TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Sonos sætter trumf på rumlig lyd

Sonos vil generobre tronen som konge af multirum og smart-højtttalere med en ny serie, der lydmæssigt slår alt, de har lavet før.

Af / 21/02/2023 - 12:30
Sonos sætter trumf på rumlig lyd

Sonos har nye højttalere på vej. Det vidste vi godt, eftersom vi er inviteret til at se dem i næste uge. Men præcis hvad de har på bedding, har de ikke fortalt os endnu. Men rygterne er løbet i forvejen. Og vi ved nu, at det handler om en helt ny serie af højttalere med særlig fokus på rumlig lyd – spatial audio.

Det er tech-mediet The Verge, der har løftet sløret for den kommende lancering, og de kan fortælle, at der kommer to højttalere, kaldet Sonos Era 100 og Sonos Era 300. Navnet “Era” er velvalgt, da de ser ud til at indlede en ny æra for Sonos, som har været konge over multirumshøjttalere i mange år. Og nu ser ud til at ville befæste deres trone med at sætte fokus på årets mode: 3D-lyd.

era300atmos
Sonos Era 300 understøtter rumlig lyd, hvad der gør den perfekt til hjemmebiografen. (Foto: Sonos via The Verge)

Spiller i alle retninger

Den største af modellerne, Era 300, bliver udstyret med hele seks højttaleenheder, der sender lyden fremad, opad og til begge sider. Det lyder til, at to eller flere Era 300 kunne blive interessante makkere til en Sonos Arc soundbar med Dolby Atmos. Især nu, hvor streamingtjenester som Netflix ruller 3D-lyd ud til brugerne. Hvorvidt musik, remikset med rumlig lyd også vil blive understøttet – og fra hvilke musiktjenester – er endnu uklart.

Sonos Era 300 er lidt mindre end Sonos Five. Og den gamle topmodel ser ud til at fortsætte på markedet. Vi tillader os dog for egen regning at gætte på, at Sonos måske har en Era 500 i pipelinen til et senere tidspunkt…

Den mindre model, Era 100, understøtter ikke 3D-lyd, men den spiller dog i stereo – i modsætning til den nuværende Sonos One, som den sandsynligvis kommer til at erstatte på markedet. Sonos Era 100 har to diskantenheder og en fælles bas/mellemtone, der spiller i mono.

Annonce

Sonos var i sin tid banebrydende med rumkorrektion i små højttalere med Trueplay, der bruger en iPhone til at måle lyden i rummet. Begge de nye højttalere får automatisk rumkorrektion ved hjælp de indbyggede mikrofoner, så Android-ejere også kan nyde en vis grad af rumkorrektion.

era100white
Sonos Era 100 spiller i stereo – i modsætning til Sonos One, som den erstatter. (Foto: Sonos via The Verge)

Bluetooh – omsider

Ud over rumlig lyd udmærker de nye Sonos-modeller sig ved omsider at understøtte Bluetooth. Uanset Bluetooths lydmæssige mangler bliver det en kærkommen udvidelse af arsenalet, som gør det muligt at afspille for eksempel musik fra YouTube fra mobilen. Højttalerne får også USB-C-lydindgang. Til gengæld har 3,5 mm minijackindgangen fået dødsstødet.

Sonos har længe understøtte stemmestyring med Google Assistent på sine højttalere. I følge The Verge er det uvist, om dette samarbejde fortsættes, da Sonos eksplicit nævner Amazon Alexa og Sonos egen Voice Control, imens Google Assistent ikke nævnes. Da Alexa på grund af manglende sprogunderstøttelse er ubrugelig i Skandinavien, er Amazon-styring en ringe erstatning. Men set fra den positive side kan fraværet af Google Assistent måske betyde, at højttalerne ikke længere vil blande sig i samtalen i tide og utide, uden at være blevet spurgt.

Sonos Era 300 og Era 100 bliver tilgængelige i udgangen af marts. Vi har af gode grunde ikke fået danske priser endnu, men det forventes, at Era 300 bliver lidt billigere end Sonos Five, imens Era 100 bliver lidt dyrere end Sonos One.

Kilde: The Verge

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

[OPDATERET] Black Week-tilbud på soundbars

Ny version af ELAC's bestseller i butikkerne

Stuevenlige gulvhøjttalere fra Lyngdorf

Denne her koster lige så meget som en bil

High-end højttalere til den designbevidste

Endelig officielt: Her er Sonos Arc Ultra og Sub 4

Beolab 50 og Beosound Theatre i Ferrari-version

JBL sætter farver på festen

Endnu dybere bas fra SVS

De største højttalere nogensinde fra Arendal Sound

Se hvad Naim og Focal har udklækket

Budgetvenlig KEF-serie med Meta-teknologi