Når det gælder udseende, er JBL Authentics-serien helt klart inspireret af den ikoniske L100-højttaler. Målet er at kombinere “slående lydkvalitet med tidløst retrodesign”.
Topmodellen i den nye serie, JBL Authentics 500, har både wi-fi- og Bluetooth-forbindelse samt Dolby Atmos som skal “omgive lytterne med et opslugende lydbillede”.
JBL Authentics 500
Med tre 1-tommers diskanter og tre 2,75-tommers mellemtoner lover JBL Authentics 500 “krystalklar lyd”, mens en 6,5-tommers nedadrettet basenhed skal levere en kraftfuld og energisk bas med stor præcision. 270 watt, 3.1-kanals lyd og sågar understøttelse af Dolby Atmos. Der er egentlig ikke nok højttalerkanaler til at give et ordentligt 360-graders lydbillede, men vi er åbne for at blive overbevist.
JBL Authentics 300 og Authentics 200
Hvor Authentics 500 er en stationær højttaler, er den mindre Authentics 300 bærbar med op til 8 timers kontinuerlig spilletid. “Enestående lyd, uanset hvor du er” er slagordene her.
Den mindre Authentics 200 har to 1-tommers diskanter, der arbejder sammen med en 5-tommers mellemtone, samt en nedadrettet 6-tommers passiv radiator, der udligner trykket i kabinettet og giver en dybere basrespons.
Med en aluminiumsramme beklædt med syntetisk læder og et højttalergitter i QuadreX-skum synes vi, at højttaleren ser både cool og elegant ud på samme tid.
Alexa og Google stemmeassistent – samtidig for første gang
Den største nyhed i højttalerserien er dog, at man nu for første gang får Amazon Alexa og Google Assistant stemmeassistenter i ét og samme produkt.
Det betyder, at du kan kommunikere problemfrit med begge stemmeassistenter – bare sig “Hey, Google” eller “Alexa” for at komme i gang. Men vær opmærksom på, at Google er den eneste, der taler skandinaviske sprog, indtil videre.
Musik og podcasts kan streames via AirPlay, Spotify Connect, indbygget Chromecast og Alexa Multi-Room Music.
To eller flere højttalere kan parres, og højttalerne kan desuden automatisk kalibreres til det rum, de befinder sig i. Så man opnår den bedst mulige lyd, der hvor de står.
L&B’s førsteindtryk
Alle tre Authentics-højttalere blev demonstreret under lanceringen. Journalistens indtryk var, at lyden var god og fyldig med en betryggende aggressivitet i mellemtonen, som det sig hør og bør for JBL-højttalere. Det skal dog understreges, at der var problemer med både akustikken og musikkilden, så vi fik aldrig en optimal demo. Derfor er vi nødt til at teste højttalerne, før vi kan fælde den endelige dom.
Spark festen i gang med PartyBox Ultimate
Vil du have murene til at slå revner, er det derimod JBL PartyBox Ultimate, du skal bruge. Dette er JBL’s mest kraftfulde PartyBox-højttaler til dato. JBL hævder, at PartyBox Ultimate kan mærkes og føles over en afstand på to basketballbaner!
To højttalere kan forbindes i stereo, hvilket vil øge både stereobredden, men også følelsen af 3D-lyd med Dolby Atmos.
Med denne højttaler skal man føle lyden, ikke bare høre den. Samtidig hævdes det, at den ikke bare lyder kraftigere, men også bedre end tidligere modeller.
PartyBox Ultimate blev demonstreret i et karaokemiljø. Og vi kan bekræfte, at det lød højt nok. Men hvor god lyden faktisk er fra Ultimate-højttaleren, må vi finde ud af i et kontrolleret miljø.
Lyd du kan mærke
To 9-tommers subwoofere giver en tordnende bas, som du kan mærke i kroppen, selv på afstand. Og med Dolby Atmos, som kun er tilgængelig via wi-fi, får du et større lydbillede end fra almindelig stereo. Dette er i høj grad softwarebaseret, da et 360-graders lydbillede skal gengives af nogle få højttalerelementer. Men hvis man kan opleve det fra et par hovedtelefoner, hvorfor så ikke fra en festhøjttaler som denne?
Lysshow
Lysshowet hævdes at være det største nogensinde i en partyhøjttaler. En ny effekt, der simulerer en stjerneklar nat, virker især sej, og vi får også “cool lysspor og dynamiske stroboskoper”. Hvad det så end betyder, så er det sikkert fedt. En fest for både øjne og ører altså.
Derudover har højttaleren en “pad”, du kan trykke på, som giver forskellige DJ-lydeffekter, afhængigt af hvordan du trykker, holder og skubber.
Der er også en indgang til en guitar og en mikrofon, så du kan give den gas.
Wi-Fi-forbindelse
Mange vil nok primært bruge højttaleren med Bluetooth, men som nævnt kan den også streame musik via Wi-Fi. Her får du adgang til musik i høj opløsning og Dolby Atmos. Med Wi-Fi slipper du også for, at det plinger og plonger i højttaleren, når du får beskeder og andre notifikationer på mobilen.
PartyBox Ultimate er IPX4-certificeret, hvilket betyder, at den kan tåle lidt stænk, men hvis regnen står ned i stænger, er det nok en god idé at få den under tag.
JBL Authentics 500, 300 og 2oo samt PartyBox Ultimate: Pris og tilgængelighed
Retrohøjttalerne JBL Authentics 500, 300 og 200 kommer i handelen den 15. september til en pris på 4.999, 3.499 og 2.699 kroner. PartyBox Ultimate får en pris på 10.999 kroner, også i september.
Mere info: jbl.com
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer