Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Årets bedste hovedtelefoner

Aldrig før har der været så mange typer hovedtelefoner at vælge imellem. Men hvilken slags er de rigtige for dig, og er det nok med ét par?

Skrevet af / 10/11/2015 - 06:00
Årets bedste hovedtelefoner

Jeg hører meget musik, og mit hjem er fuld af lyd. Jeg ser mig selv som en, der gerne tænder hjemmebiograf-anlægget, når jeg vil høre noget, der virkelig rykker. Såsom høj rockmusik om aftenen. Og jeg sætter multirumshøjttalerne i gang med noget rar baggrundsmusik, når jeg laver mad.

Men så begyndte jeg at tælle, hvor mange hovedtelefoner jeg egentlig har …

 

En overraskende indsigt

I min taske ligger et par gode in-ear hovedtelefoner, som er rare at have på i toget, når der er meget støj, og man gerne vil lukke verden ude. Så har jeg et par seriøse hovedtelefoner sluttet til forstærkeren, til når jeg ser actionfilm sent om aftenen og ikke vil forstyrre naboerne. På natbordet ligger et par lidt lettere hovedtelefoner med lukkede ørekopper, så jeg kan høre musik eller se film på min tablet i sengen.

Desuden har jeg et par trådløse hovedtelefoner med mikrofon til computeren, så jeg kan tale med folk på Skype, men stadig bevæge mig omkring. Selvfølgelig også et par gode sportshovedtelefoner, hvis jeg skulle komme i gang med at træne. Og endelig ligger der et par støjreducerende hovedtelefoner i kabinetasken og venter på den næste flyrejse.

Jeg må nok indse, at jeg er snarere en hovedtelefonperson. Og jeg er ikke alene.

Hvor man end går, ser man folk, der hører musik på mobilen. Hvad enten det er forretningsmanden med diskrete hørepropper, kenderen med eksklusive, formstøbte hovedtelefoner eller hiphop-elskeren med seje street-hørebøffer. For ikke at tale om motionister med svedsikre, farverige sportshovedtelefoner.

Vi bruger simpelthen hovedtelefoner oftere, flere steder og på flere måder end nogensinde før, og vi vil have nogle, der passer til vores personlighed.

 

For mange valgmuligheder

Det er producenterne selvfølgelig klar over, og derfor er der et langt større udbud i dag end for bare få år siden.

Vil du have lette hovedtelefoner til brug på farten eller mere gedigne til hjemmebrug? Skal de være åbne, have dækkende ørekopper eller noget midtimellem? Foretrækker du solidt metal eller farverig plast? Skal de have kontrol/mikrofon til mobilen, eller er det lige meget? Skal de være ekstra robuste eller svedsikre? Skal de være bekvemme i længden eller sidde ordentlig fast? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er dit budget?

Som du kan se, kan det være uoverskueligt at finde frem til de helt rigtige hovedtelefoner. I et enkelt hjørne af en hal på efterårets IFA-messe i Berlin talte vi otte forskellige hovedtelefonmærker bare fra Skandinavien! Det er derfor, vi har øget vores dækning af hovedtelefoner i Lyd & Billede i år. Vi har haft flere store sammenlignende tests end tidligere og også givet plads til hovedtelefontyper, der ikke har fået så meget omtale tidligere.

På de følgende sider finder du de hovedtelefoner, der har skilt sig ud fra mængden i årets løb. Du skal ikke stirre dig blind på guldvinderne, for også de øvrige kan varmt anbefales og passer måske bedre til dig.

 

Vurderede produkter

Følgende produkter var med i konkurrencen om priserne i kategorien Årets Bedste Hovedtelefoner:

De er alle blandt de bedste i deres klasse og kan varmt anbefales.

 

KONKURRENCE: Vind “Årets Bedste”-produkter

 

Årets trådløse hovedtelefoner

Philips M2BT

Philips M2BT

Efterfølgeren til de testvindende M1BT ændrer klogt nok kun på det, der trængte til at forbedres.

Udvendig er den eneste forskel, man kan se, at de har fået en stofklædt bøjle i stedet for læder for bedre at modstå slid. Ellers har de samme kraftige metalbøjle og beslag, hvilket gør dem stabile og holdbare. Man kan vride ørekopperne, så hovedtelefonerne bliver helt flade til transport, men det virker lidt usselt, at der kun medfølger en stofpose.

Indvendig er forskellen i forhold til tidligere, at man nu kan parre med mobiltelefonen via NFC. Ellers er der de samme kontroller med en lille drejeknap til at skrue op og ned, der også kan bruges til at skifte sang. Hele siden af ørekoppen er én stor knap til pause musikken og besvare opkald.

