Den danske højttalerproducent System Audio har netop lanceret en opgraderet version af sin populære gulvhøjttaler 40.2 Silverback. Den nye udgave hedder 40.2 Silverback DS og bygger videre på forgængerens styrker, men har fået en helt ny DSP med meget større processorkraft samt akustiske forbedringer, der skal løfte lydoplevelsen yderligere. Så selv om den ser ud som før på ydersiden, er der foretaget betydelige ændringer på indersiden.

En stor fordel ved aktive højttalere som 40.2 Silverback DS er, at de ikke kræver separate forstærkere eller kompliceret kabelføring. Du behøver heller ikke at bekymre dig om, hvorvidt din forstærker har nok effekt eller den rette impedans – alt er optimeret fra fabrikken. Derimod er du låst, hvis du f.eks. vil have endnu mere kraft eller en forstærker med en bestemt klangkarakter.
Omprogrammeret guld?
DS-betegnelsen står for en omfattende omprogrammering af højttalerens digitale signalprocessor (DSP) og mikrocontroller (MCU), som ifølge producenten er baseret på den nyeste forskning og opdaterede analyser. Den største forbedring skal være, at den nye model behandler lydsignalet fire gange hurtigere end forgængeren.
Den øgede processorkraft lover flere nuancer i lydbilledet og dermed større præcision. Med andre ord vil du opdage flere detaljer i din yndlingsmusik.
Dybere og hurtigere
Mellemtonekabinettet er nyt, og baskabinettet har et nyt dæmpningsmateriale fra specialistvirksomheden Sould. Dette skulle ikke blot forbedre lyden, men også være mere miljøvenligt. Tilsammen skal ændringerne bidrage til at give 40.2 Silverback DS en markant dybere og mere præcis bas, samt gøre mellemtonen – hovedområdet for stort set alle vokaler og instrumenter – renere og klarere.
Kan man lide at mærke bassen i brystet på filmaftener eller når man spiller festmusik, er det en god nyhed. Mange højttalere kan spille højt, men det, der adskiller de bedste fra resten, er evnen til at holde bassen ren og præcis selv ved høj lydstyrke. Her lover System Audio at skille sig ud fra mængden.
Mon ikke 40.2 Silverback DS vil kunne give Dynaudio Focus 30 kamp til stregen?

Perfekt balance gennem hele frekvensområdet
System Audio lægger stor vægt på, at den nye DS-version skal give en perfekt balanceret lydgengivelse fra de dybeste til de højeste toner. Dette gennem en målbart jævn frekvensrespons i kontrollerede omgivelser.
Det betyder mere naturtro vokaler, mere præcise klangfarver på instrumenter og et mere troværdigt lydbillede.

Kun én lydprofil ved lancering
En fordel ved aktive højttalere er muligheden for at vælge lydprofiler alt efter smag og rum. Ved lanceringen vil 40.2 Silverback DS kun have én tilgængelig lydkarakter (RAM TWEAK), men System Audio lover, at flere profiler vil blive tilgængelige uden ekstra omkostninger i løbet af foråret. Det giver brugeren mulighed for at tilpasse lyden til rummets akustik og personlige præferencer.
For at opnå optimal ydelse anbefaler System Audio at kombinere de nye højttalere med deres Stereo Hub HT (5.399 kr.), som giver mulighed for både trådløs streaming og for tilslutning af TV og andre digitale – og analoge – kilder. Ønsker du derimod at udbygge til trådløs surroundlyd, er Surround Hub ( 6.990 kr.) vejen frem.

Ikke muligt at opgradere ældre modeller
Trods forbedringerne koster den nye 40.2 Silverback DS det samme som sin forgænger. En skuffelse for eksisterende 40.2 Silverback-ejere er dog, at det ikke vil være muligt at opgradere disse til DS-versionen. Eftersom de nye forbedringer omfatter både hardware og software, er en opgradering ikke teknisk mulig.

System Audio 40.2 Silverback DS: Pris og tilgængelighed
System Audio 40.2 Silverback DS er allerede i produktion og fås i hvid eller sort satinfinish. Prisen er den samme som for forgængeren, 35.999 kroner pr. par.
Mere info: system-audio.com