele sammen, er ventileret på undersiden. På den måde mener Purifi, at de formår at reducere resonanser, herunder hysterese, i en sådan grad, at mere af musikken og mindre af forvrængningen kommer ud af højttalerne.
Cue-højttalerne har to 18 cm passive enheder på bagsiderne, i samme materiale, blot uden frontenhedens motorsystem.
Højttalerkabinettet er lavet af buet 35 mm tykt MDF, i trekantet form, og monteret på en fræset egetræsbund, som også er materialet til de tre ben.
Lyngdorf angiver følsomheden til 83 dB, hvilket er relativt lavt, men de skal helst parres med en af Lyngdorfs forstærkere. De bruger som bekendt RoomPerfect lydkalibreringssystemet, så det bør være nemt, at få højttalerne til at fungere optimalt i rummet.
Højttalerne kan leveres i en række farvekombinationer. De leveres desuden med et akustisk transparent stof fra danske Gabriel, i den farve du ønsker. Stoffet fungerer som en strømpe, og er nemt at tage af eller på, og du kan købe et nyt stof i en anden farve, når du vil.
Jeg har allerede nævnt, at de er i high-end klassen, og det samme er prisen. Et par Cue-100’ere koster 19.980 euro, med stativerne i eg, men så har du også noget, de færreste andre har: håndbyggede højttalere, der ikke ser ud som en højttaler.
Læs også:
Lyngdorf TDAI-3400
Bryd stuevæggene ned
Kombinationen af højttalere og stue er svær. Lyngdorf Audio vil uskadeliggøre dit lytterums dårlige indflydelse.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer