Sony er ikke til stede på IFA-messen i år, som de plejer at være, men benytter alligevel lejligheden til at afsløre nogle af efterårets produktnyheder: nærmere bestemt soundbaren HT-A3000!
Den nytilkomne bliver ny entry-level model i Sonys portefølje, under den tidligere lancerede HT-A5000 og topmodellen HT-A7000, som vi tidligere har testet. Og det er tilsyneladende ikke så lidt, Sony har presset ind i den kompakte krabat.
Sony HT-A3000: 3.1 kanaler, Dolby Atmos og DTS:X
HT-A3000 benytter en 3.1-opsætning med separate højttalere til front venstre/højre og center. Soundbaren er desuden udstyret med dobbelte basenheder, som skal give en brugbar dyb bas uden at skulle tilslutte separate subwoofere (men der er opgraderingsmuligheder). Sony oplyser også, at soundbaren understøtter moderne lydformater som Dolby Atmos og DTS:X.
HT-A3000 har ikke dedikerede højttalerenheder til højdekanalerne, men bruger i stedet nogle lydmæssige tricks til at simulere dem – ligesom bl.a. Sonos gør på sin Beam gen 2.
Kan udvides til fuld surround
Har du ikke nok i de tre kanaler i soundbaren, tilbyder Sony også nogle opgraderingsmuligheder. HT-A3000 kan nemlig udvides med ekstra baghøjttalere. Nærmere betegnet SA-RS5 eller SA-RS3S. Dermed kan du også drage fordel af Sonys egen lydbehandling – den såkaldte 360 Spatial Sound Mapping.
Denne teknik har vi positive erfaringer med på de dyrere HT-A9 højttalere, som vi tidligere har testet: Ved hjælp af indbyggede mikrofoner er soundbaren i stand til at måle sig til den relative placering af baghøjttalerne, og vil derefter simulere såkaldte ‘fantomhøjttalere’, der udvider det oplevede surround-lydbillede. Antallet af ‘fantomhøjttalere’ vil afhænge af, hvilken baghøjttaler du vælger. Så mangler vi bare at teste, hvor godt det fungerer sammen med en lille soundbar som HT-A3000!
Mulighed for ekstra bas
Sony HT-A3000 kan også opgraderes med en af Sonys trådløse aktive subwoofere. Du kan for eksempel tilføje den kompakte SA-SW3 (6,5” basenhed/200W) eller den større SA-SW5(7” basenhed + passivt slaveelement/300W).
Fungerer ekstra godt med enkelte Sony TV’er
Sony har også en finesse, der er specielt tilpasset Sonys egne Bravia XR TV-modeller. Ved hjælp af funktionen Acoustic Center Sync kan du bruge TV’ets indbyggede højttalere i kombination med soundbaren og dermed forstærke lyden fra centerkanalen. Erfaringsmæssigt vil dette kunne give en klarere gengivelse af dialog og en bedre sammenhæng mellem det, man hører og ser på skærmen. Tilbage står stadig at høre, hvor godt det fungerer i praksis med HT-A3000.
Pris og tilgængelighed
Sony HT-A3000 kan fås fra oktober 2022 og vil den vejledende pris på 6.000 kr. Samtidig oplyser Sony, at den længe ventede storebror HT-A5000, med en mere omfattende 5.1.2 konfiguration, også bliver tilgængelig i oktober til en pris på 7.500 kr.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer