Det er fristende at lade sig lokke af de lave priser på nethandelsplatforme som Temu og AliExpress, når der skal købes julegaver. Men ikke nok med at billige kopiprodukter kan være dårlige køb – vidste du, at de også kan være farlige? Det gælder ikke mindst lydprodukter som hovedtelefoner og hørepropper.
Billigt bliver ofte dyrt
For nylig havde jeg selv den tvivlsomme ære at teste to par hørepropper fra Temu. Det ene par fik én stjerne, mens det bedste fik en enkelt mere. Hvis du er fast læser af Lyd & Billede, ved du, hvor sjældent det forekommer, at vi bruger denne ende af skalaen. Men når man leverer det elendigste, bedømmes det derefter.
Sikkerheden først
Drejede det sig kun om ydelse og byggekvalitet, havde jeg nok ikke skrevet denne artikel. Du får jo, hvad du betaler for. Men her kan det i værste fald gælde liv eller død. I august blev det i forbrugermagasinet Tænk og senere i det norske TV-program ‘TV2 hjælper dig’ afdækket, at flere elektroniske produkter fra Temu ikke lever op til de europæiske sikkerhedskrav, selv om de er CE-mærkede. Det er især bekymrende, når det gælder produkter, der skal tilsluttes elnettet eller bæres tæt på kroppen. Det hedder sig, at man ikke skal oplade om natten, men hvem lytter egentlig til det råd? Tja, hvis du har en telefonoplader fra Temu, bør du næppe bruge den i det hele taget, og da slet ikke om natten!
Ejerglæde og lydkvalitet
Så er der spørgsmålet om ejerglæde. Der er noget særligt ved at eje et kvalitetsprodukt. Et, der er så godt emballeret, at man har lyst til at gemme æsken. Den solide byggekvalitet, de gennemtænkte detaljer, følelsen af, at nogen har lagt blod, sved og tårer i at skabe noget, der holder. Dette står i skarp kontrast til billigprodukter fra Temu og lignende platforme, hvor plast- og byggekvaliteten minder mere om et billigt stykke legetøj end noget andet.
Det er næsten garanteret, at lydprodukter fra Temu lyder elendigt.” (Geir Gråbein Nordby)
Den virkelige forskel bliver tydelig, når produktet tages i brug. Tag f.eks. et par ordentlige hovedtelefoner. De gengiver musikken med en helt anden præcision, dybde og dynamik end de billige alternativer fra Temu og AliExpress. En bas, der ikke bare dunker løs, men er præcis og kontrolleret. En mellemtone, der lader dig høre de mindste detaljer i vokalen. En diskant, der er krystalklar uden at blive skarp. Også blandt kendte mærkevarer er det ganske vist noget af en jungle, og der er ingen garanti for, at de alle fungerer tilfredsstillende. Men med lydprodukter fra Temu er der omvendt næsten garanti for, at lyden er elendig.
Miljøperspektivet og værdien af kvalitet
Vi skal heller ikke glemme det miljømæssige aspekt omkring bæredygtighed, hvor vores branche er en af de største syndebukke. Men intet er så slemt som billige produkter af dårlig kvalitet. Når de går i stykker, ofte efter kort tid, skaber det unødvendigt elektronisk affald.
I Stillehavet flyder en stor ø af affald, som er blevet transporteret dertil af verdens havstrømme. Området, der går under navnet The Great Pacific Garbage Patch, har vist sig at være 4-16 gange større end hidtil antaget. Vi taler om ca. 80.000 tons plastik, fordelt over et område på 1,6 millioner kvadratkilometer. Eller tre gange så stort som Norge eller Frankrig. Og skraldeøen vokser med rekordfart med en tidobling af mængden af mikroplastik i 2022 sammenlignet med 2015. Og det går kun én vej.
Men det handler om mere end ‘bare’ miljøet – det handler om at skabe varig værdi. Et kvalitetsstereoanlæg til 20.000 pund kan holde i årtier og er ofte værd at reparere, hvis noget skulle gå galt. Det står i skarp kontrast til billige trådløse højttalere og hovedtelefoner, som ender på lossepladsen efter et par år.
Tag for eksempel Bang & Olufsen: De har en hel fabrik – Fabrik 3 – som udelukkende er dedikeret til reparation og restaurering af gamle produkter. Her giver erfarne teknikere nyt liv til alt fra vintage-pladespillere til moderne højttalere med en imponerende succesrate på 97 procent. Det er ægte bæredygtighed i praksis.
Når vintage bliver arvegods
På mit eget kontor står et vintage stereoanlæg fra begyndelsen af 1980’erne: Et par JBL 4111-højttalere med hver sin kraftfulde 12-tommers basenhed, en Nakamichi 1000II-kassetteafspiller og en Harman Kardon 730-receiver. Kassetteafspilleren har jeg arvet fra min far, receiveren er identisk med den, han havde, og højttalerne er en forbedret version af hans gamle JBL L112. Dette anlæg giver ikke bare en fantastisk lyd – det vækker også minder og historier til live. Og vigtigst af alt: Det spiller stadig stadig ringe om meget moderne udstyr.
Det er ægte bæredygtighed – produkter, som ikke bare holder i generationer, men som også kan repareres og vedligeholdes. Ingen miljømærkning på et nyt produkt kan matche værdien af at holde kvalitetsudstyr kørende i årtier.
Støt lokale eksperter
Og sidst, men ikke mindst: Hvorfor ikke slå et slag for lokale arbejdspladser? Når du køber kvalitetsudstyr hos danske forhandlere, får du ikke bare bedre produkter – du støtter også lokale arbejdspladser og vigtig faglighed. Hi-fi-butikkerne har eksperter, som kan give dig værdifulde råd, og som er der for dig, hvis du senere får brug for service eller support. Det er en merværdi, du aldrig får, når du køber fra udenlandske netbutikker. Jeg siger ikke, at du aldrig skal gøre det, men det gælder om at tænke sig om hver gang.
Kvalitet behøver ikke at koste kassen
Der er masser af gode alternativer i både budget- og mellemprissegmentet. Bare for at tage et par eksempler, så vandt soundbaren Sonos Beam, TV’et TCL C655 (QLED780), musikstreameren Wiim Ultra og de aktive højttalere Argon Audio Forte A4 WiFi alle vores Årets Bedste-pris for 2024-25. Har du brug for billige hovedtelefoner, blev over-ear-hovedtelefonerne Sony Ult Wear og hørepropperne Technics AZ40M2 også hædret. Se hele Årets Bedste-listen for de bedste produkter i alle prisklasser. Summa summarum: Det er bedre at bruge en tusse på et par hørepropper, som du er tilfreds med, end at spilde penge på et billigt kopiprodukt til 250 kroner, som ikke bare lyder elendigt, men som i værste fald kan være farligt eller sundhedsskadeligt.
Drop Temu til jul
Denne jul opfordrer jeg dig til at tænke langsigtet, når du køber lydprodukter. Vælg kvalitet fra etablerede producenter. Det er bedre for din hørelse, bedre for miljøet, og det vil give dig mere glæde over tid. Når noget virker for godt til at være sandt …
Glædelig jul og god fornøjelse med lytningen!
1 kommentar til “Derfor bør du vælge kvalitet frem for billig Temu-lyd til jul”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 12 måneder!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
30% på LB+ Total i 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Vi ved det jo godt – men meget tankevækkende og dybe foruroligende med en skralde-ø på 1,6 millioner kvadratkilometer i Stillehavet 🙁
Er selv meget til ældre udstyr og det kan faktisk ofte anvendes med nyere kvalitetsprodukter med rigtigt gode resultater.