Hovedtelefonerne trykker hårdt nok til, at de sidder godt fast på hovedet, men takket være puder af memory-foam føles de ikke ubekvemme. Sammen med den polstrede bøjle gør det, at de sidder rigtig rart.

Hvad angår lyden, så er der faktisk ikke ændret noget siden forgængeren. Hvorfor også lave om på et vinderkoncept? Basregisteret har godt med punch, men dominerer ikke for meget, samtidig med at diskanten er ret raffineret. Dermed har de et balanceret lydbillede med god dynamisk kontrast i musikken.

Det er let at skelne de enkelte instrumenter, og alle nuancer kommer frem, som de skal. Derfor passer disse hovedtelefoner til alle musiktyper og -genrer, hvilket er usædvanligt.

Med deres Fidelio-serie har Philips vundet flere af vores udmærkelser, og med M2BT lykkes de igen. Ligesom sidste års testvinder M1BT er de et skoleeksempel på, hvordan trådløse hovedtelefoner skal laves.

Byggekvaliteten er fremragende, og de sidder meget behageligt på hovedet. Betjeningen er enkel og ligetil. Desuden har de fremragende balance i lyden, der passer godt, uanset hvilken genre man lytter til. De lyder som meget dyrere, kablede hovedtelefoner, hvilket er et fremragende skudsmål i denne sammenhæng.

Samlet vurdering (1-6): 6
Pris: 2.300 kroner
Web: philips.dk
Læs testen her

 

 

Årets støjreducerende hovedtelefoner

Bose QC25_hörlurar

Bose QuietComfort 25

Den nye model af Boses legendariske støjreducerende hovedtelefoner er bedre end nogensinde.

Den nye model har et mere diskret udseende uden unødvendige flashy design-elementer. Som forventet er materialevalget godt, og trods plast virker de solide, ligesom den brede bøjle føles mere stabil. Standardbatteriet er let tilgængeligt og giver god batterilevetid. Og nu fungerer de også, selv om det løber tør.

Fordi QC25 både kan gøres flade og foldes sammen, optager de mindre plads med deres lille etui. Der medfølger også en flyadapter.

Den nye form gør, at de sidder tættere til hovedet og føles mere fleksible, samtidig med at vægten er beundringsværdigt lav. Polstringen på både ørepuder og bøjle gør, at det ikke føles, som om de klemmer. Efter en transatlantisk flyvning får QC25 topkarakter for bekvemmelighed.

På den aftagelige ledning sidder en kontrol/mikrofon, som dog kun virker fuldt ud med iPhone. Knappen på ørekoppen til at tænde støjreduktionen er let at finde med fingeren, og funktionen virker glimrende til det, som producenten lover vil blive dæmpet. Det vil sige trættende baggrundsstøj og brølende motorer.

På QC25 er lydkvaliteten øget et trin, og lyden fra støjreduktionen er mindre mærkbar. Musik lyder klarere, bassen er mere præcis, og i det hele taget er lyden mere medrivende end den afslappede lyd i forgængerne, QC15. Den er overraskende nok også mere neutral, mindre “Bose-agtig”.

Bose QuietComfort 25 formår at vælte forgængeren af tronen som de bedste hovedtelefoner med støjreduktion. De føles mere fleksible og endnu mere behagelige at have på, samtidig med at de er blevet mere sammenklappelige og lettere at få ned i tasken. Kontrol/mikrofon medfølger, og man kan lytte videre, selv om batteriet løber tør. Støjreduktionen er bedre end nogensinde, og lyden er blevet mere lyttevenlig og engagerende.

Det er kort sagt dem, man tager med på en lang, støjende rejse.

Samlet vurdering (1-6): 5
Pris: 2.500 kroner
Web: bose.dk
Læs testen her

 

 

Årets sportshovedtelefoner

Jaybird Bluebuds X

Jaybird BlueBuds X

Jaybird har den bedste lyd af alle træningshovedtelefoner, men det er ikke helt let at få dem til at sidde.

BlueBuds X giver et godt kvalitetsindtryk, og selv om de ikke er IPX-klassificeret, så tilbyder Jaybird livstidsgaranti for svedrelaterede fejl. Det etui, der skal beskytte dem under transport, er usædvanlig lækkert og solidt. De fås i sort, hvid eller camouflagefarve.

Hovedtelefonerne kan bæres på to måder. Enten hængende lige ned, eller så man har ledningen over øret og bag om nakken. For at få dem til at blive på plads følger der tre par silikonepropper og tre par vinger i forskellige størrelser med.

Det gælder om at være tålmodig, når man tjekker, hvordan man vil bære dem, og skal finde den helt rigtige kombination af propper og vinger. Selv om hørepropperne er lette, falder de nemt ud de første gange. Men når de sidder, er de i det mindste komfortable. Og så kan man se frem til at nyde musikken til træningen.

BlueBuds lyder nemlig virkelig godt og duer ikke kun som trænings-hovedtelefoner, men er også rigtig gode til hverdagsbrug. Bassen er håndfast, men ikke påtrængende, og mellemtonen er dejligt fyldig.

Hvis man synes, det er for dyrt at købe separate trænings-hovedtelefoner, kan man overveje bare at have et par BlueBuds. Det er de eneste sports-hovedtelefoner, hvor vi ikke har nogen bemærkninger til lydkvaliteten.

Når man træner med dem, kan man bære dem på to forskellige måder afhængigt af træningsform. Men at få dem til at blive siddende kræver, at man omhyggeligt finder den rigtige kombination af silikonepropper og vinger. Det er dog besværet værd, når man får så meget sjov til træningen.

Samlet vurdering (1-6): 5
Pris: 1.400 kroner
Web: jaybirdsport.com
Læs testen her

 

 

Årets in-ear hovedtelefoner

Beyerdynamic MMX102 black

Beyerdynamic MMX 102 iE

Ukomplicerede kvalitetshørepropper, der spiller rent og medrivende uden at blære sig.

MMX 102 iE er måske ikke de mest opsigtsvækkende hørepropper, hverken af form eller udseende. De er snarere simple og stilfulde med en tillidsvækkende metalskal, der udstråler kvalitet. Ledningen er relativt kludderfri, og fæsterne har trækaflastning. Man får tre størrelser silikonepropper med og – generøst nok – en adapter til computeren, så de kan bruges som headset.

Kontrol/mikrofon sidder lige under hagen på venstre ledning, hvilket gør det let for mikrofonen at opfange din stemme ved telefonsamtaler. Desværre er betjeningen meget spartansk med kun én knap til at pause og starte musikken eller besvare opkald. Det betyder dog, at man ikke behøver at bekymre sig om, hvilken telefonmodel de passer til.

Hvis man kan finde den rigtige størrelse propper, sidder de godt på plads. Trods metalskallen er de relativt lette og føles derfor ikke specielt ubehagelige ved længere tids lytning.

Man kan ikke sige, at disse hovedtelefoner er neutrale, da de har forstærket basgengivelse. Men det gør faktisk ikke noget, at bassen er så distinkt. Det lyder bare sejt og medrivende, uanset hvad man hører, fordi resten af registeret er så raffineret. Der er en klarhed og rumlighed i lyden, som får dem til at skille sig ud fra konkurrenterne.

Med fremragende dynamik fungerer de rent faktisk fint til de fleste musikgenrer, så længe man ikke insisterer på, at de skal lyde som mange gange dyrere hi-fi hovedtelefoner.

Indeni sidder veltrimmede elementer, der gør, at de kan spille bukserne af de fleste andre hovedtelefoner i prisklassen. De har god dynamik og en klar lyd, der afslører detaljer i musikken. Men de er ikke kedeligt neutrale af den grund, for bassen er stærk, men kontrolleret.

Bortset fra basfanatikere og audiofile burde de fleste kunne blive tilfredse med lyden, uanset hvilken musikgenre man foretrækker.

Samlet vurdering (1-6): 6
Pris: 690 kroner
Web: dk.eetgroup.com
Læs testen her

 

 

Årets high-end hovedtelefoner

Oppo PM-1

OPPO PM-1

Disse hovedtelefoner giver en sjældent god lydkvalitet, som løfter musikoplevelsen til nye højder.

De fleste hovedtelefoner har én ting tilfælles: Cirkelrunde elementer placeret i ørekopper, som man placerer på ørerne ved hjælp af en bøjle. Kvaliteten af elementerne, ørekoppernes dæmpning og ikke mindst lydkvaliteten varierer meget. For nu at sige det mildt.

I dag er det muligt at få aldeles acceptabel lyd til en tusindkroneseddel. Dobler man prisen, øges besidderglæden, og lydkvaliteten bliver bedre. Mærkbart bedre. Men hvis man sigter efter femcifrede priser, går man ikke bare et hak op, man træder ind i en ny verden.

Ikke helt almindelige
Men OPPO PM-1 adskiller sig fra de fleste af disse ved, at de ikke bruger almindelige, runde dynamiske elementer. Her sidder der i stedet et stort, ovalt planar-element i hver ørekop. Det adskiller sig fra almindelige elementer ved, at den syletynde membran har strømførende tråde og drives af et magnetfelt, der skaber de bevægelser, som membranen har brug for.

Fordelene ved planar-magnetiske elementer er mange. Såsom lavere forvrængning, hurtigere respons (kraftige magneter og let membran), stor lydflade og svagere elektrisk modstand.

Lydkvalitet
Detaljerigdommen er fremragende uden at være påtrængende, og hovedtelefonerne giver krystalklare smånuancer. F.eks. på Pink Floyds nye album, The Endless River, hvor man kan dykke ned i et hav af fine detaljer og nuancer, som i høj grad er med til at løfte musikoplevelsen.

Selv om det er muligt at drive OPPO PM-1 med en iPhone, har de brug for en forstærker for at lyde optimalt. Men så når man næsten også nirvana-tilstande. Ulempen er, at det er en ekstra omkostning, som man næsten er nødt til at påtage sig, hvis man vil udnytte hovedtelefonerne til fulde. Det behøver ikke nødvendigvis at være OPPOs egen HA-1; de kan spille fantastisk på en god almindelig forstærker med en ordentlig hovedtelefon-udgang.

PM-1 er virkelig værd at lytte til, hvis du leder efter seriøse hovedtelefoner.

Samlet vurdering (1-6): 5
Pris: 10.995 kroner
Web: medlyd.dk
Læs testen her

 

Hovedtyper af hovedtelefoner

On-, over- eller in-ear
Hørepropper er praktiske at have med sig, men hvis man vil have god basgengivelse, er det vigtigt, at de slutter tæt. Køb derfor nogle med flere forskellige silikonepuder at vælge imellem.

Hovedtelefoner, der sidder uden på øret, kan også bruges på farten. Men hvis man har dem på i længere tid, kan man let blive svedig og øm om ørerne. Derfor er det vigtigt at tjekke komforten.

Så er det mere behageligt med ørekopper, som omslutter øret, men de fylder til gengæld så meget, at de kan være besværlige at tage med. Til hjemmebrug giver de dog den bedste lyd takket være store elementer.

Sportshovedtelefoner
De dedikerede træningshovedtelefoner er designet til at råde bod på de problemer, som almindelige hovedtelefoner får, når de udsættes for hård træning.

For det første bliver de siddende, selv om man løber eller hopper og springer. For det andet er de solidt bygget, så de kan tåle nogle knubs, eller at der bliver rykket i ledningen. Og endelig er de vandafvisende, så de ikke bliver ødelagt af en pludselig regnbyge eller af, at man sveder, mens man har dem på. Det gør dem også mere hygiejniske, fordi man kan skylle dem efter træningen.

Tjek pasformen, før du køber, så de ikke er ubekvemme eller gnaver.

Trådløse hovedtelefoner (Bluetooth)
En anden specialtype er de trådløse hovedtelefoner, der kan tilhøre en hvilken som helst af de nævnte kategorier, inklusive sportshovedtelefoner. Som vi så i vores test i Lyd & Billede #3 2015, er det netop træningshovedtelefoner, der har størst fordel af at være trådløse, da ledningen virkelig er i vejen, når man motionerer.

Ulemperne ved de trådløse er, at hovedtelefonerne bliver mere uhandy, og man er nødt til at lade dem op. Lyden bliver også dårligere end med ledning, selv om det måske ikke mærkes så meget, når man er ude og røre sig. Desuden skal de parres med musikafspilleren, men hvis begge understøtter NFC, går det meget lettere.

Støjreducerende hovedtelefoner (noise-cancelling)
Det sidste specialområde skulle man måske tro kun handlede om at få fred og ro. Støjreducerende hovedtelefoner indeholder små mikrofoner, der registrerer den omgivende lyd. Den sendes til en processor, som lynhurtigt genererer en negativ “modlyd” og sender den til hovedtelefon-elementerne.

Resultatet er, at man oplever, at der bliver stille, eller i hvert fald at generende lavfrekvente lyde som f.eks. flymotorer forsvinder. En rigtig god grund til at bruge dem på rejser er, at man slipper for at skrue op for volumen for at overdøve støjen, hvilket skåner ens hørelse.

Jonas Ekelund
(f. 1969): Journalist og nyhedsredaktør. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

B&O Atelier Edition i nordlysfarver

Topliste: Hørepropper og hovedtelefoner til påskeferien

Forbedret hørelse med AirPods Pro

Held og lykke med at købe disse

De bedste hørepropper får en afløser

Skullcandy: GROM-lyd til børneører

Endnu bedre Accentum fra Sennheiser

Forstærkere fra HiFiMAN

Beyerdynamic fejrer 100 år med specialudgave

Bruger solen som kraftværk

Støjreducerende hørepropper fra OnePlus

Prisbillige hørepropper fra Redmi

0
Lyd & Billede
Scroll to Top