De helt trådløse Creative Sensemore Air hørepropper kan forstærke lyden fra omgivelserne med fem gange (ca. 7 dB) mere end den sædvanlige Ambient-tilstand i andre hørepropper. Det betyder, at du hører meget mere til omgivelserne omkring dig, hvilket er rart, hvis du er på fisketur, i skoven eller andre steder, hvor du virkelig helst ikke vil lukke verden ude. Du kan også tage en samtale med en, du møder på gaden, uden at skulle tage hørepropperne ud.
Vi havde en aha-oplevelse med denne funktionalitet, da vi testede Sony Linkbuds S, som for 1.500 kr. lader dig høre mere af omgivelserne end nogen anden i klassen. Nu vil Creative gøre det samme med Sensemore Air, til den halve pris.
For folk med nedsat hørelse?
Creative nævner også, at propperne som bonus kan hjælpe folk med nedsat hørelse, hvis man sætter effekten på fuld styrke. Men de er ikke ISO-certificerede som høreapparater, så man skal være forsigtig med at fremsætte sådan en påstand. Hvis du er hørehæmmet, anbefaler vi, at du går til en speciallæge, og får et tilpasset høreapparat.
Stikkene har også en almindelig Ambient-tilstand, når du vil lytte til musik, men samtidig være opmærksom på dine omgivelser. For eksempel hvis du går eller jogger i en travl gade.
Har også støjreduktion
Skulle du alligevel have lyst til at lukke verden ude, har Sensemore Air faktisk også støjreduktion.
Der bliver ikke sagt noget om, hvor effektiv støjreduktionen er, men du burde kunne justere styrken af alle tre tilstande i Creative-app’en på din mobil.
Fire mikrofoner
Hørepropperne er udstyret med fire mikrofoner: to til filtrering af baggrundsstøj i ANC-tilstand, og to til stemmeoptagelse under telefonopkald.
Leveres med berøringsstyrede knapper, der kan tildeles forskellige funktioner via Creative-app’en.
Lang batterilevetid
Opladningsetuiet er mindre end til resten af Creatives trådløse hørepropper, og Sensemore Air er derfor den mest lommevenlige model af dem alle. Ikke desto mindre burde batterilevetiden ikke være et problem.
Creative postulerer nemlig 10 timers batteritid til hørepropperne på én opladning, med 25 ekstra timer fra opladningsetuiet. Derudover får du to timers brug fra 10 minutters hurtigopladning, og etuiet kan oplades trådløst med Qi.
Lover god lyd
Musikken er gengivet af 6 mm drivere med biocellulosemembran. Dette er kunstigt fremstillet, og en langt finere fiber end i papir. Ved at stable flere ultratynde ark på blot nogle få nanometer oven på hinanden, opnås meget bedre stivhed end med papirmembraner.
Vi bliver lovet god lyd, med detaljerede overtoner og en afbalanceret mellemtone, og også en “buldrende bas”. Du kan indstille EQ’en i Creative-app’en, hvis du vil finjustere lyden. Men med tidligere Creative-propper, vi har testet, virker dette kun, når du bruger app’en til afspilning. Så snart du er i en tredjeparts musik-app som Spotify, Tidal, Apple Music eller andre, mister du dine EQ-indstillinger. Lad os håbe, at Creative har gjort noget ved dette denne gang.
Hørepropperne er IPX5-certificerede, hvilket betyder, at de er regn- og svedafvisende, og derfor kan bruges til træning, både indendørs og udendørs.
SXFI Ready
Creative har certificeret disse hørepropper som “SXFI READY”, hvilket skal “give en forsmag” på Creatives holografiske lyd. Det betyder, at du kun vil opleve Super X-Fi Spatial Holography fra musik afspillet fra Creative-app’en, og ikke fra tredjeparts apps som YouTube, Spotify, osv.
Pris og tilgængelighed
Creative Sensemore Air er tilgængelig nu via Creatives netbutik, til 100 Euro. Rundt regnet 750 kr., med andre ord. Vi har med tidligere Creative-produkter ladet os fortælle at dette er inklusive eventuelle afgifter, og fragt er også gratis.
Mere info: creative.com