Nu kommer Philips med trådløse højttalere til hjemmet. Med indbygget DTS Play-Fi multirum kan de alle styres fra den samme app, og de kan afspille det samme eller forskelligt indhold alt efter ønske.
De første bliver soundbaren Fidelio FB1, subwooferen Fidelio FW1 og satellithøjttaleren Fidelio FS1. Et strategisk smart valg, da de alle kan kobles sammen i ét system og give ægte surround-lyd.
Kompakthøjttaleren FS1 skal ikke nødvendigvis agere baghøjttaler, men er også beregnet til at spille helt alene – eller man kan bruge to i stereo. Subwooferen FW1 kan bruges i et system sammen med FS1-højttalerne eller soundbaren FB1. Eller begge dele i en 5.1 surround-opsætning.
Ambilight
Philips er kendt for deres Ambilight-“lysshow” på bagsiden af deres TV’er, og de har også eksternt lys, som man kan fylde rummet med, og som skifter farve i takt med billedet på TV’et. Satellithøjttaleren Fidelio FS1 har ligeledes indbygget lys, der synkroniseres med Philips Ambilight-TV’er, så lysshowet udvides til hele stuen.
Intelligent tilslutning
Den nye Fidelio-serie fungerer som et “intelligent” økosystem, hvor hver højttaler registrerer, når den er sluttet til en anden, hvad enten det er soundbaren FB1, der kobles til FW1-subwooferen, eller man tilføjer FS1 som baghøjttalere. Eller kobler én FS1 til en anden for at få stereo.
Produkterne skal automatisk indstille sig til at levere den optimale ydelse i forhold til det job, de er sat til.
Premium
Fidelio er et premium-undermærke for Philips og hører derfor til det dyreste segment inden for en kategori. Vi taler kabinetter af ægte træ samt detaljer i aluminium og Muirhead-læder fra madkvæg.
Vi vil tro, at højttalerne er tænkt som et alternativ til Sonos og deslige, og at priserne vil afspejle dette. Men indtil vi rent faktisk får nogle priser på de nye Fidelio F1-højttalere, kan vi kun gætte.
Fidelio FB1, soundbar med Atmos
Fidelio FB1 er en slank 7.1.2-soundbar, hvor 2-tallet repræsenterer antallet af højdekanaler. Den understøtter nemlig 3D-lydformatet Dolby Atmos og projicerer derfor lyd op i loftet for at give 3D-lyd i højden.
Designmæssigt matcher Fidelio FB1 Philips’ high-end-TV’er. Soundbaren har et minimalistisk gråt design, er betrukket med Muirhead-læder og har et akustisk transparent metalgitter foran. Den huser hele 15 højttalerenheder, og med 310 watt (RMS) forstærkning skal den effektivt fylde rummet med lyd.
Separate kabinetter
Venstre, center- og højre kanal er adskilt i hver sit delkabinet for at minimere overhøring og maksimere klarhed og opløsning. Hver af de tre kanaler har et par mellemtoneenheder monteret på hver sin side af en diskanthøjttaler i midten. En såkaldt D’Appolito-konfiguration, der skal give bedre sammenhæng mellem toneområderne.
Derudover er der en sidehøjttaler i hver ende af soundbaren, som gengiver bagkanalerne og sørger for større surround-effekt. Så er der de førnævnte to højttalere på toppen, som løfter lyden fra Dolby Atmos-lydspor. De sidder på hver sin side af et separat baskabinet, som rummer to basenheder.
Fidelio FW1, trådløs subwoofer
Subwooferen Philips Fidelio FW1 har en 8 tommers basenhed på undersiden og to sidemonterede slavebasser på hver sin side af kabinettet. De udligner trykforskelle fra den aktive basenhed og sørger for dybere bas.
Basenheden drives af en 200 watt (RMS) forstærker, og vi bliver lovet en fast og detaljeret bas, der er god til både musik og film.
Fidelio FS1, trådløs højttaler
Fidelio FS1 er en kompakt højttaler, der kan fungere alene i mono, som stereopar eller som baghøjttalere sammen med soundbaren Fidelio FB1 og subwooferen FW1.
Højttaleren har en noget speciel placering af enhederne: Diskanten peger fremad, mens mellemtonen sidder på toppen og spiller opad. På undersiden sidder en lille basenhed og spiller nedad, mens to slavebasser bidrager til en dybere og mere fyldig basgengivelse. Til at drive det hele er der en 60 watt (RMS) forstærker, nok til at fylde et mellemstort rum.
Ideen med mellemtonen i toppen af kabinettet er til Atmos-lydspor. Så vil enheden nemlig sørge for højdeindholdet i bagkanalerne, og sammen med soundbaren og subwooferen får man så et 7.1.4-setup. Som vi selvfølgelig glæder os til at teste!
FS1 har samme premium-udførelse som de andre modeller i familien med Muirhead-læder og detaljer i metal.
Højttaleren er som nævnt udstyret med indbygget LED-lys, der fungerer synkront med Philips Ambilight-TV’er. Dermed får man Ambilight-oplevelsen i hele rummet.
Priser og tilgængelighed
De nye højttalere forventes i butikkerne inden sommer, men vi ved endnu ikke, hvad de kommer til at koste.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer