Hvad kan man få, hvis penge ikke spiller nogen rolle? Hvor god lyd kan man så opnå? Måske var det sådan, de tænkte hos Magico – som ikke ligefrem er kendt for lavprishøjttalere – da de havde denne højttaler på tegnebrættet.
M9 hedder den, og her har Magico kørt den helt ud på alle tænkelige måder. Artikelbilledet viser en M9, der prøver at skjule sig bag en Magico M6, og det ses tydeligt, hvilket massivt uhyre af en højttaler der er tale om. Her er der ikke sparet på noget.
Massiv vægt
Den over to meter høje højttaler er en firevejskonstruktion med seks højttaler-enheder. De er placeret i et kabinet, hvor kulfiber er trukket over et bikubeformet aluminiumskelet, men selv med udstrakt brug af lette materialer vejer én M9 hele 454 kilo.
Separat delefilter
Trods deres mål på 203 x 102 x 51 cm er der ikke blevet plads til delefilteret inde i højttalerne. Det er i stedet placeret i en separat boks på størrelse med en forstærker og bygget helt analogt op med en separat strømforsyning, der leverer strøm til de aktive kredsløb i filteret.
En af grundene til at vælge et separat delefilter er, at det med sin delefrekvens på 120 Hz mellem bas- og mellembas-enhederne er krævende at placere indeni pga. antallet af komponenter og deres størrelse. Magico har derfor valgt en separat løsning med Linkwitz-Riley-filtre, som deler med 24 dB pr. oktav ved 120 Hz, fuldt balanceret og med separat opbygning hele vejen.
Brugeren kan også justere niveauet med 0,5 dB præcision fra potentiometeret på MXO-boksen.
Avancerede membranmaterialer
M9 har to 15 tommers bas-enheder, to 11 tommers mellembas-enheder, en 6 tommers mellemtone-enhed og en 28 mm diskant-enhed.
Mens diskant-enheden har en beryllium-membran, der er pådampet et diamantlignende lag i en kemisk proces for at få ekstrem opløsning og minimal forvrængning, er de andre membraner den seneste udgave af Magicos Nano-Tec-membraner.
Igen danner aluminium et bikubemønster, her bag et lag grafén og kulstof, hvilket giver en stivhed, der er 40 gange bedre end kulstofståls, men samtidig er lettere.
Bas-enhedernes membraner er presset i form med 12 tons tryk, hvilket skal give de 15 tommer store enheder en stivhed, som giver næppe hørbare resonanser.
Svingspolerne bag membranerne er henholdsvis 3, 4 og 5 tommer store, og størrelsen gør – sammen med titaniumkerner – at de bedre kan tåle varme end konventionelle svingspoler.
Mellemtone-enheden har f.eks. en 4 tommers svingspole, der kan tåle 120 dB lydtryk uden at blive for varm.
Magico M9 har et opgivet frekvensområde fra 18 Hz til 50 kHz, så der er næppe behov for en subwoofer oveni, og følsomheden angives til meget respektable 94 dB. Systemimpedansen er 4 ohm, og vi har en mistanke om, at højttalerne er effektslugere af episke proportioner trods den høje følsomhed. Et par heftige monoblokke i megaklassen er minimum her. Pr. højttaler.
Pris og tilgængelighed
Magico M9 er ikke tilgængelige før sidst på året, så man har lidt tid til at spare sammen. Prisen er nemlig 750.000 dollars for et par, eller ca. fem millioner kroner. Før moms.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer