Enco X er Oppos seneste bidrag til kategorien helt trådløse hørepropper (som ligner Apple AirPods). En dual-core-processor styrer den aktive støjreduktion (ANC), og hørepropperne anvender den nyeste version af Bluetooth, nemlig 5.2.
Støjreduktion
Oppo Enco X udfaser støj ved hjælp af den nævnte processor samt tre mikrofoner. Det samme system fjerner støj under mobilsamtaler for klarere talegengivelse. Desuden har Enco X en såkaldt Transparency Mode, som gør det modsatte, altså forstærker lyd udefra. Rart, når man har brug for at høre trafikken omkring sig, eller når nogen taler til én.
Bluetooth 5.2
Som nævnt anvender Enco X Bluetooth 5.2. Vi ved endnu ikke helt, hvad det vil sige i dette tilfælde, men den nye version af Bluetooth giver mulighed for en bedre lyd-codec end den småsørgelige SBC-standard, der har været brugt i mange år.
Den nye codec hedder LC3 og er en del af Bluetooth Low Energy Audio-standarden. Det betyder først og fremmest, at lyd nu kræver mindre energi at overføre via Bluetooth (lig med øget batterilevetid), men også at man får øget lydkvalitet ved en given bit-strøm. Om Oppo har benyttet sig af denne mulighed i Enco X, må vi vente og se.
Men en anden lyd-codec, som vi ved er der, er den såkaldte LHDC. Ja, det er mange bogstaver og forkortelser, men det betyder, at Oppo Enco X kan modtage lyd i næsten tabsfri kvalitet via Bluetooth. Båndbredden øges nemlig til hele 990 kbit/s, det samme som med Sonys LDAC-codec, der findes i alle Android-mobiltelefoner. LHDC er derimod ikke nogen udbredt standard, men en, der først og fremmest promoveres af Huawei. Og nu altså også af Oppo.
Lyd af Dynaudio
Oppo vil åbenbart gerne tilbyde den allerbedste lyd, for i denne afdeling har de fået hjælp af ingen ringere end Dynaudio. Den danske (kinesiskejede) højttalerproducent har en høj stjerne inden for både hi-fi- og studiebranchen, hvilket gør os spændt på at høre, hvad de kan få ud af et par overkommelige hørepropper til omkring 1.000 kroner.
Planmagnetiske
Enco X har 11 mm planmagnetiske drivere, som Oppo hævder har “superledende egenskaber”. Det er temmelig vildledende, da ingen materialer er i nærheden af superledende egenskaber ved plusgrader, for slet ikke at tale om stuetemperatur (verdensrekorden hidtil er -22 °C). Men vi gætter på, at det er en keramisk legering, der i hvert fald har gode ledende egenskaber.
Batterilevetid
Oppo Enco X har en batterilevetid på omkring fem en halv time i selve propperne og op til 25 timer inklusive lade-etuiet.
Oppo har åbnet for forudbestilling i Kina til 999 yuan, hvilket kan oversættes til ca. 940 kroner. Prisen bliver nok lidt højere, når hørepropperne eventuelt kommer til salg i Skandinavien.
Oppo Enco X fås i farverne sort, hvid og bambusgrøn.
Hvilke kontroller er der på hørepropperne?
Kan man fx skrue op/ned for volumen? Next/previous track? ANC/Transparency on/off? Mute? Voice Assistent?
Er der en tilhørende app?
Hvordan er lydkvaliteten (det virker lidt mystisk det I skriver om 11mm driveren med ‘superledende egenskaber)? Er højttalerne i earbudsene fra Dynaudio eller?