Audio-Technia ATH-AWKG kaldes også “Kurogaki”, fra det sjældne japanske træ, der bruges i “klokkerne”. Træsorten er også kendt som “daddelblomme/sort persimmon” og er beslægtet med ibenholt. Det bruges nogle gange som en erstatning for sidstnævnte, som materiale i musikinstrumenter. Det mørke kurogaki-træ er særligt hårdt, hvilket gør det velegnet som kabinetmateriale, bortset fra prisen – som er høj.
Mystiske Kurogaki
Kurogaki er både svært at få fat i, fordi det er så sjældent, og heller ikke nemt at arbejde med på grund af dets høje massefylde, som gør tørringsprocessen meget kompliceret.
Japanske Audio-Technica har håndlavet hvert eneste par ATH-AWKG, og hvert par er unikt på grund af de særlige, mørke årer i træet. Disse findes kun i meget gamle træer, ofte over hundrede år gamle.
Gennem historien har kurogaki været beundret for sine næsten mystiske mønstre. Hvordan mønstrene skabes, er tilsyneladende stadig et mysterium. De håndlakerede “klokker” fremhæver træets naturlige skønhed, en skønhed, som Audio-Technica lover kun vil blive dybere med tiden.
Konstruktion
ATH-AWKG har ergonomiske, fåreskindsbeklædte hørepuder og hovedbøjle, der er håndsyet for langvarig komfort. Hovedbøjlen i magnesiumlegering er vinklet for optimal pasform.
Indeni er Audio-Technicas eksklusive 53 mm drivere med højeffektive magneter i Permendur-materiale. Det er en blød, magnetisk legering af kobolt og jern.
Enhederne har også lette og holdbare titaniumkanter for optimal stivhed og 6N iltfri kobbervikling for minimal modstand. Den dobbelte luftdæmpning (D.A.D.S.) giver en præcis basgengivelse.
Alt sammen for at gengive den mest præcise, hurtige og dynamiske lyd som muligt.
Tilbehør
Hovedtelefonerne leveres med to 3 meter lange kabler i flettet tekstil, et med 6,3 mm stik og et balanceret med XLR. Der medfølger naturligvis også en eksklusiv opbevaringsboks, som er udsmykket med kurogakitræ.
Audio-Technica ATH-AWKG: (U)tilgængelighed og pris
Audio-Technica ATH-AWKG er på papiret tilgængelige nu, men de bliver ikke lette at få fat på. Ifølge importøren kommer der kun fire par til Europa, og de er ikke sikre på, om de kan få et enkelt par til Norden. Skulle du være så heldig at støde på dem, før de bliver udsolgt, er prisen 3.500 euro.
Mere info: audio-technica.com