Technics er klar med to nye støjreducerende høreprop-modeller. Flagskibet EAH-AZ80 har vi især høje forventninger til, og vi kommer snart med en test. Derudover får vi en ny version af en favorit i sin klasse, EAH-AZ60M2. Begge er skabt til dem, der ønsker førsteklasses lydkvalitet og komfort, men også bedst mulig samtalelyd under mobil- og videosamtaler.
Bedst lyd med flagskibet
De to nye modeller har rigtig meget til fælles, men adskiller sig fra hinanden ved, at den dyrere AZ80 har en større driver med en membran på 10 mm, hvor AZ60M2 må nøjes med 8 mm. Dette bør resultere i en bedre og mere dynamisk lyd.
De understøtter begge den gode LDAC-codec, som i teorien går helt op til 24-bit / 96 kHz. Her er det dog vigtigt at understrege, at dette ikke er lossless lydkvalitet hele vejen. Du får derimod næsten lossless op til 16-bit / 44 kHz, hvilket under alle omstændigheder er rigtig godt af Bluetooth-lyd at være.
JustMyVoice isolerer stemmen
Technics har udviklet en teknologi, de kalder JustMyVoice. Kort fortalt opfanges brugerens stemme af dedikerede mikrofoner, mens et par andre specielle mikrofoner registrerer og undertrykker støj udefra. Brugerens stemme isoleres effektivt med såkaldt stråledannelse (beamforming).
Resultatet er, at brugerens stemme går klart igennem til modtageren, uanset om man sidder i en vindblæst bilkabine eller holder møde på en støjende café. I hvert fald ifølge Technics selv.
Markedets bedste støjreduktion?
Begge hørepropmodellerne har Dual Hybrid støjreduktion fra Technics. Resultatet skal være førsteklasses støjdæmpning, takket være en kombination af både digitalt og analogt filter, samt mikrofoner af høj kvalitet. Alt dette for eliminere støj både udefra og ind til brugeren og ud mod samtalepartneren.
Technics understreger, at effekten varierer fra person til person, bl.a. på grund af den individuelle form på ørerne. Derfor skal man afprøve de forskellige øredutter, som følger med, så man finder dem, der passer bedst. Derefter bruges Technics Audio Connect-app’en til at finjustere.
Omgivelseslyd
Når du vil høre omgivelserne omkring dig, findes der to indstillinger: Natural Ambient og Attention. Den første fanger hele lyden af omgivelserne, mens den sidste opfanger hovedområdet af menneskestemmer. På den måde hører du, når folk taler til dig, men ikke nødvendigvis fuglekvidder eller andre lyde omkring dig.
Multipunkt
Begge hørepropmodeller, som forresten begge er IPX4-vandafvisende, har multipunkttilslutning, og hvor de fleste andre er begrænset til to enheder samtidig, kan Technics klare tre. For eksempel mobil, tablet og laptop. Dermed kan du høre musik på den ene, tale gennem den anden og gennemføre webmøder med den tredje. Og hele tiden vide, at lyden kommer gennem hørepropperne, når du skifter mellem opgaver på tværs af enhederne.
Lang batteritid
Batteritiden på begge hørepropmodeller er opgivet til 7,5 timer uden støjprocessering, mens den falder til 7 timer med støjdæmpning eller omgivelseslyd aktiveret. 24-25 timer ekstra fra ladeetuiet hjælper også til.
Technics EAH-AZ80 og EAH-AZ60M2: Pris og tilgængelighed
Technics EAH-AZ60M2 vil koste ca. 250 euro, mens EAH-AZ80 havner på 300 euro. Begge kommer på hylderne ‘snart’. Vi har allerede fået AZ80 til test og er spændte på, hvad vi kan få dem til at præstere!
Mere info: technics.com