Med sine nyeste, helt trådløse hørepropper, WF-C500, har Sony valgt at fokusere på bedst mulig lyd i stedet for aktiv støjreduktion. Det er ikke så ufornuftigt, som det kan lyde, da hørepropper i forvejen dæmper støj udefra ganske effektivt.
Med IPX4-certificering er hørepropperne vandafvisende og tåler sved og en smule regn. Du får 20 timers samlet batteritid, hvoraf propperne alene har 10 timer og etuiet giver en ekstra opladning. 10 minutters hurtigladning giver desuden 1 time med afspilning.
Størrelsen på både propper og ladeetui er krympet væsentligt i forhold til forgængeren WF-XB700. De er derfor nemme at have med i lommen.
Mere information fra komprimeret musik
Lydmæssigt byder WF-C500 på Sonys egen teknologi, som kaldes DSEE. Den forsøger at hente tabt information fra komprimerede lydfiler og dermed give bedre lyd ind i øret. Derudover får du en 5-bånds grafisk EQ til tonekontrol, som indstilles i Headphones Connect-appen.
Den mest stabile Bluetooth-tilkobling opnås ved at parre venstre og højre høreprop parallelt, i stedet for at parre til den ene, som så sender signalet videre til den anden. En ekstra bonus er, at man kan opleve bedre stereoperspektiv, fordi man undgår faseforskydning i det øverste frekvensregister. Hvis du ønsker det, kan du nøjes med at bruge én høreprop ad gangen.
Brugere af Android-mobil og Windows-PC kan koble til WF-C500 med et enkelt tastetryk.
Sony WF-C500: Pris og tilgængelighed
Sony WF-C500, som fås i farverne sort, hvid, mintgrøn og fersken, er i butikkerne i oktober til en pris på 600 kroner.
Hovedtelefoner med EXTRA BASS
Ønsker du masse bas til partymusikken, når du er på farten, skal du se nærmere på Sony WH-XB910N. Hovedtelefonerne har ekstra meget kraft i basregisteret, samtidig med at DSEE-opskalering skal give bedre lyd via Bluetooth.
Aktiv støjreduktion
Hovedtelefonerne har aktiv støjreduktion med dobbelte mikrofoner, som skal opfange og fjerne støj mere effektivt end tidligere. De to mikrofoner er også godt med under digitale samtaler, da de sammen med digital signalprocessering laver et strålemønster, som bedre opfanger brugerens stemme.
Foruden støjreduktion er der også baggrundslyd, så du hører omgivelserne gennem hovedtelefonerne. Hovedtelefonerne vil også automatisk kunne vælge mellem disse modi med intelligent overvågning af omgivelserne.
Sony WH-XB910N: Pris og tilgængelighed
WH-XB910N fås i sort eller blå og lanceres i oktober til 1.500 kroner.
Vi har fået både WF-C500 og WH-XB910N til test og er snart klar med resultatet!