Computex-messen i Taiwan hovedstad, Taipei, finder sted i denne uge. Messen er den største teknologimesse i Asien, og mens computerne trækker den største opmærksomhed (det kan du læse om på vores søstermedie L&B Home), er der også nyheder på andre områder.
Creative havde ikke en stand på selve messeområdet, men var alligevel taget til Taipei for at præsentere deres nyeste produkter for en indbudt presse – og give en forsmag på dem, der er på vej.
Creative har de senere år især gjort sig bemærket med sine hovedtelefoner, både in-ear og fuldvoksne, samt med soundbars.
Ved eventet torsdag handlede det om hovedtelefoner og hørepropper. Zen Hybrid SXFI og Zen Air SXFI er henholdsvis over-ear-hovedtelefoner og helt trådløse hørepropper. Og som navnet antyder, er de udstyret med Creatives Super X-Fi-teknologi til rumlig lyd. SXFI bruges i en række af Creatives produkter, fra hørepropper til soudbars, og softwaren bag den kommer om kort tid i version 4.0, der skulle give simuleret 9.1.4 surroundlyd.
Men tilbage til de to hovedtelefonnyheder. Zen Hybrid SXFI er ANC-hovedtelefoner med SXFI og en batteritid på impoerende 70 timer. Så du kan ikke alene bruge dem på en flyvetur til Asien, men også nyde musik på hele ferien og på turen hjem – uden at lade op i mellemtiden. Prisen er €100.
Zen Air SXFI er tilsvarende hørepropper med ANC og SXFI virtuel surround. Her er battertiden “kun” 12 timer i propperne og i alt 39 timer med ladeetuiet. Prisen er €80.
Chip-baseret lyd
Men Creative havde også en nok så spændende forsmag på kommende produkter – og ikke mindst teknologien bag dem: MEMS (Micro-Electro-Mechanical Systems), der populært sagt er chip-baserede drivere. Creative har allieret sig med amerikansk-singaporeanske xMEMS, der leverer teknologi til firmaets nyeste hørepropper. I propperne sidder en driver uden noget magnesystem og svingspole, men en 10 mm stor, flad transducer, baseret på xMEMS’ chipteknologi. Basområdet dækkes dog stadig af en konventionel dynamisk driver.
De første hørepropper med xMEMS-driver har vi allerede hørt, nemlig Creative Aurvana Ace, som begejstrede vores hovedtelefonekspert, Geir Nordby.
Næste skud på stammen bliver Creative Aurvana Ace SXFI, hvad der lyder som en opgraderet Aurvana-topmodel, men nu også med SXFI. Vi fik vist billeder af de kommende hørepropper, men ikke noget tidspukt for, hvornår de bliver virkelighed.
Og så alligevel: I hvad der må kaldes en kontrolleret læk lå der pludselig et etui på bordet.
“Dem her har du aldrig set, men de kommer i sensommeren…”
xMEMS-højttaler på vej
Hvad jeg heller ikke så, men dog hørte rygter om, var, at xMEMS arbejder på at opskalere deres chipbaserede driver til at kunne bruges i højttalere. Der bliver sandsynligvis tale om ultraflad (1 mm tyk), håndfladestor højttaler. Om det bliver en fuldtonehøjttaler, eller MEMS-teknologien kun kan bringes til at virke i diskantområdet, melder rygtet ikke noget om.